And for that I AM sorry 😞
For jeg HAR læsere, der klikker forbi flere gange om ugen. Uden gevinst. Hvilket for MIG er et rørende boost 💘💘💘 men for de pågældende LÆSERE til gengæld må være pisseirriterende.
Som jeg imidlertid nævnte for Ældstedatteren, Barn 1, i går:
Jeg er sjældent alene. Og når jeg ikke er det, ja, så sætter jeg mig ikke hen i to-tre timer og skriver. For det er ikke en skid nærværende.
Nå, men NU er jeg her. I'm all yours for en stund. Og nu skal du bare høre, hvilke sindsoprivende episoder fra mit liv, jeg kan berette om:
Teamgate
HULK!
😭😭😭
Jeg må tage afsked med fire skønne mænd. MINE mænd.
HULK I-fucking-GEN 😭
Det må være kulminationen på et bizart forår.
Forhistorien:
Jeg er lærer.
"Det ved jeg godt, Dummkopf!" tænker nu den læser, der har været her før.
Mens nye læsere til gengæld er blevet et stykke information rigere (you can thank me later 😉)
Og jeg underviser i engelsk og tysk på en ret stor folkeskole i en jysk provinsby. (Igen nok mest til nye læsere, hvoraf jeg jo har det svimlende antal af et par stykker om dagen 😂)
På min skole arbejder lærerne nært sammen i årgangsteams. Det betyder, at jeg for næsten fire år siden overtog den nye sjette årgang sammen med fire mandlige kolleger. Og at vi med samme bemanding (gad vide, hvorfor det egentlig ikke hedder "bekvinding"?) har undervist de samme elever siden da.
Så nu går vores englebasser i niende klasse. Og de fire mænd er blevet mine gode venner.
Vores team fungerer fantastisk.
Der ER altså noget over at arbejde sammen med mænd.
Vejen til beslutninger er ikke nær så lang og krøllet som i teams med mange kvinder, og jeg tænker ikke, at vores beslutninger er ringere.
Der er heller ikke langt fra tanke til handling.
Vi er effektive og dygtige.
På det personlige plan er mine fire mænd glade for mig. Jeg tror, det hjælper, at jeg sagtens kan kvæle et par øl, trykke en rød bøf ind og fyre en lummer vits af i deres selskab.
Så jeg har i DEN grad nydt min tid med dem. Og måske også nydt blikkene fra de andre damer på lærerværelset, som vist synes, at jeg er heldig, og at det er spild at sætte fire skønne mænd i team med en lebbe 😂
Men det er slut nu 😥
Mens mine fire dejlige mænd skal følges med hinanden ned for at hente den årgang, der hedder 7. efter sommerferien, er jeg blevet plukket ud. Og sat i et team, som har "brug for nogle hænder, der kan trække en stor del af læsset." Sådan sagde min chef, da han overbragte mig nyheden.
Right.
Som jeg hører det, skal jeg altså forlade det team, som jeg holder af og arbejder godt sammen med, som giver mig tryghed og hengivenhed og masser af gode grin, for at bidrage til at løse en krise i et andet team.
Og det er velsagtens flatterende, at han tænker, jeg er kvinde for at løse den opgave. Men også åndssvagt træls!
Og den læring, jeg tager med mig?
Tjoh, det er i hvert fald slut med at være pligtopfyldende og dygtig.
Fra nu af vil jeg være en doven motherfucker af en dallerrøv, der til hver en tid springer over, hvor gærdet er lavest, og lader kollegerne om at løse broderparten (søsterparten?) af alle praktiske opgaver.
Og jeg vil brokke mig højlydt og tåkrummende til ledelsen, hver gang jeg ikke lige går i indhak med en af deres beslutninger.
Jeg vil være en kværulerende og inkompetent klaphat! 😂
Hvis det er det, der skal til for ikke at blive kastet rundt i organisationen til kriseløsning.
Bum!
Nå, men mine mænd og jeg holdt vores egen version af "Sidste nat med kliken" en fredag for et par uger siden. I Sørens kolonihavehus.
Med bøffer og pølser på grillen. Og øl og rødvin og et ukendt (på et tidspunkt holder man jo op med at tælle) antal dark and stormy, nammenam 😋 (Det er en af mine yndlingsdrinks. Slå den selv op. Den er lækker 💃)
Og vi spillede krocket på plænen.
Og jeg var bogstaveligt talt en tur i hegnet. Hvem fanden kunne også vide, at Søren har viklet sin kolonihave ind i et idiotisk, tæt på usynligt trådhegn?
