Om grænseoverskridende baderumsoplevelser

Nå, men jeg træner jo. I et fitnesscenter.

Det gjorde jeg faktisk også i mange år, da jeg var yngre. I lange perioder to timer om dagen. 

Fucking to timer! OM DAGEN, folkens!

Jeg må jo have været gak. Eller også var det, fordi jeg var brændt varm på instruktørdamen. Men ... øh ... så VAR jeg selvfølgelig også gak. For det er man jo, når man er brændt varm på nogen.

Så tager reptilhjernen over, you know, mens al rationalitet tager til Mallorca på ubestemt tid.

Den slags kan jo bringe en til vanviddets rand.

OG til to timers træning om dagen, forstås.

Det var et meget tjekket fitnesscenter, jeg trænede i dengang. Med forkromede håndvægte og en hel masse unge damer og mænd i meget småt tøj og benvarmere. Som elskede at posere for sig selv og andre i de kæmpestore spejle.

Narcissisme i høj potens.

Nå, men så kom den tid, hvor jeg byggede mit liv om. Med ny civilstand, ny bopæl, ny (læs: INGEN, red.) indkomst, ny uddannelse, nyt job, ny bopæl igen, "ny" og fordomsramt seksualitet, ny partner. 

Kort sagt: Ny ... you name it, I got it. 

(Og hvis du er tålmodig nok til at læse alle mine indlæg igennem, får du den fulde historie, som jeg imidlertid vil skåne de læsere, der allerede kender den, for.)

Og så kneb det sjovt nok med overskuddet til at træne.

Men! Nu er de onde år kommet lidt på afstand, og jeg træner igen.

Denne gang er jeg dog blevet ældre og har ikke længere det samme behov for overlegen tjekkethed i det center, hvor jeg træner.

Så der er for eksempel ingen spejle.

Og der er heller ikke super mange maskiner. Kun lige nok til at komme det meste af kroppen rundt.

Til gengæld er der masser af mental cases. 

Høhø, ligesom fru blogger, ville nogle måske mene.

Men nej, ikke helt ligesom mig. For jeg har trods alt ingen officiel diagnose. Endnu.

Det har de andre i mit fitnesscenter derimod.

For jeg træner på en institution for personer med vidtgående psykiske handicap. Det er sådan en deal, man kan få, hvis man er ansat i den kommune, hvor jeg arbejder. Så må man have lov at træne med de psykisk handicappede.

Og det gør jeg gerne.

Men det er dælme spændende, Hans-Otto.

Tag nu for eksempel torsdag i sidste uge:

Jeg er lige færdig med min træning. Har presset mig selv i maskinerne og nuppet et velfortjent kvarter i massagestolen henne bag skillevæggene i hjørnet, hehe.

Og nu står jeg stort set nøgen i damernes baderum. Som ikke ligner andre fitnesscenterbaderum, fordi det er fyldt med handicaphjælpemidler, gummihandsker og skilte med påmindelser om ikke at tisse på gulvet.

Pludselig får jeg selskab. Af en mand. På cirka min egen alder. 

Han træder ind i baderummet. Og stivner, da han får øje på mig. 

Så glor han. 

Han kan tydeligvis ikke genkende mig. Og det er med god grund. For vi har aldrig mødt hinanden før.

Det føles lidt bizart. To say the least. At stå der uden tøj og blive nidstirret af en fremmed mand.

Og det føles ikke mindre bizart, da manden lidt efter tager alt tøjet af og stiller sig under bruseren.

Jeg kan selvfølgelig glæde mig over, at han åbenbart accepterer mig, men jeg er også lidt bekymret, for jeg tænker, at manden ikke er helt mainstream i hovedet, MEN dog formentlig har en seksualdrift.

Et øjeblik senere afledes min opmærksomhed imidlertid fra min bekymring for en stund. For jeg bliver beriget med endnu en gæst i baderummet. En mand mere.

Hurra, nu har jeg to.

Også denne mand tager tøjet af og træder under bruseren.

Og vi er nu tre nøgne mennesker i baderummet: en forholdsvis normalt begavet nøgen kvinde og to mentalt handicappede nøgne mænd.

Fedt.

Der skete selvfølgelig ingenting. Men om ikke andet kan jeg da sige, at det er en oplevelse at træne i mit fitnesscenter.