Det er ren kontrast. Mit liv.
Jeg græder. Meget. For jeg har aldrig følt en sorg som denne.
Jeg smiler også. Meget. For der er sket noget virkelig glædeligt.
Smilene kommer helt inde fra hjertet, præcis som de skal. Men alligevel føles de sådan lidt som simili. På grund af den pokkers sorg, der ligger som en træt sky over mig og komplet uforudsigeligt, på tilfældige stikord, tit får tårerne til at trille.
Forklaring:
Min far døde for fire dage siden.
Og min yngste søn blev student næste morgen.
To vigtige livsbegivenheder på kun 15 timer. (Kom ikke og sig, at vi er kedelige her i familien.)
Og næsten for meget at bære. Tabet af far. Og forsøget på at fejre min dreng og give ham en god studentertid, trods alt.
Samtidig er vi naturligvis landet i fødselsdagsugen, hvor min mor og fem af mine forældres børnebørn har fødselsdag inden for otte dage.
Min uge ser dermed således ud:
Tirsdag: Far dør lidt pludseligt af et hjertestop.
Onsdag: Mor har fødselsdag, og sønnike får huen på og har haft held til at runde af med et flot 10-tal, selv om han ganske få timer forinden har mistet sin morfar. SÅ flot! Men hejser man flaget på hel eller halv?
Torsdag: Studenterkørsel.
Fredag: Til blomsterhandler for at bestille kistepynt og kranse til fars bisættelse. Derefter direkte til translokation.
Lørdag: Fødselsdagsbrunch hos min søster for at fejre hendes børn. Og her har vi så aftalt, hvilke salmer, der skal synges i kirken, og drøftet, hvad vi skal stille op med fars aske (skal han i et hul på kirkegården eller strøes ud over havet?).
Søndag: Fødselsdag hos Store Datter.
Mandag: Møde med præsten for at give input til fars mindetale.
Tirsdag: Forberedelse af forsamlingshus til traktement efter bisættelse.
Onsdag: Fars bisættelse.
Torsdag: Pause.
Fredag: Lille Datter har fødselsdag.
Lørdag: Studentergilde for Lille Søn.
Som jeg skrev: næsten for meget at bære. Næsten surrealistisk.
Og jeg hænger kun ved med det yderste af fingerneglene.
Livet kan være en skøge.
:-(
Kondolerer. Det er lige rigeligt med skøgeagtig opførsel fra livets side på en gang :-(
SvarSletMange tak, Randi. Nu er der efterhånden faldet en smule ro på :-)
SletKondolerer.
SvarSletOg forstår så evig godt den underlige kontrast du befinder dig i. Hold fast lidt endnu....
Tak for det, Kirsten. Det har været rigtig svært, men det går lidt bedre nu :-)
Slet