Over stok og sten ... igen

Nøj, hvor jeg glæder mig til weekenden. For ih du milde, hvor har jeg dog haft en del at se til på det seneste.

For eksempel skole hjem-samtaler. Mandag og onsdag i sidste uge og mandag og onsdag i denne. 

De dage kan jeg være hjemme cirka halv ni om aftenen. Så er der gået 14 timer, siden jeg kørte hjemmefra.

Men jeg skal ikke brokke mig. For som et plaster på såret får jeg lov at hygge med det ene forældrepar efter det andet. 

Hvis de altså dukker op. For det er der nogle af dem, der ikke gør. Til trods for at de SELV har reserveret tiden på forældreintra. Så sidder vi der, to eller tre fagpersoner, og kigger ud i luften.

Somme tider bruger vi tolke. Hvis DE altså dukker op. I går kom to af dem for sent og i sidste uge var der en enkelt, der slet ikke kom. Ved udeblivelse må vi sende forældrene hjem igen og aftale ny tid. Og bestille ny tolk.

Fedt.

Inden jeg får kastet for mange fatwaer over at blive brændt af, må jeg imidlertid nævne, at de fleste samtaler finder sted til tiden og som planlagt.

Men når det er sagt, så er det fandme somme tider nogle interessante mennesker, vi sidder overfor. 

Som for eksempel den mor, der FORLANGER, at skolen skal stille en bærbar computer til rådighed for hendes ordblinde barn.

Det er i og for sig i orden, fordi det er rigtigt nok, at en ordblind elev har ret til en bærbar computer. Der er bare den lille detalje i sagen, at dette barn allerede HAR en bærbar computer derhjemme, men bare ikke gider bære den frem og tilbage mellem skole og hjem ... øh ... selv om det ordblinde barns ikke-ordblinde klassekammerater altså allesammen bærer DERES computere frem og tilbage.

Men her sætter krævementaliteten ind: 

Denne mor kræver sin ret, fordi hun HAR den ret. 

Og om ganske kort tid vil det ordblinde barn have hele TO bærbare computere, hvoraf den ene er stillet til rådighed af skolen. Det er usympatisk, hensynsløst fråds. Man kunne for eksempel forestille sig, at skolens computer havde været til større nytte hos en af de elever, hvis forældre IKKE har råd til selv at anskaffe en til barnet.

Eller for eksempel det forældrepar, der sidder og hidser hinanden op, fordi lille Oda på 13 har fået brasede kartofler de sidste TO gange i madkundskab.

Eller dem, der kræver, at vi lærere går ind på nettet og noterer det på forældreintra, hver gang vi sender eleverne på opgaver uden for skolens område. For så ved de hele tiden, hvor lille Ib på 13 befinder sig i verden.

Så jeg vil gerne kaste en fatwa til. Denne gang over fucking forkælede forældre og deres FUCKING FIRST WORLD PROBLEMS.

Nå, men når DET så er sagt, så har jeg også siddet over for mange søde, taknemlige forældrepar, som synes, at vi i lærerteamet bedriver et skide godt stykke arbejde. Tjuhej og hurra for dem :-D

Det ændrer imidlertid ikke ved, at jeg har haft en del pisselange arbejdsdage på det seneste, og NU glæder jeg mig for vildt til en rigtig lebbeweekend.

Så siger du: "God mad?", siger jeg: "Jeps!"

"Netflix?"

"You bet."

"Fodmassage?"

"Absolut!"

"Rødvin?"

"Afgjort."

"Biftur?"

"Stensikkert."

"Damekys?"

"Jada!"

"Sex?"

"We'll see."

"Gløgg og æbleskiver?"

"Uomtvisteligt."

"Fingerflet?"

"Hvem kan lade være?"

Og hvis jeg skal opsummere i et enkelt ord:

NICE!!!