Lidt om unge, ambitioner og offentlige kasser

Nå ja, for dælen, der er noget, jeg har glemt at fortælle. Eller rettere sagt bitche lidt om (sådan er der i hvert fald nok nogen, der vil se det).

Her kommer det:

Ældstebarnet på 20 var i sidste weekend til fødselsdag hos en gammel klassekammerat. 

De er vidt forskellige, de to. Min datter er en strålende ung kvinde. Hun er klog og smuk og sjov og empatisk og reflekterende. Hun læser noder flydende og spiller tværfløjte og klaver. Hun tjener sine lommepenge ved at synge i en kirke og interesserer sig for litteratur. (Og jeg er naturligvis fuldstændig objektiv i min beskrivelse af dette vidunderbarn :-))

Veninden derimod har samme intelligens som en teske og samme drive som Dovne Robert. Det er lykkedes hende at blive fyret som burgervender hos McDonald's, og hun aner ikke, hvordan farverne i Dannebrog er fordelt, så hun tegner altid firkanterne hvide.

Hvorfor de stadig kender hinanden er en gåde. Mit gæt er, at deres fælles rødder som klasseveninder knytter dem sammen.

Nå, men tilbage til fødselsdagsfesten. 

Min datter beretter om to bordender. Ved den ene sad min datter selv sammen med en håndfuld ligesindede unge kvinder og konverserede om videregående uddannelser og kulturmøder på verdensomrejser. 

Ved den anden sad fødselaren med en håndfuld ligesindede kvinder og konverserede om negle, og hvordan de kunne fastholde sig selv på overførselsindkomst i flest mulige år. For eksempel ved at få et barn.

Shit, hvor jeg græmmes! 

Der er virkelig noget råddent i Danmark, når unge, raske mennesker i ramme alvor sidder og funderer over, hvordan de kan malke staten for penge og selv daske uvirksomme rundt i årevis ved at føde stakkels uskyldige børn ind i en komplet indholds- og ambitionsløs tilværelse.

Fuckfuckfuckfuck!