Her bliver Fruen således storgrinende hjulpet på benene af to unge mænd, efter at hun midt i krocketfinalen bakkede ind i omtalte hegn og tabte ligevægten. Så grusvejen udenfor sprang på ryggen af hende:
Skøn farvelmiddag. Knap så skønne tømmermænd 😂
Nå, men jeg kommer selvfølgelig til at se mine "eksmænd" på daglig basis, når vi drikker kaffe sammen i "personalerummet". Som i den politiske korrektheds navn ikke længere må hedde "lærerværelset", da skolen jo også beskæftiger pædagoger, administrativt personale og pedelmedhjælpere, der nødig skulle føle sig udsat for jobtitelracisme.
Afgangsprøvegate
Jeg bryder ingen fortrolighed ved at bekendtgøre, at årets afgangsprøver for folkeskolens ældste elever er aflyst i år. Det har en anden dame nemlig bekendtgjort før mig 😉
Men jeg kan til gengæld supplere med at fortælle, at jeg om mandagen i påskeugen (hvor omtalte dame aflyste omtalte prøver) havde lagt en flaske prosecco på køl. I håbefuld forventning om, at omtalte dame NETOP ville gøre, som hun gjorde.
Og sandelig om ikke proppen sprang! 🍸 (Jeg kan ikke finde en champagne-emoji, så det bliver et cocktailglas 😂)
Jeps. Jeg er ked af at sige det, men det blev en festaften for mig 💃💃💃
For nu risikerede jeg ikke at skulle føre nogen til prøve i mundtlig tysk. Hvilket havde været en klar parallel til Slagtehus 5, da mine elever ikke kan udtrykke en skid på tysk.
Nu slap vi altså for at optræde live i en klam wannabe-splatterfilm.
Til gengæld gik der ikke mange dage, før vi i mit team besluttede at lade vores elever gå til "øveprøve" i de obligatoriske mundtlige fag: dansk, naturfag og engelsk.
For vi kunne godt se det uhensigtsmæssige i, at englebasserne ville forlade folkeskolen uden at have prøvet at gå til prøve. Hvilket også var nok det væsentligste kritikpunkt i medierne, da de formelle prøver blev aflyst.
Og som sagt så gjort.
Jeg har således i den forløbne uge haft vores tre niendeklasser oppe i mundtlig engelsk. Til en prøve, der har ligget så tæt op ad den rigtige afgangsprøve som muligt. Bare med censorer fra min egen skole.
For mit vedkommende har seancen varet seks skoledage i træk. To til hver klasse.
Og jeg er fuldkommen udmattet. For som eksaminator er man "på".
Hele tiden. Uden ophør. Uafbrudt.
Man har jo ansvaret for at hjælpe eleverne igennem. Manøvrere dem videre, hvis de går i stå, stille meningsfyldte spørgsmål og være fuldkommen alert og samtidig vurdere deres præstation og konstruere og formidle en feedback, som de kan bruge til noget i deres fremtidige arbejde med engelskfaget.
Man sidder vagtsomt helt ude på kanten af stolen i konstant alarmberedskab med alle sanser skærpet.
Det er SÅ hårdt. I TELL you 😰
Inden prøverne var jeg lidt bange for, at mine elever ikke ville tage forløbet alvorligt. Det var jo kun "legeprøver". Deres prøvekarakter kommer ikke fremgå på deres afgangsbevis, og censor var ikke en fremmed lærer fra en anden skole.
So why give a rat's ass?
Men damn, hvor tog jeg fejl. Helt vildt fejl faktisk.
Jeg måtte således sende 11 piger grædende hjem.
Øh ... den lader jeg lige hænge lidt ...
...
...
ELLEVE piger!
Det er en fucking TREDJEDEL af årgangens piger!
Grædende, folkens! 😭😭😭 Over en fucking LEGEprøve!
Jeg er kort sagt rystet.
Hvad fanden er det for et lortepræstationssamfund, der får den ene søde, skønne pige efter den anden til at knække sammen på den måde?
Jeg har haft piger til at græde over karaktererne 00 og 02.
Det er måske forståeligt nok. Et slag i ansigtet, at man efter ni års engelskundervisning ikke har lært nok til at bestå eller kun lige får slæbt røven med sig over målstregen.
Jeg har haft piger til at græde over karaktererne 4 og 7.
Knap så forståeligt. Men jeg tror, at disse piger har haft en urealistisk selvforståelse.
Måske har de altid været sat i kærligt centrum af mor og far. Måske har de i hjemmelivet længe været sovset ind i pædagogisk korrekt anerkendelse og i årevis hørt, at de er Guds gave til menneskeheden.
Og de bombarderes helt sikkert på de sociale medier med kravet om perfektion.
På Instagram møder man i hvert fald en uophørlig strøm af input om andres fucking perfekte liv:
Perfekte udseende og stil, perfekte aktiviteter og interesser, perfekte sociale relationer, trendy forbrugsmønstre. Med succes og popularitet. Og likes i hobetal.
Og hvis man ikke er i stand til at gennemskue, at den virkelighed, man møder på sociale medier som Instagram, er stærkt redigeret, kan det velsagtens kradse lidt at høre, at man kun har præsteret til en middelmådig karakter i mundtlig engelsk. Også selv om samme karakter er den, man har fået i standpunkt hele året.
Well, nu skal jeg lige en tur til tennis 🎾🎾🎾 Min makker, Ulla, var i byen i går, så jeg håber, at kunne give hende klø i dag 😈 Skriver mere senere 😉
...
...
Og så er jeg hjemme igen. Og jeg synes NOK lige, at jeg faktisk kørte stakkels Ulla rundt på gruset 👍😎
Nå. Men slut med dette intermezzo og tilbage til dagens tekst:
Jeg har haft piger til at græde over karaktererne 10 og 12. Suk.
10-pigerne græder af samme årsager som 4- og 7-pigerne, men måske også lidt af ærgrelse: SÅ tæt på den fuldkomne triumf ... og så alligevel ikke 😭
Derudover kradser det selvfølgelig komplet ulideligt, hvis VENINDERNE er rendt med et 12-tal, mens man selv må nøjes med second best.
Og 12-pigerne sørger for at græde PÅ FORHÅND. Af rædsel for ikke at kunne levere den sædvanlige perfektion.
OMG! Hvad SKER der?!
Aldrig har en afsluttende prøve betydet så lidt, og aldrig har jeg oplevet sådan en fortvivlelse i prøvesammenhæng.
Det er sgudda pissesynd for disse piger. De lider. Uanset om de græder over 00 eller 12.
Drengene bliver selvfølgelig også kede af en røvdårlig karakter, men de går nok bare hjem og sparker til en dør. De sidder i hvert fald ikke og græder ved det grønne bord.
Nå, men efter to dage med storgrædende piger fik jeg den idé at gå i Rema for at købe dette produkt:
Det er rart nok at have et lommetørklæde at stikke ud, så englebasserne ikke skal tørre snot af i ærmet.
Og jeg overvejede en kort stund, om jeg bare skulle aflevere sådan et til alle elever ved prøvens begyndelse. Så kunne vi jo altid se, hvordan det gik 😋😂
Nå, men situationen er en anden herhjemme i forstadsvillaen.
Jeg har jo OGSÅ en lille teenager (Barn 4), som går i niende klasse, og som er blevet trukket igennem den ene øveprøve efter den anden på SIN skole.
Det er gået godt. Jeg tror faktisk ikke, barnet har grædt over noget.
Heller ikke på forhånd selv om hun er kommet slæbende hjem med det ene 12-tal efter det andet.
Hun er flittig. Og cool. Og målrettet.
Hun knokler kort fortalt for at slå sin storebror (Barn 3), der præsterede et afgangsbevis fra grundskolen med 18 12-taller.
Og jeg tror sgu, hun når i mål.
Samtidig har hun fået en smart idé. Hun har udregnet et belønningssystem. Som går ud på, at JEG skal give hende noget, hver gang hun får 12.
Hun oplyser også selv, hvad jeg skal give hende.
Så indtil nu har hun fået adskillige købefrokoster efter eget valg, et nyt mobilcover, et kostume til sidste skoledag og lovning på en biograftur.
Ak ja. Den kloge narrer den mindre kloge. Og det er fandme dyrt! 😂😂😂
Nå, men nu har jeg skrevet i meget lang tid. Måske en overspringshandling, for jeg havde tænkt, at jeg skulle rydde op i udestuen og fjerne ukrudt mellem fliserne på terrassen i dag.
Så fandt jeg imidlertid på noget bedre, hehe 💃
Jeg må hellere sige med det samme, at jeg ikke ved, hvornår jeg kan komme til tasterne igen. For den kommende uge vil byde på:
- undervisning og møder på skolen (fysisk) alle dage
- tennistræning mandag aften
- generalforsamling på Yngstedatterens skole tirsdag aften
- besøg af Barn 2 + kæreste (som begge bor på kollegium i Lyngby) onsdag og torsdag
- afgang til familieweekend på herregård i Vestjylland fredag (min mor fylder 80 næste søndag og har inviteret hele familien til kalas på en ... ja ... vestjysk herregård fra fredag til mandag)
Men vi får se, hvad der sker. Det kan jo være, jeg lige skriver for at sige hej 😀
Take care og tusind tak for din opmærksomhed 💘
Ingen kommentarer:
Send en kommentar