Om at være et ensomt lille pus

For helvede!

Jeg har igen forsømt mine ... øh ... forsømte læsere. Jep, dig.

Det beklager jeg dælme.

Forklaring:

Som udskolingslærer bliver man somme tider eksamensramt. 

Eller rettere sagt PRØVEramt. 

(Af en eller anden idiotisk grund er det nemlig no go at kalde det eksamen. Selv om ... øh ... eleven altså skal testes. I et pensum. Og der er en eksaminator til stede. Og en censor. Og en grøn dug på bordet. Men eksamen? Det hedder det fandme ikke. Could have fooled me though.)

Nå, men i år er jeg altså eksaminator i to dage og ude som censor i fem. Derfor går meget af min tid i juni med prøveforberedelse og -afvikling. Og ikke så meget med blogpleje. Sorry.

Det betyder dog ikke, at der ingenting er at fortælle.

For eksempel var jeg til Pride i Århus i lørdags. 

Som jeg vist har nævnt i et tidligere indlæg, er jeg ikke ubetinget tilhænger af paraden. 

Faktisk er jeg lidt ambivalent.

Dels synes jeg, det er fedt, at så mange viser tolerance og support for mangfoldigheden ved at gå med i sådan et optog. Så føler jeg mig accepteret. I hvert fald af paradedeltagerne.

Og dels frygter jeg, at de små og skræmte heteroseksuelle individer, der har fordomme mod mennesker med en anden seksualitet end dem selv, blot bliver bestyrket i deres fordomme, når de ser en række feminine, fjerboaprydede mænd i lak og læder og plateausko komme sejlene gennem byen. Eller betonlebber med maskinklippet hår, skovmandsskjorter og stålkam i baglommen.

Jeg deltager faktisk ikke i paraden. Men jeg dukker op på Officerspladsen ved Aros og Musikhuset bagefter. For her samles folk. Både fra homo- og heteromiljøet.

Jeg kommer for at opleve den glade stemning.

Og for ikke at føle mig så fandens alene.

For det er til tider lidt ensomt at være homo. Det er det i hvert fald i mit univers. Når man ikke rigtig kan finde sig til rette i "miljøet" og derfor ikke dyrker det. 

For hvem siger, at man klikker med folk, bare fordi man har samme seksualitet? Det er jo heller ikke alle heteroer, der klikker med alle andre heteroer.

Jeg er kort fortalt altid den eneste. Den eneste i familien, den eneste på jobbet, den eneste til kor, den eneste i skolebestyrelsen, den eneste i yngstedatterens rideklub.

Og når jeg er sammen med en kæreste, er VI de eneste. De eneste i vennekredsen, de eneste til familiefesterne.

Hvor jeg end mig vender hen, kan jeg aldrig kigge mig omkring i mængden og finde nogen ligesom mig. I hvert fald ikke i de mængder, jeg normalt plejer omgang med.

Hvis du, kære læser, er heteroseksuel, så prøv at forestille dig hele tiden at være omgivet af homoseksuelle. Kun homoseksuelle. Altid.

Eller hvis du er kvinde, så prøv at forestille dig at leve helt alene blandt mænd.

Eller hvis du er mand, så prøv at ... nå, det behøver jeg sgu ikke skrive igen. You get the point, I'm sure.

Så derfor nyder jeg at sidde der under regnbuen på Officerspladsen på Pride-dagen og drikke dåseøl (er meget til dåser, blink, blink) og holde i hånd med min kvinde. For jeg behøver blot at vriste blikket fra hendes smukke øjne for at få øje på andre ligesom os. Når jeg altså kan afholde mig fra at stirre på lakmændene og betondamerne.

Fedt for en gangs skyld ikke at være the talk of the town.

Bum.