tirsdag den 2. februar 2016

Bibelen bogstaveligt talt

I går skrev jeg et indlæg, der ligesom hvilede på to søjler:

  1. flatulens (eller prutter, om du vil)
  2. homofobi i Guds navn
I dag vil jeg til gengæld lade flatulens være flatulens og i stedet koncentrere mig om søjle 2:

HOMOFOBI I GUDS NAVN

I gårsdagens indlæg gjorde jeg således nogle betragtninger over en homofobisk kommentar, jeg har modtaget her på bloggen. 

Det var Thomas V, der skrev, at Satan prøver at forlede folk til at tro, at homoseksualitet er naturligt, men det er det ikke.

Som dokumentation brugte Thomas Bibelen. For her står udtrykkeligt, at det er MAND OG KVINDE, der hører sammen.

Så Bibelens bogstavelige ordlyd er tydeligvis SANDHEDEN for verdens Thomasser, right?

Well ...

Hvis det er tilfældet, så vil jeg her med største fornøjelse i uddrag gengive en tekst, jeg har fundet på det store internet. Den er skrevet på engelsk, men jeg skulle mene, at jeg er kompetent nok til at gengive hovedindholdet på dansk.

Here it comes:


"Hvorfor må jeg ikke eje en canadier?

Dr. Laura Schlessinger er en radiovært, som rådgiver personer, der ringer ind til hendes program. For nylig sagde hun, at hun som ortodoks jøde og i henhold til 3. Mosebog 18:22 betragter homoseksualitet som en vederstyggelighed, der ikke under nogen omstændigheder kan tolereres. Nedenstående er (uddrag af, red.) et åbent brev stilet til dr. Laura, skrevet af en person fra den amerikanske østkyst og offentliggjort på internettet:

Kære dr. Laura

Tak fordi du gør så meget for at oplyse folk om Guds lov. Jeg har lært en hel masse af dit program, og jeg prøver at dele den viden med så mange mennesker, som jeg kan. Når nogen for eksempel forsøger at tage den homoseksuelle livsstil i forsvar, minder jeg dem blot om, at homoseksualitet i følge 3. Mosebog 18:22 er en vederstyggelighed. End of debate. Jeg har imidlertid brug for, at du giver mig nogle råd om nogle af Guds andre konkrete love, og hvordan man overholder dem:
  1. Når jeg brænder en tyr på alteret som offergave, ved jeg, at der ifølge 3. Mosebog 1:9 opstår en duft, som Gud kan lide. Problemet er mine naboer. De siger, at de ikke bryder sig om lugten. Skal jeg slå dem ned?
  2. Jeg ved, at jeg ikke må have nogen kontakt med en kvinde, mens hun har menstruation, fordi hun i den periode er uren (3. Mosebog 15:19-24). Men hvordan kan jeg vide, hvornår det er? Jeg har prøvet at spørge, men de fleste kvinder bliver fornærmede.
  3. I 3. Mosebog 25:44 står, at jeg gerne må have slaver, både mandlige og kvindelige, såfremt de er købt i et naboland. En af mine venner siger, at det gælder mexicanere, men ikke canadiere. Kan du uddybe? Hvorfor må jeg ikke eje en canadier?
  4. Jeg har en ven, der insisterer på at arbejde på sabbatten. I 2. Mosebog står med al tydelighed, at han skal dræbes. Er jeg moralsk forpligtet til selv at slå ham ihjel?
  5. I 3. Mosebog 21:20 står, at jeg ikke må nærme mig alteret, hvis jeg har synsproblemer. Jeg må tilstå, at jeg bruger læsebriller. Skal mit syn være perfekt, eller er der plads til en vis afvigelse?
  6. Min onkel har en bondegård. Han krænker 3. Mosebog 19:19 ved at dyrke to forskellige slags afgrøder på den samme mark, ligesom hans kone bryder denne lov ved at gå med tøj, der er vævet af to forskellige slags tråd (bomuld og polyester). Han bander også meget. Er det virkelig nødvendigt, at vi samler hele landsbyen for at stene dem til døde (3. Mosebog 24:10-16)? Kan vi ikke nøjes med at brænde dem ihjel ved en privat familiesammenkomst?"

Og her stopper jeg så.

Der er også andre morsomme passager i omtalte brev, som du kan finde her.

Min pointe er vist bare, at man måske ikke altid skal tage det, i min optik, fiktive værk, som Bibelen er, helt bogstaveligt.

Og at det måske også gælder passagerne om homoseksualitet.

Bum.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar