Om gammel kult, som ikke holder

Jeg ser Netflix 📺 Fuck, hvor ser jeg Netflix. Og HBO.

Hver eneste aften er det faktisk samme rutine: mad og streaming. 

Somme tider er det oven i købet på samme tid: mad på divaneseren foran fjerneren. For det er mig, der bestemmer, og det må man gerne hjemme hos os.

Hehe 😋

Det foregår selvfølgelig sammen med en vis 15-årig. Som jeg sidder i hjemmekarantæne med. M (ja, du kender hende snart 😂)

Nå, men Mutti synes, det er enormt hyggeligt, når vi sidder der i hvert sit sofahjørne med fødderne smækket op (yes, det må man OGSÅ gerne hjemme hos os) og Erling eller Anker (de to af husstandens misser, der rent faktisk er kattedyr 🐈😉) inden for rækkevidde, så man kan nusse dem lidt bag ørerne, mens vi ser en god serie på en af streamingtjenesterne.

Jeg tror også, at M synes, det er hyggeligt, om end det kan være svært at afgøre, om det er fjernsynet eller snapchatten på mobilen, hun hygger mest med, når vi sidder der.

Til gengæld er andelen af den opmærksomhed, barnet retter mod mobilen, en ret pålidelig indikator for, hvor god en serie Mutti har smækket på 60-tommeren. Og det GLÆDER mig, hvis omtalte opmærksomhed er fordelt cirka 50/50, for SÅ er englebassen dælme fanget af Muttis serievalg. 

Jeg troede, jeg havde en stensikker vinder, forleden aften. Da jeg med tæt på infantil begejstring havde spottet, at Twin Peaks ligger på HBO.

TWIN fucking PEAKS, folkens! 💃💃💃 Woop, woop 🎆

Og jeg lod mig omgående beame 30 år tilbage i tiden, hvor jeg hver uge trofast sad foran billedrørsskærmen og somme tider tilmed trykkede et stykke blueberry pie og en kop "damn good coffee" ind, mens kultserien over alle kultserier tilflød mig. Balsam for sanserne, guys! 

Der var oven i købet et navn for sådan nogle som mig: Twin Freaks 😂

Så jeg var stensikker på, at min søde datter, som også elsker mystiske, uigennemskuelige universer, ville falde med et brag for David Lynchs genialiteter. 

Right.

Sjældent er der da blevet snappet fra englebassens sofahjørne, som der blev, da episke Agent Cooper og alle de andre personager i Twin Peaks tonede frem.

Der var NUL interesse fra barnet. None. Zero. Zilch. 

Og ved du, hvad det værste er: Jeg forstår hende! For vi kan eddermame ikke have haft mange gode serier at vælge mellem dengang.

Den eneste attraktion ved serien var den nostalgi, jeg oplevede, da jeg jo således genså første afsnit. Eller ... genså en DEL af første afsnit. For jeg var nødt til at slukke for lortet. Dilettantiske, tåkrummende makværk.

Fandme godt, at jeg ikke havde bagt blueberry pie til den store repremiere. Selv om det selvfølgelig kunne have været en formildende omstændighed at have haft lidt guf at trykke ind.

Ærgerligt, at jeg fik serien gravet ud af de glorificerede gemmer i mit sind, som jeg havde anbragt den i. Der skulle den have hvilet i fred. 

Nu har vi gang i en mere lovende serie. The Returned, der, som titlen på ingen måde antyder, er fransk og ret fængende.

Ikke mere for i dag. Jeg skal rette tyskopgaver.

💜💜💜