Feministisk rundrejse

Vil egentlig godt brygge lidt videre på sidste uges bølge af feminisme. 

For det er jo meget godt med sådan en enkelt årlig kampdag, hvor kvindekampen får masser af opmærksomhed. Men budskaberne er jo lige så vigtige IMELLEM kampdagene.

Desuden ved jeg, at der findes mennesker rundt omkring, som har misforstået. 

En ret så harmdirrende veninde fortalte således i sidste uge, at hun havde hørt en bekendt mene, at kvindekampen i Danmark ikke er så relevant som i andre lande. 

Fordi vi herhjemme jo har FÅET så meget ligestilling.

Og det lyder jo umiddelbart som en smuk, altruistisk gestus. Problemet er bare ...

... AT DET ER DET IKKE.

Det er fandme ikke nogen gestus. 

Vi har ikke FÅET noget som helst.

Den grad af ligestilling, vi har her i Danmark, har kostet en utrættelig, ihærdig indsats fra dygtige, modige, visionære, engagerede, vedholdende kvinder. Især. Og nogle få mænd. Men mest kvinder.

Til gengæld. Med DEN lille detalje på plads. Så ja. Så findes der steder i verden, der er længere fra målet end os.

Jeg vil dedikere en del af Dropsene til at sætte spot på kvindekamp. Både herhjemme og i udlandet.

Og jeg har besluttet at foretage en lille, eksemplarisk rundrejse.

Lad os begynde i Saudi-Arabien

Med Google og Apple som formidlere har saudiarabiske mænd nemlig mulighed for at installere en app på deres mobiler, som kan hjælpe dem til at spore og overvåge kvinder.

App'en Absher giver mænd mulighed for at begrænse deres koners og døtres bevægelsesfrihed. 

Brugerne af app'en kan således se, hvor de kvinder, de ønsker at overvåge, befinder sig, ligesom de får adgang til informationer om flytrafik og andre former for offentlig transport. 

Modstandere af app'en fremfører, at den er forbundet med systemisk diskrimination forankret i en tradition for vold mod kvinder.

Både Google og Apple har imidlertid valgt at ignorere alle indvendinger om brud på menneskerettighederne.

Hvorefter vi suser videre til Argentina

Hvor en lille pige på kun 11 år for nylig blev tvunget til at føde et barn, 23 uger efter hun blev voldtaget af sin bedstemors 65-årige kæreste.

Pigen og hendes mor havde anmodet om en abort, men behandlingen af deres anmodning blev forhalet i ugevis.

Under graviditeten forsøgte pigen to gange at begå selvmord.

I Argentina er abort som udgangspunkt forbudt ved lov.

Og stikker et smut forbi Iran

Her er menneskerettighedsadvokat og kvinderetsforkæmper Nasrin Sotoudeh blevet idømt 33 års fængsel og 148 piskeslag for protest mod tørklædepåbudet i landet.

Ved retssagen var hverken Nasrin Sotoudeh eller hendes advokat angiveligt til stede.

Ifølge Amnesty International er det den hårdeste dom mod en menneskerettighedsforkæmper, som organisationen har dokumenteret i de seneste år. Dommen indikerer, at myndighederne til stadighed øger undertrykkelsen af iranske kvinder.

Og Venezuela

Hvor der er pres på grænserne som følge af, at et anslået antal på tre millioner mennesker forsøger at flygte fra den økonomiske krise i landet.

Ved grænsekonflikter og flygtningekriser som den i Venezuela er kvinder særligt udsatte for seksuelle overgreb, kidnapning og andre former for vold. 

Ofte har de ikke andre muligheder end at prostituere sig for at skaffe mad til familien. Og denne prostitution foregår særligt i militærlejrene, hvor mændene er mere aggressive end andre steder, forlyder det.

For at runde af i Brasilien

Her mister gennemsnitligt fire kvinder livet hver dag som følge af vold i hjemmet.

Faktisk udgør brasilianske kvinder hele 40% af alle kvindelige drabsofre i Sydamerika.

Mange af disse drab bunder i skarpt afgrænsede kønsroller, og problematikken med vold i hjemmet forværres af, at landet ikke kan tilbyde meget hjælp til voldsramte kvinder.

