Hader film

Jeg så VM-kampen mellem Tyskland og Portugal i går aftes. På computeren. Sammen med Store Søn. Mens vi stod i køkkenet, hvor jeg lavede mad, og sønnike tog sig af den opvask, der stod på bordet (multitasking i høj potens altså).

Det er SÅ hyggeligt, at knægten stadig synes, det er fedt at se fodbold med mor, selv om han er så gammel, at han faktisk bliver student på mandag. Whoop, whoop!

Nå, men det er egentlig hverken huslige gøremål eller barnets skolepræstationer, jeg vil skrive om. Men derimod film.

FUCK, hvor jeg hader film! Jeg hader film i fodbold næsten lige så meget, som jeg hader doping i cykelsport.

Begge dele er usympatisk, usportslig snyd. Kort sagt.

Situationen:

1. Herr Müller fra Deutschland bliver fældet af señor Pepe fra Portugal. Ikke noget usædvanligt der. Fodbold er en voldssport.
2. Herr Müller vil rigtig gerne have et frispark, ved samtidig, at señor Pepe har et fyrigt temperament, og øjner måske muligheden for at kunne fremtvinge et gult kort til modstanderen. Så han filmer. Helt tydeligt. Vræler teatralsk som en forulempet rejekælling, gør han. Og får sit frispark.
3. Herr Müller har desuden ret i sine antagelser om señor Pepes temperament. Portugiseren stanger således til den stadig siddende i græsset og småklynkende tysker med hovedet. Og bliver udvist. Mission accomplished for Herr Müller.

Pis!

For gu må man da ej gå rundt og stange sine modspillere i en fodboldkamp. Selv om fodbold ER en voldssport, er det jo ikke tyrefægtning.

But correct me if I'm wrong: Han blev narret til det. Og DET er krafthelvede heller ikke særlig anstændigt og har i øvrigt ikke en fløjtende fis med fodboldspillet at gøre.

Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig, at Herr Müller ruller vrælende rundt på stuegulvet derhjemme, når noget gør ondt. Hvis han flækker en negl eller får en splint i fingeren. Den indstuderede adfærd gemmer han til grønsværen, hvor han således kan svindle sig til en gevinst.

Hrmpf!