Jeg skal nemlig give standpunktskarakterer i tysk og engelsk til 90 af mine 130 andre børn lige om lidt, og jeg kan jo knap nok navnene på dem alle efter kun tre måneders ansættelse på min skole.
Jeg skal også lave elevplaner for alle 90. Dvs. en plan for hver enkelt skide elev, hvor jeg skal skrive, præcis hvordan han eller hun klarer sig inden for lyttefærdighed, talefærdighed, læsefærdighed og skrivefærdighed i mine fag, hvordan arbejdsindsatsen er i timerne, og på hvilke områder det kunne være en idé at give den en ekstra tand i den næste tid.
Fuuuuuck altså!
Og det var ellers mig, der under
Nu føler jeg mig sjovt nok ikke længere doven.
For jeg har så travlt, at jeg er en vandret streg i luften. Så travlt, at jeg nok snart bliver Des med rotterne, forstås.
Men i dag skete der nu alligevel noget, som jeg er NØDT til at lægge elevplanerne fra mig for at fortælle.
Jeg er blevet interviewet, hehe. Til avisen. Og tilmed ikke til en hvilken som helst avis. Men til den avis, jeg nok allerhelst vil omtales i: 8. årgangs bidrag til Jyllandspostens aviskonkurrence for skoleelever.
Mine elevers egen avis, you know.
Og temaet? Min oplevelse af at være homoseksuel:
Hvordan oplever jeg andre menneskers fordomme? Tror jeg, hate crimes er kommet for at blive? Hvordan opdagede jeg, at jeg var homoseksuel? Hvordan reagerede mine omgivelser? Hvad frygter jeg i forbindelse med min homoseksualitet? Tror jeg, at min homoseksualitet har påvirket mine jobchancer? Og meget mere.
Så jeg har løbet rundt med armene over hovedet af ren fryd hele dagen. Hvor er det SKØNT, at mine elever ikke opfatter min homoseksualitet som tabu. At de har mod til at tage fat i emnet, konfrontere giraffen direkte og spørge så åbent.
For det er præcis, hvad jeg har arbejdet på siden skolestarten. At gøre det fremmede (læs: den klamme homoseksualitet) mindre fremmed for dem.
Og det lader til at lykkes. Stille og roligt.
DET er fandme da feelgood!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar