Altså den weekend, der er ved at dø. Ikke fordi det kan have været særlig interessant læsning, for der var sgu ikke noget vildt på tapetet. Der var afslapning efter et par pissehårde uger.
Og forhåndsrestitution.
Det lyder måske en smule bizart, da man normalt restituerer EFTER en belastning. Men om søndagen, however, må jeg altså forhåndsrestituere, fordi jeg har en helvedes lang mandag.
Så derfor laver jeg ikke så gerne en skid om søndagen. Så jeg lissom kan komme i zen, you know. Samle energi til arbejdsugen og sårn.
Og da jeg vågnede i morges, troede jeg faktisk også, at der lå en smule zen i støbeskeen for i dag.
Ikke at optakten havde været særlig zenagtig altså.
For eksempel blev jeg klappet på skulderen nogle gange i nattens løb. Det er den dame, jeg somme tider sover ved siden af. Der altså ikke bare sover ved siden af mig, men også somme tider klapper mig en.
Bare fordi jeg snorker.
Så det lyder, som om vi sover i maskinrummet på en Stenafærge. Og det gjorde vi så i nat. På tur med Stena Line, woop, woop!
Nå, men zenbarometeret steg en anelse, da omtalte dame foreslog at hente morgenbrød.
Nice.
Smørmættede grovbirkes, uhmmm. En af mine all time favorites. Med fed og ernæringsmæssigt ukorrekt brie.
Og pulverkaffe. Billig BKI. Ingen prætentiøs latte her. Jeg er jo ikke radikal, vel.
Alt sammen ledsaget af en pludder om, hvad vi skulle fordrive søndagen med.
"Vi kunne jo køre til Lille Vildmose," var der en, der foreslog, og det var ikke mig.
Hmmm. Det var ikke ligefrem zenskabende Netflix, men jeg var alligevel game. Af den simple årsag, at jeg ikke havde været i Lille Vildmose før og vejrede eventyr.
(Der findes også en Store Vildmose. Men hvis man starter med den, er der jo ingen steder at avancere hen. Det MÅ således være "lille" før "store". Ellers kradser det i min OCD.)
Altså: Af sted vi drog. Med hjemmelavede rugbrødssandwiches med kylling og varmrøget laks og lækre, fabriksfremstillede pistaciekager fra Karen Volf under armen.
Lille Vildmose udmærker sig ved at være ... en stor mose. Ved sgu ikke, hvor det der "lille" kommer fra.
Og midt i området ligger et flot og ret nyt besøgscenter, der ligesom kan tage godt imod de besøgende, der kommer strømmende til. Øh ... SÅFREMT de kommer strømmende mandag til fredag mellem 10 og 14.
Jeg gentager lige:
"... MANDAG TIL FREDAG MELLEM 10 OG 14."
Fuck altså! Hvem fanden i helvede har tid til at være naturturist i det tidsrum?!
I weekenden er der til gengæld lukket.
Og parkeringspladsen var gabende tom.
Men det gjorde selvfølgelig ingenting, for køreturen derop havde vi jo klaret på kun halvanden time.
Og vi er ikke for pivede til at begive os ud i vildnisset på egen hånd. Heller ikke selv om der måske er brunstige elge i farvandet.
Kunne imidlertid godt have brugt et kort over vandrestierne. Som eventuelt KUNNE have ligget i en kortdispenser et eller andet sted i nærheden af parkeringspladsen. Men det gjorde de naturligvis ikke.
Vores store udflugt til Lille Vildmose begrænsede sig således til en tur omkring vildsvineindhegningen, så vi var sikre på ikke at fare vild.
I dyb mudder.
Spekulerede faktisk på, om mosen mon havde tænkt sig at opsluge os helt. Men den standsede heldigvis ved anklerne. Til gengæld blev min ledsagerskes vandresko følgelig hurtigt fyldt op.
Derfor hjemover lidt snabt og med kolde tæer.
Det var dagens udflugt.
En uforglemmelig en af slagsen. For hold kæft, hvor var det sjovt. Lige så sjovt, som det var kikset.
Nu er vi til gengæld hver for sig. Jeg har fået leveret min rotte på 13 hjemme i forstadsvillaen, efter at hun har tilbragt weekenden hos sin far.
Og nu skal vi hygge.
Med Netflix.
Zen, you know ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar