Fedtekage

En uforglemmelig dag.

Jeg har to virkelig, virkelig, VIRKELIG irriterende piger til tysk i 9. klasse. For SATAN altså! De har tydeligvis som erklæret målsætning at slippe så let og ubesværet gennem grundskolen som muligt uden at lære en skid.

Det er faktisk sådan, at hvis ikke jeg konfiskerer deres mobiltelefoner fra lektionens begyndelse, tilbringer de hele tysktimen på Facebook, hvilket de tror, de kan camouflere ved at holde mobilen under bordet ... øh ... hvis de altså ikke er travlt optaget af at lave store bannere med påskriften MEDINA.

Og så lyver de, som det passer dem. I går forsøgte de for eksempel at få den enes konfiskerede mobiltelefon retur ved at bilde mig ind, at pigens søster kunne føde når som helst, og at hendes mor derfor havde bedt hende om at have telefonen ved hånden. Som underbygning af denne påstand viste de mig en Facebook-besked fra "moderen," som de helt tydeligt selv havde konstrueret. 

Jeg ved sgu ikke en gang, om søsteren overhovedet er gravid. Det er ikke sikkert.

Matematikafleveringer kopieres naturligvis fra nettet, og man tænker ikke på at slette ophavsmandens navn i sidehovedet, selv om lige netop den lille feature med al ønskelig klarhed fortæller, at de ikke selv har lavet opgaven.

Så, kære læser, som du nok kan se, har vi her at gøre med et par små slyngler. Mildt sagt.

Mit problem:

De er pissesjove, og jeg kan ikke lade være med at more mig over dem.

Shit altså.

For eksempel synes jeg, det er totalt grinagtigt, at de to finker, som selvfølgelig er bedsteveninder, jævnligt kan ses på turne rundt i gaderne i den mellemstore provinsby, hvor jeg arbejder, siddende på den enes bedstefars el-scooter (sådan en slags motoriseret kørestol, der hyppigst ses i konstellation med ældre eller handicappede), som de har hugget, og hvorfra de lufter den andens hund.

Det var også ret sjovt, at de i går spurgte mig, hvad min yndlingskage er, for sådan en ville de da skynde sig hjem og bage til mig om eftermiddagen, hvis jeg bare til gengæld ville love at give dem 12 i tysk, når de skal have karakter i næste måned ... 

... og så i morges dukkede op til tysk med en prydelig paptallerken, hvorpå der lå et smukt stykke brownie dekoreret med glasur i flere farver og med mit eget navn skrevet med en meget sirlig rød. 

Fedtekage. Uden den mindste form for omsvøb.

Og hele tiden smiler de bredt og sødt. Og taler virkelig, virkelig pænt til mig. 

For helvede! De ved da udmærket godt, at jeg ALTID gennemskuer dem.

Jeg har således et ret TOTALT ambivalent forhold til disse to. På den ene side er jeg helt klar over, at løgn, snyd og bedrag er reglen i deres univers, og jeg synes, det er voldsomt irriterende, at de ikke vil tage imod den læring, jeg tilbyder dem. Og på den anden side kommer jeg dælme til at savne dem til næste år.