Træt

Pyha.

Jeg har sandelig arbejdet meget på det seneste. 

Med skole hjem-samtaler for eksempel. I to klasser. Det giver fire aftener fordelt på to uger. Så har der været personalemøde en aften. Jeg har haft tyske stile med hjemme (selv om jeg ikke må tage arbejde med hjem). Og engelske. For fristen for afgivelse af standpunktskarakterer udløb i fredags, og jeg var sgu lidt presset på rettearbejdet, som nødvendigvis skulle ordnes, inden jeg kunne give skriftlige karakterer.

Og forrige lørdag var jeg på arbejde hele dagen, fordi en eller anden australsk fætter ved navn John Hattie og hans britiske slyngkammerat James Nottingham lagde vejen forbi den kommune, hvor jeg er ansat. Og absolut skulle optræde en fucking lørdag. En HEL fucking lørdag. Med obligatorisk deltagelse af alle medarbejdere i dagtilbudet.

Hvis du er læreruddannet, ved du sikkert, hvem Hattie og Nottingham er, og så siger du WOW! 

For det er jo guderne selv. De klareste supernovaer på skolehimlen. Tilbedt af mange skolenørder. 

Hattie har faktisk haft en finger med på banen i forhold til begrebet målstyret undervisning, som spiller en stor rolle i skolereformen.

Mange tror, det er ham, der har opfundet det der med, at det kan være godt at vide, hvilke mål man har, hvor langt man er kommet i opfyldelsen af dem, og hvad ens næste skridt er i processen. Men det vil jeg nu forholde mig lidt skeptisk til. 

For et eller andet sted er det jo bare common sense, som man ikke behøver være atomfysiker for at regne ud. Og jeg vil vove at påstå, at konceptet HAR eksisteret i rigtig mange år allerede. Der findes for eksempel en gammel norsk model for målstyret undervisning, der hedder SMTTE og fungerer på en måde, der ligner en del.

For tiden er det bare Hattie, der tager æren og skummer fløden i form af gigantiske pengesummer, der uophørligt tilflyder hans konto. (Ingen tvivl om, at det, han har gang i, er big business.)

Og om et stykke tid, er mantraet sikkert et helt andet og ophavsmændene nogle andre.

Så det var sgu ikke mig, der stod deroppe foran og tog selfies med guddommen selv.

Nå, men med alt det arbejde, jeg har måttet levere i den sidste tid, er jeg sgu næsten blevet Des med mine hjemmeboende børn. 

Jeg har til gengæld optjent en hel del afspadsering ... øh ... som jeg så ikke rigtig kan finde tid til at afholde.

Pis!

Det er dog en formildende omstændighed, at jeg i næste uge holder to feriedage. Som jeg vil tilbringe i Hamburg. Med Barn 3. 

Hehe.

Det er hans 18-års fødselsdagsgave fra Mutti. To dage i Hamburg med overnatning i dobbeltseng (ved, at ungersvenden sætter STOR pris på at sove i seng med storsnorkende mor, haha) og indlagt heavyrockkoncert tirsdag aften. Scorpions. Det bliver SÅ fedt. Måske bliver vi dus igen ;-)

Det er også en formildende omstændighed, at mine elever somme tider siger noget fuldkomment gakket, som jeg ikke kan lade være med at grine af.

Som nu for eksempel i fredags, hvor en af mine elever i 6. klasse kom hen til mig:

"Frau Deutschlehrerin, vil du høre en fed scorebemærkning?" spurgte han fuld af forventning.

"JADA, det vil jeg altid gerne," svarede jeg og blinkede til ham.

"Okay. Du skal bare gå hen til en dame, og så skal du sige: 'Du ser godt nok træt ud. Skal jeg ikke holde dine bryster for dig?'"

Oh my god! Haha!

Jeg skal sandelig love for, at tonen mellem elev og lærer har ændret sig, siden jeg selv gik i skole.

Fedt! :-D