Ingen indlæg ...

... før mandag.

Jeg er hos Ladyen indtil da.

Hun skal have min tid ;-)

Hav en fantastisk weekend derude!

Mere om seksualundervisning

Phew.

Jeg overlevede.

Dagens med skælven imødesete seksualundervisning i 9. klasse altså.

Jeg lagde ud med at fortælle englebasserne, at jeg ikke har modtaget selv den fjerneste faglige instruktion i disciplinen. Sådan for ligesom at dække mig ind, i fald jeg måtte fremstå lidt kvækkende og usikker.

Hvortil en af drengene omgående svarede, at jeg da må være mere kvalificeret end nogen anden lærer på skolen, da jeg jo har knaldet med både mænd og kvinder.

De siger sgu tingene ret lige ud, de børn. Men sådan foretrækker jeg det også. Jeg ser det som et tegn på gode relationer.

Kunne dog ikke lade være med at lade tankerne vandre tilbage til min egen skoletid og min måde at tiltale mine egne lærere på. 

Men det var bare FOR surrealistisk at forestille sig en situation, hvor jeg vovede at henvende mig til min engelsklærer, hr. Berg, via samme vokabularium.

Uhada :-(

Nå, men jeg havde lavet en quiz i paratviden på nettet, som jeg lod eleverne dyste i. Og de syntes, det var sjovt. 

Jeg morede mig også. Navnlig da to af de unge vidundere mente, at "biseksuel" betyder, man tænder på dyr.

Haha :-D

Derpå inddelte jeg dem i grupper og bad dem lave deres egne quizzer, og det gik resten af tiden med.

Så var den ged sgu barberet.

Ingen lange foredrag om bumser og armhulehår ;-)

Og det var skønt til en forandring af få mere intens opmærksomhed fra dem, end når jeg udbreder mig om uregelmæssige verber og kasusbøjninger.

Nu skal jeg lave mad. Jeg skal til kor halv otte.

Bum.

Våd i trussen

Må tilstå, at jeg er en likehunter. Både på Facebook und anderswo.

Likes gør mig våd i trussen.

Bum.

Og det er jeg blevet et par gange de sidste par dage. Våd altså.

Som nu for eksempel i går.

Jeg havde sat 8. klasse til at arbejde med opgaver til filmen Whale Rider, som vi så i engelsk i sidste uge. (Se den! Den ligger på Filmstriben, og jeg GRÆD, første gang jeg så den. Den er pissegod.)

Mens englebasserne arbejdede inde i klassen, havde jeg sat mig udenfor på gangen for at give dem individuel feedback på en fremlæggelse, de havde lavet.

Ud til mig kom Alma.

"Er det rigtigt, at du også har tysk?" spurgte hun, inden jeg nåede at komme i gang med min feedback.

"Ja, det er rigtigt nok," svarede jeg.

"Kan vi så ikke også få dig til tysk til næste år?" fortsatte hun temmelig direkte.

"Øh ... Det ved jeg sørme ikke," svarede jeg. "Det er ikke mig, der bestemmer, hvilke klasser jeg skal have. Hvorfor vil du gerne have mig til tysk?" (Jeg havde fået færten af en kompliment og fiskede nu løs, haha.)

"Jo, for vi har jo Preben til tysk i år. Og han er kedelig og sur. Og det er du ikke," lød det lige så direkte som før. "Du er sjov og sød." (Bingo!)

Våd i trussen.

Og i dag skete det sgu så igen.

Jeg sad og småpludrede med Kollega 1 i en pause, da Kollega 2 kom hen og satte sig hos os, klappede mig på knæet og sagde: "Tak!"

"Selv tak," svarede jeg pr. refleks. 

Men så trængte uklarheden i hendes ord ind til et sted bag mine pandelapper. 

"Øh ... for hvad?" måtte jeg således tilføje.

Og her følte Kollega 1 sig så nødsaget til at blande sig i vores dybe samtale:

"Fordi du er, som du er," smilede hun kækt.

Og jeg blev våd i trussen igen. Hehe.

(Hvad Kollega 2 ville takke mig for var, at mit store grammatikarbejde i tysktimerne på 9. årgang åbenbart også har givet udbytte i dansktimerne.)

Apropos våd i trussen, så skal jeg i morgen have understøttende undervisning i fem kvarter i 9.B. Og da jeg i sidste uge modtog forslag fra klassen til indholdet af disse fem kvarter, var der ret bred enighed om ...

... SEKSUALUNDERVISNING.

YIKES og tak for crap, kiddos!

Jeg er fandme ikke seksualunderviser. Jeg er SPROGLÆRER og havde tænkt, at de nok ville ønske sig noget med bøjning af uregelmæssige verber. Hrmpf. 

Jeg spurgte omgående, om de mon virkelig mente, jeg var den rette til den tjans. 

Og det gjorde de sgu.

Pis.

Det forholder sig jo ligesom sådan, at heterosex (til forskel fra likes af forskellig art ;-)) aldrig rigtig har gjort mig våd i trussen. 

Jeg kan selvfølgelig godt se det dejlige i at være tæt på et menneske, man holder af, hvad enten det er af det modsatte køn eller ej. 

Men jeg har oplevet heterosex som ydmygende. 

Det har aldrig tændt mig at sprede benene og få pumpet et erigeret organ op i underlivet. Jeg følte mig fastlåst. Og jeg kom altid til at ligge og vente lidt utålmodigt, mens de udspilede næsebor et sted over mit ansigt fik prustet færdig.

Slemt var det også, hvis jeg måtte lade mig tage bagfra.

For slet ikke at snakke om de klistrede klatter, der er løbet ned ad mit inderlår.

Til gengæld er jeg stadig himmelfalden over den bløde, varme ømhed, den sensualitet og den skønhed, jeg oplever, når jeg elsker med min dejlige kvinde.

Så jeg er bange for måske at komme til at lyde lidt subjektiv i morgen.

Gad vide, hvor lang tid man egentlig kan få til at gå med at snakke om bumser og armhulehår? 

Sådan omkring fem kvarter måske?

Ups, var sgu lige ved ...

at komme helt galt af sted i sidste uge. Og det tilmed fuldkommen uforsætligt.

Situationen:

Jeg sov hos Ladyen. 

Og der sover jeg dælme godt, hehe. Hendes seng er blød som flødeskum, og ... nå ja ... så har jeg jo Ladyen selv lige ved siden af, nammenam.

Eneste problem er faktisk bredden på madrassen. 140 centimeter. 70 til hver.

Damn, det er ikke meget, når man skal være to voksne kvinder, hvoraf den ene (læs: fruen her, red.) holder MEGET af at ligge i natostilling - altså på maven og med det ene knæ trukket op.

Kort sagt: Jeg er PLADSKRÆVENDE.

Og det betyder så, at jeg somme tider kommer til at spille lidt for meget af min kvindekrop over på Ladyens banehalvdel, mens hun prøver på at sove.

Sådan føler jeg det i hvert fald.

Og jeg vil nødig nøjes med at være på tålt ophold i Ladyens seng altså.

Men så var det, at jeg fik en fuldkommen genial idé:

"Skatter," sagde jeg til englebassen. "Når vi to engang skal flytte sammen, skal vi så ikke købe en større seng?"

Jeg tænkte, at 20 centimeter mere pr. kvinde ikke ville gøre noget. Så kunne vi mødes på midten, når vi skulle ligge i ske, og når vi skulle elske, og når vi bare skulle putte sammen under dynen og småpludre, inden øjnene klappede i.

Og resten af tiden kunne vi så lade vores ekstremiteter fylde så meget som nødvendigt uden at være til gene for den anden.

Brilliant idea, right?

...

Wrong. 

