torsdag den 5. juni 2014

Ugens likes og dislikes

Vidste du, at det er en slags lørdag i dag?

Det er det i hvert fald i den forstand, at jeg, som den dovne og forkælede satan af en folkeskolelærer jeg er, fik weekend i går.

Så jeg har fem fridage linet op, hehe. 

Det tåler gentagelse: FEM FRIDAGE!

(Øh, altså bortset fra at jeg har 45 skriftlige opgaver, der skal rettes. Hrmpf. Hvilket dog i nogen grad skyldes min egen planlægning. Mere hrmpf.)

Så weekenden er afgjort et af ugens likes og kommer blandt andet til at byde på biftur med barn 1 og 4, rendezvous med Ladyen og ledsagende kys og fingerflet, telttur med barn 4, grillhygge med tudserne og forhåbentlig masser af blogging ;-)

Det var også et like at være ude som censor i mundtlig engelsk mandag og tirsdag. Min censordebut. Jeg har aldrig tidligere siddet på den side af bordet. Spændende at prøve. Og sikke en magt at skulle udøve over for den ene skælvende elev efter den anden.

Muahahahahaaah! 

Fik tilmed at vide bagefter, at jeg havde været fair i mine bedømmelser, og det var rart at høre :-)

Flere likes fra ugen: at sønnike i går kom hjem fra eksamen i fysik/kemi med et 12-tal, OG at fruen har haft held til at grille et par fabelagtige koteletter ...

... på sin ENGANGSGRILL, hvilket kyler mig direkte ud i ugens dislikes.

For hvad fanden er nu det for noget, at man ikke en gang kan have sin gode kuglegrill stående i ejendommens have her i ludergaden, uden at nogen absolut SKAL rende med den!

Fuck altså!

Hvis ikke det er en af de litauere, der har invaderet kælderlejligheden, tror jeg sgu, det er Wendy oppe på anden sal, der negler mine ting.

I de par år, jeg har boet her, har jeg mistet en pissedyr skijakke, to cykler, en badeværelsesmåtte, min lodne og smagløse, men helt vidunderlige og vanedannende lyserøde morgenkåbe. Og så altså også min Weber-grill.

MEGADISLIKE!

Og nu hvor der alligevel er gået big time rivejern i mig, vil jeg da også godt give Lars Løkke og hele Venstre-slænget et hak i tuden.

Jeg er monstertræt af magtliderlige levebrødspolitikere på livslang overførselsindkomst, der krampagtigt klamrer sig til deres positioner og ikke vil indse, at det er på tide at foretage en værdig exit. Og i øvrigt aldrig har haft et rigtigt job.

Det er usædvanlig pinligt, at Lars Løkke ikke trækker sig. Og det er sgu næsten lige så pinligt, at de venstrepolitikere, der opfordrede ham til at gå, nu har foretaget en gigantisk kovending og pludselig bakker op om formanden. Det gik nok op for dem, at de med deres kritik havde bragt deres egne positioner i fare, da det lykkedes Løkke at klamre sig til magten med det yderste af fingerneglene.

Det politiske spil er somme tider klamt og dobbeltmoralsk, og jeg ønsker mig en gang imellem, at posen på Christiansborg blev rystet lidt.

Og du har nu læst et blogindlæg helt uden rød tråd. Lover at være mindre favnende, næste gang jeg skriver.

Og hav så en fortsat god dag, som de siger i Rema 1000.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar