Har lige været til basketballtræning med barn 4. Hun har ikke tidligere dyrket sport, men nu har hun altså kastet sig over basketballsporten.
Fint nok.
Hun var også blevet lidt småfed, hvis du spørger mig.
Men ... øh ... det har bragt mig i en lidt prekær situation. For barnet elsker at prale med sin mors sublime evner ud i netop den sport, som jeg dyrkede på eliteplan engang i middelalderen.
"Min mor er blevet danmarksmester i basketball fem gange," er faktisk den replik, man hyppigst hører barnet ytre i diverse sportshaller, til træning og til stævner og til enhver, der gider lytte, mens hun selv ser meget betydningsfuld ud.
Til at begynde med syntes jeg, det var sødt. Hun har endnu ikke nået en alder, hvor det er pinligt at være synligt stolt af sin mor. Yeehaw!
Men nu har jeg løbet panden imod et problem, der i og for sig nok var forventeligt.
For hendes små holdkammerater er begyndt at forlange, at jeg så også demonstrerer mine åbenbart legendariske færdigheder med en bold.
Shit.
I løbet af de næsten 30 år, der er gået, siden jeg sidst var i aktion på en basketballbane, er mine evner ligesom falmet en kende. Det er faktisk pissesvært at få den der bold til at ramme den der kurv.
Så ... øh ... det var ærlig talt fedest, hvis vi bare kunne lade det blive ved snakken lidt, hvis du forstår.
Og så må jeg ellers i hemmelig skudtræning henne på banen i parken. Der er sikkert heller ingen, der vil synes, det er mærkeligt, at en midaldrende, gråhåret kvinde med et par kilo i overkanten og et indædt udtryk i ansigtet prustende løber der og spiller basketball med sig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar