Refleksioner over løgn

Hmmm.

Hun spøger stadig, hende Tulle Krøyer.

I dag har jeg for eksempel læst, at der er oprettet en Tulle Krøyer hate-side på Facebook. Her opfordres hun blandt andet til at hænge sig.

Hvor sympatisk.

Eller ... NOT.

Hvad fanden sker der lige for folk på de sociale medier?!

Det var sgudda i hvert fald en fuldkommen uacceptabelt rå udmelding der. 

Og folk, der opretter hate-sider skulle fandme tage at få sig et liv, skulle de. Skam sig! (Tror, jeg vil oprette en hate-side mod folk, der opretter hate-sider.)

Når det er sagt, så må jeg selvfølgelig også vende pegepinden mod mig selv: Jeg har også kommenteret sagen og brugt uskønne vendinger om fru Krøyer.

Det har jeg faktisk fortrudt lidt nu. Delvist i hvert fald.

Jeg åd DR-programmet i mandags råt og ukritisk og fattede omgående antipati mod sagens lesbiske hovedperson. 

For hold da op, hvor har hun tidligere i sit liv gjort sig skyldig i nogle grotesk grove løgne. Og når hun har løjet før, så lyver hun vel også nu?

Det begyndte jeg i hvert fald at tro.

Og det var vel også DR-journalisternes hensigt.

Men ved nærmere eftertanke har jeg måttet sætte spørgsmålstegn ved, hvor dybt medierne egentlig kan tillade sig at grave i Tulle Krøyers fortid for at belyse den aktuelle problemstilling.

For hvis det nu var mig og ikke fru Krøyer, der havde fået smurt vinduerne ind i hundelort og haven fyldt med køkkenaffald, og medierne så begyndte at snuse rundt i min fortid for at belyse min troværdighed og finde ud af, om jeg nogensinde har stukket nogen en løgn, så ville de opdage følgende:

I 1987 udgav jeg mig for at være min egen enæggede tvilling for at slippe af med en halvretarderet bejler. 

Historien var den, at jeg var au-pair i et velhaverkvarter i Californien. 

Om aftenen sad jeg tit på baren The Dutch Goose sammen med en håndfuld andre au-pair-piger og hyggede mig med øl og pludder. 

Denne bar blev også frekventeret af halvretarderede Robert. 

Robert var enægget tvilling. Og dødeligt forelsket i mig. Og han klæbede ret heftigt til mig. 

I begyndelsen konverserede jeg pænt og høfligt med ham, men han invaderede i større og større grad min og mine veninders sfære og isolerede mig fra resten af gruppen. Han satte sig kort fortalt på mig, og pigerne og jeg måtte gøre noget. 

Derfor fik vi den geniale idé, at vi jo kunne ændre mit udseende fundamentalt, inden vi tog hen på Dutch Goose. Det var sådan et fælles projekt i venindegruppen. Jeg blev sminket til den store guldmedalje, håret blev sat kunstfærdigt, og jeg skiftede mine jeans ud med pæne kjoler og mine sneakers med højhælede sko.

Wow for en laber steg, jeg der forvandlede mig til ;-)

Lebben in disguise, haha.

Nå, men jeg bildte så Robert ind, at den kvinde, han plejede at snakke med og altså havde forelsket sig i, var blevet syg og derfor var taget på et længerevarende rekreativt krydstogt. Mens det nu tilfældigvis var hendes enæggede tvilling, der besøgte baren om aftenen. 

Robert hoppede selvfølgelig i med begge ben, for han var jo selv tvilling og samtidig ikke for knøw.

Og da mit nye jeg samtidig besad en snobbet og arrogant personlighed, der var svær at elske, trak den stakkels mand sig til sidst tilbage.

Problem solved, despicable me ;-)

Men for satan altså. Hvis medierne i en eller anden sammenhæng begynder at kulegrave min fortid for at "bevise" min mangel på troværdighed ... 

... then I'm fucked!

YIKES!