Og således opmuntret

Vil jeg gå på weekend. 

Denne weekend kommer til at byde på hyggelige sociale sammenkomster. Nærmest i kilometermål.

I morgen eftermiddag kommer min søster og min niece for eksempel en tur forbi til vafler og varm kakao. 

Og når de er daffet hjem igen, vil min smukke, genvundne og meget nære veninde bimle an med en flaske rødvin under armen til en lille pludder. Hende har jeg savnet big time, men det ved du, hvis du læser med her på bloggen.

I morgen aften: velsignet alenehed. For min søster vil bortføre mit sidste hjemmeboende barn til en overnatning. Og DET bliver skønt. Ikke, at jeg ikke bryder mig om at være sammen med mit barn. For hun er sød og dejlig, og jeg elsker hende højt. Men jeg sætter OGSÅ pris på mit eget uforstyrrede selskab 😉

Og jeg SKAL vitterlig nyde min alenehed, for allerede søndag går det atter løs med socialisering. Denne gang hjemme hos min mor, som byder på frokost til mig, min bror og svigerinde og min søster og svoger med børn.

Vil til sidst benytte lejligheden til at ønske dig, kære bloglæser, en henførende weekend. Og opfordre dig til at reflektere over kontrasterne mellem din egen virkelighed og dem, jeg har skitseret ovenfor på min rundrejse.

Det er nemlig sundt!

Take care 💜

Kilder: Amnesty International og Feminist Majority Foundation

Om feminisme i islam

Dropsene markerer i år Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts ved for første gang nogensinde at give ordet videre til en gæsteblogger.

Indlæggets forfatter har stor viden om kvinder i islam og flygtningespørgsmål i almindelighed. Hun er feminist og en engageret forkæmper for de svageste mennesker i vores samfund.

God læselyst!

Kærlig hilsen
Dropsene 💜

Kvindernes kampdag er en international kampdag. Og ikke kun for os vestlige kvinder, der har stemmeret og medbestemmelse.

Ikke at vores kamp på nogen måde er slut, da ligestillingen i Danmark langt fra er i mål.

I prologen til bogen Argumenter imod kvinder af Birgitte Possing bliver vi således mindet om, at kvinder kun i sørgeligt ringe omfang er repræsenteret på topposter inden for politik, videnskab, erhverv, kultur, medier, sport og organisationsliv i Danmark.

Lige så aktuelt er det, at man forleden på Amnesty Internationals website kunne læse om en spritny rapport, der fortæller, at "straffrihed, en forældet lovgivning og kønsstereotyper og myter i retssystemet står i vejen for retfærdighed for voldtægtsofre i Danmark."

Og man behøver bare nævne ordet "ligeløn" for endnu en gang at sætte spot på vores manglende ligestilling.

Så vores kamp er ikke forbi.

Men vi har en hel verden af kvinder, der stadig må kæmpe for selv små rettigheder i hverdagen. Og internationalt set er vi stadig lysår fra at kunne tale om et minimum af retfærdighed, hvad angår kvinders ret til at bestemme over egen krop og eget liv.
En del af vores frihedskamp er at skabe forståelse for forskellige religioner. Og kæmpe side om side med kvinder, der ønsker at bevare deres tro og samtidig være frie kvinder. Altså at have ret til at bestemme over egen tro og påklædning.
Debatten i Danmark er ensporet og jagten på kvinder med anden religiøs overbevisning er begyndt.

Islam anses af de fleste som en kvindeundertrykkende religion. Og det er den også mange steder, men der er et utal af muslimske kvinder, der ser deres religion som frihed og mener, de selv træffer deres valg, hvad angår religiøs praksis.

Disse kvinder skal både kæmpe mod religiøse lærde, der har en yderst konservativ udlægning af Islam, og det danske samfund, som anser dem for undertrykte og nu kriminelle, hvis de tildækker deres ansigt.

Det må vi da kunne gøre bedre.
I 2009 bad en arbejdsgruppe i folketinget, som så på burkabrug og tilsvarende beklædning, Københavns Universitet – Tværkulturelle og Regionale Studier om at udarbejde en rapport for dem.
Alle kvinder, der blev interviewet, bar niqab, og alle kvinder fastholdt, at det var eget valg. Alligevel har regeringen indført forbud mod denne beklædning. Det er både undertrykkende og diskriminerende.
Din og min holdning til dette må ikke være afgørende for en lovændring, og vores politikere har her kun skabt mere ulighed og frataget disse kvinder retten til at bestemme over egen krop.
Ligesom der findes muslimske kvinder, som kalder sig selv feminister og ikke ønsker at bære niqab, og som finder belæg for deres overbevisning og tro i Koranen, er andre kvinder inspireret af salifisterne og mener, at de ved at bære niqab lever de ud fra deres tro.

Det er ikke vores anliggende at dømme i den sag. Vores anliggende er at sikre, at alle kvinder har ret til at bestemme over deres eget liv.
Selv i vores lovgivning på flygtningeområdet er der en skævvridning imellem kvinder og mænd.

Ved opnåelse af asyl får en del kvinder således tilkendt en paragraf 7.2, hvor den mand, de er gift med, får tilkendt en paragraf 7.1. Det gælder, hvis manden er den primære forfulgte i hjemlandet. Og det betyder, at manden har opnået varigt ophold, mens kvinden kan risikere, at hun lettere kan udvises af Danmark, hvis hun bliver skilt fra manden, da 7.2 ikke giver varigt ophold.
Vi kvinder har en moralsk forpligtelse til at kæmpe alle kvinders kamp. Ikke kun vores egen. Vi har trods den manglende ligestilling i Danmark stor mulighed for at hjælpe kvinder i andre lande og de udlændinge og flygtninge, der er her i landet. De er vores søstre og behøver os.

Folkekirken og humor

Kom sgu lige forbi en kirke i går.

Og måtte omgående slå bremsen i for at tage et billede:

Breaking news!

Folkekirken - nu med humor 😂😂😂

Måske skulle man overveje at melde sig ind i klubben igen. Som en beskeden tak for et godt grin.

Eller ... maybe not. For nu tror jeg jo faktisk ikke på Gud. Minor detail 😋 

Glæder mig, til de sætter det næste banner op, og reflekterer lidt over mulig ordlyd ...

Det bliver nok noget med vin og oblater on the house. 

(One problem though: Sådan nogle oblater er lidt tørre. Måske kirken kunne overveje også at byde på et stykke brie til nadveren. Bare et forslag 😂)

Supplerende info:

Kirken på billedet er selvsamme kirke, hvor jeg i 1992 fejlagtigt blev viet til eksmanden. Det var også i den kirke, at vi lod vores førstefødte døbe. Og så er det stedet, hvorfra min far blev bisat for godt og vel halvandet år siden.

Desuden var en af mine børns oldefædre præst her. 

Om ham fortælles det i øvrigt, at han som leder af den lokale modstandsgruppe under krigen opbevarede våben i kirkens højhellige alter. Formentlig et okay skjulested (just a fun fact 😂).

Slut på indlæg. Det blev fandme ikke særlig dybt i dag. Men jeg har også lidt småtravlt.

Take care 😍😎💋

... og om at GÅ for sent

I går kastede jeg her på bloggen en verbal fatwa over folk, som konsekvent kommer for sent.

I dag skal det handle om at GÅ for sent.

En lidt omvendt problematik, men stadig noget, som jeg tror, mange gør sig skyldige i.

Et eksempel:

For nogle måneder siden havde ekskæresten og jeg besøg af en af hendes veninder. Hjemme hos eksen.

Egentlig skulle vi have været ude, men eksen var ikke på toppen den dag, så for ikke at aflyse helt og dermed skuffe veninden blev aftalen den, at hun skulle komme hjem til os til en kop kaffe midt på eftermiddagen.

Jeg brugte formiddagen på at bage kage og klø min småsyge eks bag ørerne, og midt på eftermiddagen dukkede så omtalte veninde op som aftalt. Meget punktligt 😉 Det var fint 👍

Vi hyggede og snakkede. Havde en bestemt række temaer, som vi altid lige skulle vende: børn og job og fælles venner og såd'n.

