Med sådan lidt af hvert, du ved.
Lagde ud med et træf i tennishallen klokken otte i morges. Den lader jeg lige hænge lidt:
KLOKKEN FUCKING OTTE!
Ha! Hvor overskudsagtig var jeg lige dér!
RET så overskudsagtig, if I may say so.
Men det er sådan set også det mest positive, man kan sige om den seance. For damn, hvor spillede jeg ringe.
For eksempel har jeg åbenbart sovet mig til en overbelastning af et ledbånd ved knæet.
Og hvordan helvede kan dét lige lade sig gøre?!
Vågnede op torsdag morgen med umanerlig ondt lige oven over højre knæ. Og der var ikke noget galt, da jeg lagde mig til at sove onsdag aften.
Så gad vide, hvad jeg egentlig FORETAGER mig, fra jeg går i seng, til jeg står op? Ingen vilde seksuelle udskejelser i hvert fald. Efter jeg er gået fra kæresten bliver den slags højst til en våd fantasi nu og da. Og det får man sgudda ingen overbelastede ledbånd af.
Havde stadig ondt i morges, men valgte selvfølgelig alligevel at spille. Stupid me. Så det blev en ynk. Havde således mere end svært ved at holde mig inden for stregerne. Sendte forfærdende mange bolde i nettet. Og krablede omkring på banen som en fugl med brækket vinge på grund af mit idiotiske knæ.
Og nu er jeg typen, der sagtens kan finde på at gå all in, så hvis jeg absolut SKAL stinke til tennis, kan jeg lige så godt gøre foran et større publikum. Som for eksempel i dag.
For grunden til, at vi havde været nødt til at booke banen klokken fucking otte, var, at man skulle afvikle jyske mesterskaber for U10-spillere fra klokken ni.
Og skal man spille jysk mesterskab klokken ni, dukker man selvfølgelig op i god tid, og er man U10-spiller, så har man også sine forældre med.
Fuck.
Nå, men lidelserne FIK en ende, og den gode motion kan ingen jo tage fra mig. Har måske forlænget mit liv med en halv time efter udfoldelserne i morges.
Klokken 11 stod jeg sammen med Barn 2 og 4 til surprise brunch for min søde niece, der fyldte 30 i dag.
Og nej, at Barn 1 og 3 måtte blive hjemme skyldtes ikke, at jeg havde trukket lod om, hvilke børn der kunne få lov at komme med til fest (som man jo gør), men at Barn 1 lå med blærebetændelse, mens Barn 3 skulle til eksamen på universitetet.
Ærgerligt for de to, men fint for os andre med lidt kalas. Nu er der jo også gået flere dage siden jule- og nytårsfestlighederne. Så man KAN jo længes.
Det meste af familien var selvfølgelig samlet. Også de familiemedlemmer, vi sjældent ser.
Jeg er i særdeleshed glad for at snakke med min brors kones bror og hans kone. Okay, det er lidt langt ude, men vi ses en gang imellem, når familien mødes til fest som i dag, og de er ualmindelig SYM- og EMpatiske begge to.
De spurgte lidt ind til bruddet mellem mig og ekskvinden i mit liv. Og jeg fortalte. Og de forstod.
Og så skete der noget lidt mærkeligt.
For nu har jeg snart indviet en pæn del mennesker i mit bristede forhold. Og det faktum, at jeg har gjort det forbi, er noget, jeg er meget afklaret om. Og jeg er så godt og vel i gang med at vende blikket andre steder hen end mod eksen.
Men lige der. Mens jeg sad og snakkede med disse to virkelig-søde-men-langt-ude-familiemedlemmer-som-jeg-kun-ser-en-gang-imellem, der blev jeg sgu lige lidt påvirket.
Heldigvis. For jeg har spekuleret lidt over, hvor kold en motherfucker jeg må være, når jeg slet ikke bliver den mindste smule grådlabil over mit kuldsejlede kærlighedseventyr.
Nu er "grådlabil" godt nok et stærkt ord at bruge om det, jeg følte i dag, men jeg fornemmede lige en lille sorg over, at det ikke kunne fortsætte mellem mig og min ekskvinde.
Og det er godt, for så er jeg ikke lavet af sten.
Måske har jeg i virkeligheden beskyttet mig selv ved at gøre mig hård og ligeglad. Som en overlevelsesstrategi. Og måske giver jeg mig selv lov at føle igen, fordi det hele er ved at bundfælde sig.
Jeg tror, de følelser, der lige fik lov at titte frem i dag, er en forudsætning for at kunne komme trygt og sikkert videre.
Det er jeg godt tilpas med 😊
Nå, men nu vil jeg lave mad. Brødrene Prices penne all'arrabbiata, nammenam. Og det bliver tilmed hurtigt overstået, for jeg lavede det allerede i går, så det skal bare vippes i mikrobølgeovnen.
Så skal jeg se resten af Schindlers Liste, som vi satte på i går, men den varer jo fucking tre timer og et kvarter, så vi nåede ikke at se den færdig.
Det er Barn 4 på 14, der har bestemt, at det er det lystige mesterværk, vi skal muntre os med i weekenden.
Det har hun bestemt, fordi jeg i julegave har givet hende en bucket list-plakat med de 100 film, man angiveligt bør se, inden man dør. Og på denne plakat figurerer altså Schindlers Liste.
For mig er det et gensyn, men det gør absolut ingenting.
Take care now, og så høres vi ved
Ingen kommentarer:
Send en kommentar