Kender du Funeral Blues?

Stop all the clocks, cut off the telephone
Prevent the dog from barking with a juicy bone
Silence the pianos and with muffled drum
Bring out the coffin, let the mourners come

Let aeroplanes circle moaning overhead
Scribbling on the sky the message He Is Dead
Put crepe bows round the white necks of the public doves
Let the traffic policemen wear black cotton gloves

He was my North, my South, my East and West
My working week and my Sunday rest
My noon, my midnight, my talk, my song
I thought that love would last forever: I was wrong

The stars are not wanted now: put out every one
Pack up the moon and dismantle the sun;
Pour away the ocean and sweep up the wood.
For nothing now can ever come to any good.
 
Sådan skrev W.H. Auden i digtet Funeral Blues i 1938.

Jeg synes, det er et super digt. Med metaforer fundet i dagligdagen, formår han at beskrive en helt fortvivlende dyb og intens sorg over at miste sin kærlighed. Og håbløsheden i det.

GYS!

Tilmed uden at gøre det langhåret og uforståeligt.

Jeg bruger det i skolen. I engelsk i 9. klasse. I dag præsenterede jeg englebasserne for det for første gang. Jeg var lidt usikker på, hvordan de ville tage imod det.

Det kan godt være sådan lidt en fesen fornemmelse at stå der og med begejstring præsentere et eller andet, som man selv er henrykt over, for så blot at fremkalde et par dovne grynt og et enkelt skuldertræk hist og her.

MEN HEY! De var sgu med på den! Og syntes det var et FEDT digt, yip, yip!!!

Og det er fandme skønt at være lærer, når man kan udfordre sine elever og lukke deres øjne op for noget fremmed (som for eksempel poesi), og de så bare tager imod og spiller med.

Hehe.

Digtet er med i filmen Four Weddings and a Funeral. Du kan høre det læst op her:



W. H. Auden udmærker sig i øvrigt ved at være homoseksuel. Det gør ikke noget ;-)