Og da så klokken var hen ad fem, havde damen været der i to en halv time. Kaffen var drukket, kagen var spist, samtaleemnerne var vendt, og det havde været passende at skilles. Navnlig da veninden vidste, at eksen ikke var på toppen.

Men!

Hun blev fandme hængende! 

Måske i forventning om også at blive inviteret til middag.

Og jo mere hun blev hængende, desto mere ændrede atmosfæren sig. 

Det var svært at finde noget nyt at snakke om, vi var løbet tør for forplejning, eksen trængte klart til at ligge ned, og vi blev begge mere og mere irriterede over, at den fucking veninde ikke daffede hjem.

Men vi kunne ikke lide at sige noget. Så vi indledte bare en belejringskrig. En dyst på udholdenhed.

Vi vandt. Kvart over syv gik hun. 

Men for helvede altså. På det tidspunkt havde vi siddet ved kaffebordet i næsten fem timer. Efterhånden på følelsesløse røvballer. Og jeg havde ikke fået købt ind til aftensmaden endnu. 

Gudskelov for færdigretter.

Nå, men det var bare en lille forhistorie. Jeg er slet ikke rigtig kommet i gang med mit indlæg endnu, haha 😂

For det, jeg i VIRKELIGHEDEN vil fortælle, er:

at jeg jo havde besøg af et guddommeligt væsen i sidste weekend. Det ved du, hvis du følger med her på bloggen. Og hvis ikke, kan du lige bladre et par indlæg tilbage for at få historien.

Hun er et af de mest reflekterende mennesker, jeg i lang tid har mødt, og ud af de 28 timer, vi var sammen, snakkede vi i hvert fald i de 21. Uafbrudt.

Blandt andet om at blive hængende for længe.

I et forhold.

Noget, jeg i hvert fald har gjort mig skyldig i. 

Mit ægteskab for eksempel. Som i virkeligheden aldrig skulle have været indgået. For jeg er homoseksuel kvinde, og jeg giftede mig med en mand. Fordi INGEN måtte vide, at jeg var til kvinder. At jeg var defekt. (Jepper. Sådan tænkte jeg dengang, selv om det jo er fuldkommen gak.)

Den mand var jeg sammen med i 21 år. Og han havde den fulde kontrol. Han traf stort set alle beslutninger om stort og småt, og mit selvværd var ... 

... øh. 

Nu skriver jeg godt nok "selvværd". Men ... sådan et kan jeg nærmest ikke mindes, at jeg havde. For jeg undertrykte mig selv, lige så meget som han undertrykte mig.

Det var SÅ falsk et liv for mig, at jeg fra tid til anden stadigvæk giver mig selv en ordentlig motherfucker af en mental kindhest, fordi jeg gik så sent.

Jeg blev hængende på grund af børnene og trygheden. Og så affandt jeg mig år efter år efter fucking ÅR med, at mit parforhold var noget lort. OG den lille detalje, at jeg altså var partner med en person af det forkerte køn.

Jeg skulle også været gået fra min damekæreste (altså hende, jeg gik fra før jul, som i øvrigt er den eneste damekæreste, jeg har haft) for flere år siden.

For selv om alt var godt og lykkeligt og lidenskabeligt i begyndelsen, så fik begyndelsen en ende. Som begyndelser somme tider gør. 

I de sidste år følte jeg mig ofte nedprioriteret og ked af det. Kørt ud på et sidespor. Englebassen havde fået andre interesser, som pressede mig mere og mere. Fik mig til at føle mig devalueret.

Men jeg blev hængende alligevel.

Stupid me.

Da jeg vendte emnet med den kvinde, jeg vendte mange ting med i sidste weekend, nåede vi frem til den konklusion, at man i et parforhold kan være alt for tilbøjelig til at fastholde en tro på, at det nok bliver bedre lige om lidt. 

Hvis bare lige vi klarer os igennem denne uge, SÅ bliver det godt.

Eller til at skue tilbage på et eller andet rart i nærmeste fortid og klynge os til det. Som i: Det kan godt være, at tirsdag, onsdag og torsdag har været vederstyggelige. Men MANDAG, for helvede! Mandag var super 👍 

Problemet er bare, at nuet forsvinder. Hvad enten man skuer frem eller tilbage, glemmer man jo nuet. Og, mine damer (og herrer, men jeg tror, jeg har flest damelæsere 😉), nuet er det eneste tidspunkt, der rigtig sparker røv. 

