Noget om en biftur

Jeg var i biffen i fredags. På date. Med en lækker dame. Som jeg har the hots for.

Vi skulle se lebbefilmen Ulydighed i vores stambif, Øst for Paradis, i Aarhus. Og hvis du ikke kender Øst for Paradis og kan lide at se andet end hjernedøde amerikanske mainstreamfilm, så PRØV den! For det er et pissefedt sted.

Jeg elsker lebbefilm, for jeg er stadig nysgerrig på den minoritet, jeg tilhører. Og når jeg ser lebbefilm, får jeg den følelse, at vi er en del flere end bare mig. 

Lesbiske i verden altså. 

Den tanke boksede jeg ellers med i de år, jeg var gift med en mand. At det kun kunne være nogle ganske få freaks, der var ligesom mig.

Så lebbefilmene giver mig en vis følelse af normalitet.

Og filmen var god. Ikke Guds muntreste film, men en okay fortælling. Om en kvinde, der på grund af sin fars død vender hjem fra New York til sit jødiske minisamfund i London, hvorfra hun ellers var blevet forvist som følge af sin homoseksualitet.

Skræmmende lille møgsamfund. Hvor tolerancen kunne ligge på rygskjoldet af en fladlus.

Social kontrol er noget pis.

Og det er problemet med ortodokse trossamfund. Og så er det for den sags skyld lige meget, om det er kristne, muslimske eller jødiske samfund. For de gør det i krogene af alle tre religioner. Og de skulle hellere lade være.

Nå, men kvinden i filmen genfinder heldigvis sin gamle kærlighed, som desværre i mellemtiden er blevet presset til at gifte sig med en fælles mandlig ven. Og så har vi balladen. Som jeg imidlertid ikke vil skrive mere om, i fald nogen har lyst til at se filmen. Der i øvrigt også er dejlig fræk, hehe 😏

Min date og jeg var selvfølgelig ikke de eneste to lebber i biffen. På række fire sad et par. Og på række fem. Og ved siden af os på række seks sad endnu et par.

Fedt, tænkte jeg. For som antydet ovenfor vil jeg gerne andre lebber. Det kunne jo være skønt at finde nogen at spejle sig lidt i. Også selv om det ville blive en flygtig oplevelse der i biografen. Men her var måske en mulighed.

Right. Og better luck next time.

For hvor blev jeg fucking skuffet.

I særdeleshed over parret ved siden af os på sjette række.

Burde måske nok have spottet det, da jeg så, at de sad med hver sin styrthjelm. Biker dykes.

Og derfra gik det KUN ned ad bakke med mit indtryk af damerne.

For min date og jeg er ikke bikere. Langt fra. Vi har svært ved at se det seje i at dreje på et gashåndtag og spille hård nitte. Det er i hvert fald en sørgelig slags sej så.

Min date og jeg sidder heller ikke og manspreader (slå det eventuelt op 😏). Manspreading er lidt ... øh ... usexet. Både hos mænd og kvinder. Synes jeg.

Men disse dykes havde altså travlt med at flashe deres styrthjelme og manspreade. 

De havde også travlt med at tjekke deres fucking mobiler flere gange under filmen. 

Og med at gå på toilettet. Eller i hvert fald forlade salen. Den ene to gange. Og den anden kun en enkelt. Til gengæld mente HUN, at det var smart at forlade salen ved at mase sig TVÆRS IGENNEM det gelænder, der adskilte hendes plads fra trappen ned til udgangen.

Suk.

For slet ikke at nævne deres fucking tomme ølflasker. Som de naturligvis efterlod i deres kopholdere, da filmen var slut. Så det blev ikke dem, der bar deres efterladenskaber tilbage til baren. Det blev mig.

Jeg oplever heldigvis sjældent en arrogance som deres. Men jeg MÅ altså reflektere lidt over, hvorfor fanden to yngre lebber har SÅ travlt med at spille rå. Hvorfor kan de ikke bare opføre sig ALMINDELIGT?

Har de fået deres usympatiske, hårdkogte rend mig i røven-attitude, fordi de føler, at livet giver dem tæsk? Er det en forsvarsmekanisme?

Jeg ved det ikke. Men de var sgu lige lidt svære at bonde med altså.