Det indfald kom jeg ret hurtigt til at gentænke. For Ladyen så sgu alt andet end begejstret ud. Tror slet ikke, hun kunne se genialiteten i det.

Hun så nærmest skuffet ud.

Og på et splitsekund forstod jeg hvorfor:

Jeg havde ganske enkelt ikke fået sat de rette ord sammen til en sætning, der udtrykte, hvad jeg egentlig tænkte.

Hun kunne jo tro, jeg ikke ØNSKEDE at være tæt på hende.

Fuck.

Jeg begyndte ret fragmenteret og kikset at forklare idéen. Uden den store effekt. Og lidt efter lod jeg den dø. Den er ikke blevet nævnt siden.  

I dag er jeg glad for, at hun så så skuffet ud. 

For det er fandme da, fordi hun elsker mig! Og gerne vil have mig, så hun kan mærke mig hele tiden. Hehe.

Jeg elsker godt nok også hende. Big time.

I morgen tager lebberne i væksthusene i Botanisk Have. 

Det glæder jeg mig til :-)

Speaking of books ...

Nå ja. Apropos bøger. Så tror jeg da lige, jeg vil fortælle, hvordan jeg kom til at arbejde med litteratur. 

(Nu sidder du godt nok og tror, at jeg er sproglærer i folkeskolen, og det har du faktisk ret i. Men inden jeg blev det, var jeg freelance-oversætter i 14 år.)

Det bliver jeg nemlig tit spurgt om. Og de fleste synes, det er en okay fed historie.

So here it comes:

Jeg er ret ung. Midt tyverne. Jeg er uddannet økonom. Og jeg har kradset en ret spændende og afvekslende stilling i marketingafdelingen hos en landsdækkende byggemarkedskæde til mig.

Samtidig er jeg gift med den mand, der senere blev til Lucifer. Og vi har to børn på 0 og 2.

Lucifer-To-Be er en travl forretningsmand med lange arbejdsdage og mange rejser, og mine egne arbejdstider ligger sådan, at jeg ikke kan nå at køre de 40 kilometer hjem og hente børn inden institutionernes lukketid.

Pis! 

Så vi får en ung pige i huset. Ellers fungerer det ikke.

Men ak. 

Den unge pige er forskrækkeligt dum. Hun finder for eksempel på at lægge sig til at sove i min og Lucifer-To-Bes dobbeltseng, mens hun har ansvaret for vores to små børn.

Not good! For hvad fanden laver hun i VORES seng?!

Noget må gøres, og det "noget" er ikke Lucifer-To-Bes ansvar, for han forsømmer ikke en lejlighed til at fortælle mig, at hans job er vigtigere (læs: giver flere kroner) end mit. Så jeg må selv løse problemet.

Jeg siger min gode stilling op. 

Hulk :-(

Men jeg KAN bare ikke være andet bekendt over for mine to små guldklumper, der ikke ser meget til deres mor. Og den dårlige samvittighed over for babyrotterne har i snart mange uger hærget mig, som havde jeg ild i håret.

Så går jeg hjemme. I otte måneder. Passer hus. Skifter ble på ble. Vasker tøj rent for gylp og babymos. Og ER TIL STEDE hos mine børn.

Det er skønt. 

Men det er ikke nok. 

For jeg har ligesom sat mig selv uden for samfundet. Jeg udfylder ikke andre roller end moder- og hustrurollen, og jeg kommer til at føle, at alt, hvad jeg gør, er noget, jeg gør af hensyn til andre.

Jeg har kort sagt brug for en niche, jeg kan krybe ind i, som ikke udelukkende handler om familie. For jeg føler, at jeg er ved at miste mig selv.

Det kunne for eksempel være et job. Måske på deltid.

Fremragende idé ...

... øh ... men ha!

Naive mig.

For hvem fanden ansætter en økonom på deltid? Økonomistillinger er i regelen på mere end fuld tid. Og det vidste jeg, at jeg ikke kunne indlade mig på. Ikke på vilkår.

What to do, what to do, WHAT TO DO?!!!

Heldigvis er miraklernes tid ikke forbi. 

Ved et rent tilfælde kommer jeg således en dag til at læse en bog. Der er SMÆKFYLDT MED FEJL. Som for eksempel:

"Bilen holdt parkeret uden for restauranten, som havde fået en bule i den ene forskærm."

Det er fandme ikke kønt. Nej det er ej. Og jeg tænker ved mig selv, at det kunne jeg sgu have gjort bedre ...

... øh ...

... det kunne ... JEG sgu have gjort bedre!

HA!

En idé er begyndt at spire frem i mit samvittighedsplagede sind. 

Hvad nu, hvis man kunne komme til at oversætte bøger? Det er da også et job, som nogle mennesker tjener penge på. Og så kunne jeg sidde hjemme og arbejde. OG STADIG VÆRE DER FOR BØRNENE.

HA igen!

Så jeg laver kopier af alle de opslag i bogen, hvor der er fejl. Og retter fejlene. Oven i købet med de rigtige korrekturtegn, som jeg har lært i min tid hos byggemarkedskæden.

Derpå sender jeg stakken af kopier til det store forlag henne i København vedlagt et brev, hvor jeg skriver, at jeg kan gøre det bedre. 

Og så venter jeg.

Og venter.

Og venter.

Ogøh ...  til sidst indser jeg, at min idé var en nitte, og stiller mig tilfreds med, at jeg i det mindste har gjort et ærligt forsøg.

Men pludselig en dag finder jeg en tyk kuvert i min postkasse.

Den kommer fra forlaget. Indeni ligger et kapitel fra en bog. På engelsk. Og et brev. Hvor der står, at så skal det da komme an på en prøve. Om jeg ikke lige kan oversætte vedlagte kapitel til dansk?

En måned senere ligger der endnu en tyk kuvert i min postkasse.

Denne gang er det en HEL bog. Og en kontrakt.

Og så oversætter jeg bøger for alle de store forlag i landet i de næste 14 år.

Jeg bliver somme tider spurgt, om det ikke var lidt kedeligt. 

Og jeg må tilstå, at der HAR været tidspunkter, hvor jeg har følt mig fristet til lige at digte et bestialsk mord og flette det ind i ... øh ... måske en bog af Dalai Lama. For ligesom at peppe den lidt op og give mig selv lidt kreativ frihed. 

Men hver gang droppede jeg tanken. For der var jo andre end mig, der læste mine manuskripter igennem inden udgivelse. Og jeg var sgu nok blevet snuppet. Så jeg holdt mig pænt på måtten.

Nu er min litteraturkarriere slut. Ikke mere oversættelse.

Til gengæld har jeg fået al den kreative frihed, jeg kan ønske mig, her på Dropsene.

Om konsumerisme og andre værdier

Pave Frans holdt tale under sin julemesse i forrige uge. 

Ikke, at der er noget nyt i det, for det gør han vist nok hvert år under julemessen.

Det nye ligger i, at han har haft held til at fange min opmærksomhed. 

For jeg er helt utrolig ligeglad med den katolske tro. Og med den protestantiske tro. Og med islam. Og hinduisme. Og buddhisme. Og enhver anden religion.

Jeg tror ikke på Gud. Og i min optik må vores fire evangelister have været svært angrebet af Münchhausens syndrom. 

Jeg ser kort fortalt religion som en kunstig og håbløst menneskeundertrykkende konstruktion, der verden over gang på gang har skabt mindst lige så meget ondt som godt.

Bum.

Men i forrige uge sagde paven noget, som jeg vil give ham fuldkommen ret i. 

Han sagde, at verden er besat af penge. Af materialisme, konsumerisme, extravagance, rigdom. 

"Ligegyldighedens kultur," kaldte han det.