Fortiden er historie. Fremtiden er fiktiv.

Jeg har fået den ambition, at jeg skal være bedre til at gå i tide. Når nuet lidt for ofte bliver for træls.

Jeg skal give mine forhold en fair chance. Men jeg skal IKKE spilde fucking ÅR på at give kunstigt åndedræt til noget, der alligevel ikke er levedygtigt.

Bum.

Nu må jeg hellere liste min kvindekrop ind under bruseren, så jeg kan få rigtigt gang i dagen.

Yngstebarnet og jeg tager et par fastelavnsboller under armen og svinger en tur forbi min mor i eftermiddag. Hun er lidt ensom efter min fars død, den gode Mutti. Det er synd.

Klokken 17 skal jeg forhåbentlig give Ulla en omgang tæv på tennisbanen. Og så lakker den weekend mod enden.

Så ved du det 😄

Take care now 💟😍😘

Om at komme for sent

Var til fest i går. Skolefest. Med yngstebarnets skole.

Yngstebarnet går på en privatskole her i byen.

En kendsgerning, der fik en veninde, som er erklæret socialist, til at trække skævt på smilebåndet for nylig.

"Altså, dit barn går på en privatskole, men du underviser selv på en folkeskole? Det er jo næsten som socialdemokraterne," sagde hun med en slet skjult henvisning til både Helle Thorning og Mette Frederiksen.

Ja, det kan hun vel have ret i. Men denne privatskole var altså det bedste valg, da eksmanden og jeg for 20 år siden (og længe før folkeskolen blev min arbejdsplads) skulle beslutte, hvor vi ville sende vores førstefødte hen.

Gårsdagens kalas var en kæmpefest. Med måske 500 deltagere. Nuværende og gamle elever, lærere og forældre.

Festen omfatter altid en skolekomedie. En musical. Som 5. og 0. årgang i fællesskab sætter op. 

8. årgang leverer musikken.

Min yngste går i 8. og skulle således spille trommer. Det er hun pissesej til. Hun er i det hele taget pissesej til alt, hvad hun sætter sig for (og dermed også pisseirriterende for nogle 😉😂)

Da jeg har fire børn, var det 12 gang, at min familie var repræsenteret som optrædende til skolefesten. 

Og også sidste gang. Lidt vemodigt måske, men tiden går jo. Det kan vi ikke så godt ændre på.

Eksmanden havde i dagens anledning meldt sin ankomst fra Charlottenlund. Han ville heller ikke misse forestillingen. 

Godt træk af ham. Den slags betyder jo også en del for vores offspring.

Men her opstod så problemet.

For eksmanden kommer fucking ALTID for sent. Det er åbenbart dybt indlejret i hans sjæl, at det er okay IKKE at dukke op på aftalte tidspunkter.

Hvordan fanden han overholder sine businessaftaler, ved jeg ikke.

Men det er i hvert fald en kendsgerning, at mine forældre, mens jeg var sammen med eksmanden, begyndte at invitere OS til familiesammenkomster tidligere end de andre gæster. For så var der en chance for, at vi alle dukkede op på samme tid.

Og jeg var frustreret. 

For jeg mener, at man skider på andre, når man lader dem vente. Så jeg sætter faktisk en ære i IKKE at komme for sent. Men med eksmandens lemfældige omgang med punktligheden kom andre jo til at tro, at jeg var lige slå sløset. Vi var jo ligesom TO, der altid kom for sent.

Tror efterhånden, at min familie er begyndt at indse, at jeg virkelig kommer meget punktligt, men det har altså taget mig næsten 10 års ihærdighed at ryste det andet prædikat af mig.

Eksmanden missede halvdelen af yngstebarnets musical i går.

ARGH!!! 

Kunne have sømmet ham fast til væggen og sat ild til hans sparsomme hårpragt. Eller ridset hans bil.

Det er jo næsten som en dårlig, amerikansk mainstream-film.

Godt, at Mutti i det mindste var der fra begyndelsen.

