Om en rejse

Nå, men det var den der rejse. Som jeg lige kort teasede med i seneste indlæg.

Var af sted i sidste uge. Gardasøen. 

Og hold nu kæft, det var tiltrængt. Efter alt det onde (min fars død) og alt det gode (min søns studentereksamen), der var sket på en og samme tid, så jeg var ved at blive køresyg af alle de fucking loops, livet berigede mig med der.

Skulle bare lige bearbejde det faktum, at både min bror og søster også havde planlagt rejser i sidste uge, hvilket efterlod min mor helt alene hjemme som nyslået enke. 

Ellers passer vi på hende, vores mor, for det kan ikke være let pludselig at sidde alene tilbage i et tomt hus efter 60 års parløb med den samme mand. Så vi sørger for på skift at tage os af hende.

Det kunne vi så ikke i sidste uge. Tage os af hende altså. Men jeg anbragte hushamsteren Georg (yngstedatterens forgudede kæledyr) i hendes varetægt. Så havde hun da lidt selskab. For what it's worth. Og kunne jo også lige sørge for lidt mad og vand til kræet. Win-win.

Nå, men tilbage til Gardasøen.

Gardasøen er en dansk udflytterkoloni i Norditalien. I hvert fald i juli måned. Men hvis man kan leve med at omgås lige så mange danskere, som man plejer i hverdagen herhjemme, synes jeg da bare, det er om at komme af sted.

For damn, det er dejligt dernede: smuk og afvekslende natur, fantastisk vejr (sol og omkring de 30, men somme tider afbrudt af en kortvarig byge, der frisker luften op), hyggelige byer med gamle borge og autentiske miljøer (hvis man bare lige trækker en gazilliard turister ud af ligningen), lækker mad, gode shoppemuligheder. For ikke at nævne, at Gardasøen ligger og fletter fingre med Valpolicella-vindistriktet, nammenam ;-)

Og jeg havde den skønneste ferie. Ikke mindst fordi mine to rejseledsagere og jeg havde været superdygtige til at forventningsafstemme:

AFSLAPNING FREM FOR ALT

Så kunne vi jo altid krydre med en udflugt, når vi blev trætte af at fede den.

Simpelt og smukt.

Det blev derfor til læsning i skyggen, slentring ad smukke søpromenader, grillmad, lokalvin, mere læsning, besøg i Sirmione og Lazise (to tudsegamle, maleriske byer) og ved et højt vandfald i nordenden af søen foruden italiensk is hver eneste dag. 

Og kys og kram selvfølgelig.

Hehe.

Skal jeg endelig bitche lidt, og det vil jeg jo så gerne, så vil jeg kaste en fatwa over tyskernes forhold til betalingskort og deres "Nur Bargeld"-pis.

For HELVEDE altså. Det er SÅ irriterende, at man aldrig nogen-FUCKING-sinde kan være sikker på at kunne bruge sit internationale betalingskort i butikker eller på restauranter i Tyskland.

Hrmpf!

Jeg taler om højteknologiske Tyskland, folkens. Det største industrilokomotiv, vi har i Europa. Og så tager de ikke Visa i Lidl. 

Jeg tænker, det bunder i en grundlæggende mistillid, som vi ikke rigtig kender herhjemme. Mistillid til mennesker og elektroniske systemer.

(Det starter allerede i grundskolen, hvor eleverne ikke har internetadgang. Så tror lærerne nemlig, at de går på Facebook i timerne. Og det er der nok også nogle af dem, der gør.

Men ulempen ved disse Facebook-besøg opvejes i tusindfold af fordelene ved at lære, hvordan man bruger de informationer og værktøjer, man kan finde på nettet, konstruktivt.

Sådan er det hos os i Danmark. Vi lærere bygger meget af vores undervisning på tillid og SKAL i øvrigt lære vores elever at bruge nettet. I Tyskland er det forbudt.)

Man kan således ikke rende rundt med tegnebogen tom for kontanter og uden videre regne med at overleve i Tyskland.

Pisseirriterende.

Ligesom deres forældede betalingsforanstaltninger ved tankstationerne på Autobahn.

Der er sandelig ingen betalingskonsoller ude ved brændstofstanderne, hvor man hurtigt kan knalde sit kort i, så man efter ingen tid kan køre videre og lade den næste kunde komme til.

Nejnej.

Man fylder sin bil. Som man så OMHYGGELIGT lader holde ved standeren (ellers tror de naturligvis, man stjæler brændstoffet), mens man selv går ind og tager opstilling i en helvedes lang kø i butikken og dermed lader en hel masse bilister med tomme tanke holde i venteposition udenfor.

Gammeldags og ineffektivt. Men det giver selvfølgelig business i butikken med alle de kunder, man tvinger derind.

Nå, men tyskernes forhold til kort og kontanter skal nu ikke være det store sandkorn i øjet på en ellers fremragende ferieoplevelse.

Nu vil jeg nyde 12 dage i gode, gamle, vejromskiftelige Danmark, inden jeg atter vender kølergrillen mod Sydeuropa.

Mere om den plan senere.

Take care og nyd torsdagen :-)

Knus herfra