Og han sagde, at det måske kunne være en god idé at prøve nogle andre værdier af. Som for eksempel empati, lidenskab, godhed.

For nu at eksperimentere lidt.

Jeg er helt enig med Fransemand. 

Penge kan virkelig bringe nogle ækle og overfladiske sider frem i folk. 

Jeg må for eksempel ryste på hovedet, når folk tramper hinanden ihjel på Black Friday. For at nå først frem til den billigste stavblender i butikken.

Eller når jeg ser alt det svinedyre elektroniske isenkram, som mange af mine elever kommer slæbende med i skole, så mor og far kan vise omgivelserne, hvor meget succes de har.

Klamt.

Og hvorfor er det lige, at vi så ofte måler succes i penge?

Fordi penge er så målbar en størrelse, tror jeg. Det er umanerlig nemt at sammenligne egen succes med andres, når bare man regner i kroner og øre.

Det ligger således lidt i luften, at har man postnummer nord for København, har man mere succes end dem i Thyborøn. 

Ligesom det ligger i luften, at direktøren i den Audi, der blæser forbi på motorvejen med overlydsfart, har mere succes end skolelærerinden i den grå Toyota Yaris, der ved samme lejlighed næsten bliver blæst omkuld.

Men er penge også lig med lykke?

Well, that's debatable, dear.

Undersøgelser har vist nok vist, at penge gør lykkelig i det omfang, de holder bekymringer for livets ophold på afstand. Altså indtil det punkt, hvor de har givet os tag over hovedet og mad på bordet.

Men derudover har de angiveligt ingen ægte, varig lykkevirkning. Siger de.

Selv kan jeg kun berette, at jeg engang levede i en ægteskabelig konstellation med penge i rigelige mængder. 

Men glad var jeg ikke. 

Før jeg altså fravalgte mand med penge og fandt lækker kvinde uden.

Og nu er jeg så nået til det egentlige mål med dette efterhånden lange blogindlæg:

Jeg vil anbefale en bog. Som jeg har læst færdig i juleferien. 

Den er skrevet af Grégoire Delacourt og hedder La liste de mes envies på originalsproget. 

Den udgave, jeg har læst, hedder Alle meine Wünsche.

Men er du mere til dansksprogede bøger, skal du lede efter Ønskelisten.

Det er en fin og velskrevet lille bog om at vinde den store gevinst i lotto: 

Ønskelisten handler kort fortalt om en helt almindelig kvinde, der hedder Jocelyne.

Jocelyne lever et beskedent liv. I et helt almindeligt ægteskab med en helt almindelig mand. Hun har en helt almindelig kvindekrop (med de flaws, der følger med sådan en) og en lille sybutik, og i sin fritid skriver hun på en blog om håndarbejde.

Hun har for længst erkendt, at ungdommens vidtløftige drømme nok ikke rigtig bliver til virkelighed, men hun er i det store og hele ganske godt tilfreds med sin stilfærdige tilværelse.

Så en dag vinder hun i lotto. Et svimlende beløb.

Men i stedet for at danse lambada af begejstring bliver hun bekymret. Bange for, at så stort et pengebeløb vil smadre hendes familie og hendes relativt lykkelige liv. Vil gøre hendes nærmeste til små grådige bæster.

Så hun fortæller ikke nogen om gevinsten. Men gemmer derimod checken i en sko, mens hun overvejer, om hun skal indløse den eller ej.

Den beslutning slipper hun imidlertid for at træffe, for ...



Og så fortæller jeg ikke mere, muahahahaaah. Vil du kende slutningen, må du sgu læse bogen. 

Vær blot forberedt på, at den kalder på refleksion. Tankevirksomhed.

Så ved du, hvad du går ind til ;-)

Kald mig Blomsterberg

Nogle husker måske, at jeg kogte lækre klejner sidste år til jul:

Well, guess what:

I år har jeg bagt knasende sprøde pebernødder:

Så kan jeg rigtig forkæle familien i juledagene.