Nå, men jeg må vist have listet min nøgne kvindekrop en tur under bruseren. Jeg skal give koncert med mit kor her i formiddag.

Og jeg skulle jo nødig komme for sent 😉

Take care, folkens 💘

Alone at last

Oh dear. Det har været en lang uge.

I forhold til sidste uge, hvor jeg grundet akut, gengældt (tror jeg nok) forelskelse svævede storsmilende rundt i mit eget åndsfraværende tunnelsyn, har jeg været væsentlig mere jordbunden i denne.

Grundet akut, måske-alligevel-ikke-gengældt forelskelse.

Føler nærmest, at jeg har stået i dynd til knæene.

140 euforiske chatbeskeder frem og tilbage dagligt er blevet til ... øh ... nul.

Det er da en stilhed, der er til at få øje på. Kunne jeg så bare TÆNKE lige så lidt på damen.

Men nej, nej. DET kan jeg naturligvis ikke. 

For hun har sat sig på tværs. 

Suk.

Hun er et virkelig ordentligt menneske og har behandlet mig fuldkommen ærligt og fair. Og der er ikke den mindste irriterende knast imellem os at hage sig fast i. Jeg har den største respekt for hende, og vi skiltes som venner med den forståelse, at det bare ikke kunne blive os.

Så jeg er stadig lige så solgt, som jeg var i sidste uge.

Pis.

Heldigvis ved jeg, præcis hvad jeg skal gøre: 

Jeg skal bare forelske mig i en ANDEN. Det har jeg førhen prøvet med succes. Der er ikke noget, der kan fjerne opmærksomheden fra en gammel flamme, som varmen fra en ny.

Piece of cake, right?

Wrong!

For som ovenfor antydet kan jeg lige nu ikke komme i tanker om et mere guddommeligt væsen end den kvinde, jeg altså ikke kan få. Og det forstyrrer jo mit fokus på de andre fisk en kende.

Men det er nu ikke, fordi jeg ikke kæmper. Har i skrivende stund oprettet profiler på hele tre datingsites. Hvoraf jeg på det ene har løjet mig fire kilo lettere for at få nogen til at gå i nettet.

Det skal nok hjælpe, haha 😂

Og så har jeg besluttet, at jeg vil være mere proaktiv. 

Indtil nu har jeg bare siddet og ventet på, at nogen skulle skrive. Og indtil nu har jeg udelukkende fået breve fra ... mænd. 

Og par. 

Der søger en kvinde til en trekant.

Fedt.

I særdeleshed, da jeg jo har besluttet, at jeg ALDRIG MERE vil tæt på en mand. Already bought the T-shirt.

Nå. Men. 

Jeg må prøve at finde ud af at tage et eller andet skridt her i weekenden. Et hvilket som helst skridt vil være en klar forbedring. En aftale om en date for eksempel. Eller bare en korrespondance med en kvinde, jeg kunne falde for.

Yngstebarnet er heldigvis hos eksmanden i både denne weekend og den næste. Og det er perfekt, for jeg har virkelig brug for alenetid til at reflektere. Hvilket fandme er svært, når jeg fucking ALTID er omgivet af milliarder af mennesker.

Ikke mere nu. Inden jeg kan nyde min alenetid, skal jeg lige til fest. Er ikke i festhumør. Så tager nok tidligt hjem.

Take care 💜

Om ansvarsfraskrivelse

Skulle besøge min gamle mor i går.

Efter min fars død for halvandet år siden er hun lidt ensom. Så jeg lægger somme tider vejen forbi hendes hus, når jeg kører hjem fra job.

Tænkte, jeg ville tage blomster med, så jeg fløj lige en tur ind omkring Rema 1000.

Og blev mødt af dette skilt:

Hehe 😂

Men selvfølgelig lidt ærgerligt, hvis man lige havde lyst til at sætte en buket til livs. Som man jo gør 😉

Måske er der i virkeligheden tale om en ansvarsfraskrivelse. Efter bedste amerikanske forbillede. 

Så Rema 1000 ikke bliver løbet over ende af kunder, der kræver erstatning efter at have sat tænderne i deres påskeliljer.

Uanset hvad: så af hjertet tak til supermarkedskæden for et godt grin. Me like 💜😍