Ro på

Finder langsomt mig selv igen. 

Der er gået en måned, siden jeg var til sommerafskedsmiddag hos en kollega. Sammen med en syv-otte andre fra lærerværelset. 

Sommerferien nærmede sig, og min kollega ville sige tak for godt samarbejde i det forløbne skoleår ved at invitere de nærmeste hjem til lækker forplejning i privaten.

Min kollega bor et underskønt sted. På en bakke. Med en lang plæne, der skråner ned mod en malerisk sø og ender i en bådbro. 

Og vejret var efter danske forhold rigtig fint. Så fint, at vi kunne sidde ved søbredden og drikke champagne og spise snacks og nyde livets lethed inden middagen. 

Stemningen var fuld af sommer. Og vi snakkede og lo og skålede. 

Så jeg ikke hørte telefonen i min lomme.

Derfor kunne jeg heller ikke vide, at det allersidste sandkorn i min fars timeglas i netop samme øjeblik slap sit tag og faldt. Mens jeg sad ved søen i gode venners selskab, og alt var fint og lykkeligt.

Forretten var skøn. Jomfruhummerhaler i dusinvis. Og friskbagt flute. Ledsaget af iskold rosé (og vand til mig, fordi jeg var i bil) og den smukkeste udsigt over søen gennem panoramavinduerne i huset. Og vi havde båret stemningen fra søbredden med os op i spisestuen.

Og jeg havde netop lagt bestikket fra mig efter hummerhalerne og lænet mig veltilpas tilbage. Da min telefon igen ringede.

Denne gang hørte jeg den. 

Det var min mor. 

Jeg vidste med det samme, at det ikke var gode nyheder. For jeg havde fortalt hende, at jeg skulle besøge min kollega, og hun ville ALDRIG ringe og forstyrre. Medmindre ...

... noget var helt galt altså.

En time senere stod jeg på en hospitalsstue og græd ved siden af min døde far. Til stede var også min mor og min bror og min søster. Og mine to døtre på 23 og 12, som jeg havde hentet på vejen.

Mine sønner på 18 og 21 havde jeg ikke med. Yngstesønnen havde travlt med at læse til sin afsluttende HTX-eksamen næste morgen, og ældstesønnen sad i København, hvor han læser kemi.

Nogle vil måske mene, at det var lidt barsk for en 12-årig sådan at besøge sin livløse morfar. Men jeg tror, det var godt. For da jeg selv var en lille pige og mistede min egen morfar, var døden et stort tabu i familien. 

Jeg fik således ikke lejlighed til at sige farvel til min morfar. Hverken på hans dødsleje eller til hans begravelse. Jeg blev slet ikke inddraget i processen. Døden skulle gemmes væk for de yngste. Jeg tror ikke engang, jeg oplevede min familie sørge. 

Den holdning deler jeg ikke.

Døden er en naturlig del af pakken. Og den var ikke grim i min fars tilfælde. Den var fredfyldt. Og han lå der og lignede helt sig selv, blot uden smerter og åndenød. Og min datter har lært lidt om livet og dets afslutning, som det ikke blev mig selv forundt, da jeg var lille.

Og man har lov at sørge. Også mens andre ser det. Det er sundt.

Så det var fint at få taget afsked med far deroppe på hospitalet. Og at få grædt sammen.

En ting kunne jeg dog godt have undværet. 

Det er udmærket at lægge en bibel på bordet ved siden af afdøde. 

Min far var ganske vist på ingen måde religiøs, ligesom jeg heller ikke selv er det, men man kan jo aldrig vide, om nogle af de pårørende lige har brug for at bladre lidt i de hellige skrifter ved sådan en lejlighed.

Til gengæld var jeg ved at tabe sutten, da jeg bemærkede de der to fucking kunstige LED-stearinlys, der stod ved siden af bibelen og flakkede, som de var programmeret til.

Altså helt ærligt. Similistearinlys? Det er den slags, man ser i Legoland.

Jeg er selvfølgelig helt med på, at rigtige stearinlys udsender røg og sod, som nok ikke harmonerer med arbejdsmiljøreglerne på et hospital. 

Men så havde jeg altså hellere undværet.

Nå, men det er en ubetydelig bagatel i hele den store historie.

Far blev bisat en uge senere. 

Ældstedatteren havde ønsket at spille tværfløjte under ceremonien i kirken. Jeg tænkte, at det nok var den dårligste idé i verdenshistorien (måske bortset fra Hitlers invasion af Polen), for min store datter er en følsom ung kvinde, og jeg var næsten sikker på, at hun ikke ville kunne gennemføre.

Prøv nemlig lige en gang at forestille dig, hvor svært det må være at få noget lytværdigt klemt ud af en tværfløjte, når man følelsesmæssigt er ude i tovene. En tværfløjte kræver fuld kontrol over åndedrættet, og det har man altså ikke, når man græder, hvilket man altså gør, når ens morfar ligger der i en kiste foran en, og man aldrig skal se ham igen.

Jeg tænkte således, at det havde været bedre med en åndedrætsneutral guitar. Bortset, selvfølgelig, fra at barnet ikke spiller guitar.

Det var derfor med hjertet i halsen, at jeg så min smukke datter træde hen til morfars blomstersmykkede kiste og løfte tværfløjten op i position.

Men så ...

... spillede hun Alberte Windings Lyse nætter så værdigt og fint for morfar, at alle fik gåsehud og græd. Også de, der hidtil havde haft held til at holde tårerne tilbage.

Hun er SÅ sej, min datter.

Vi bar far ud. Jeg gik forrest sammen med min søster. Jeg havde hørt, at jeg skulle undgå øjenkontakt med andre, mens jeg gik, for ellers ville jeg nok græde, så jeg ikke kunne se, hvor jeg satte fødderne.

Det hjalp ikke. 

Jeg kunne ikke se. Sådan som tårerne blev ved med at pible frem. Øjenkontakt eller ej. Heldigvis var vi seks om at styre, og ved fælles hjælp lykkedes det at finde hele vejen ud af kirken og hen til rustvognen uden at løbe ind i kirkebænke, døre eller andre objekter.

Børnene lagde en sidste tegning til deres morfar på kisten i rustvognen. Vi andre supplerede med en rød rose. Bagsmækken gled i. Rustvognen satte i gang. Og far forsvandt. Fortonede sig i horisonten.

Det var dælme en hård eftermiddag.

Til gengæld er det ikke slut endnu.

For vi har fået lov at strø fars aske over åbent hav.

Det er mig inderligt imod at sænke ham ned i et mørkt hul. For der var ikke noget mørkt over min far. Derfor argumenterede jeg under en familierådslagning kraftigt for havløsningen.

Og sådan bliver det. 

Vi finder en smuk og vindstille aften i august, sejler ud på Århusbugten og strøer asken ud. At jeg så fremover ikke har andre steder at gå hen for at mindes ham end ned på en smuk strand er helt kringeling med mig.

Nu tror jeg til gengæld ikke, jeg vil skrive ret meget mere om død og sorg og afsked.

For selv om jeg af og til i lang tid fremover stadig vil fælde en tåre for min far, er der ved at falde ro på. Livet går jo videre. Trods alt.

Og MIT liv førte mig i sidste uge på en helsebringende rejse.

Som jeg vil skrive om i et andet indlæg.