T plus ti

Så havde man lige jubilæum i går. Ti år.

Ti år, siden jeg traf den største og mest skelsættende beslutning i mit liv. En beslutning, som skulle vise sig at blive overordentlig svær at implementere, og som kom til at kræve en lang og fuldkommen overmenneskelig kamp. Før alt blev godt.

19. september 2010 forlod jeg den konventionelle og trygge, men desværre pivfalske, heteroseksuelle læskærm, jeg havde gemt mig bag i tæt på fyrre år, og sprang ud. I den skarpe vind. Uden at vide, præcis hvordan jeg skulle finde ly.

Lille og sårbar og ulykkelig havde jeg taget det første skridt. Ud på en tynd og skrøbelig bro. Som jeg måtte krydse uden at ANE, hvad jeg ville finde på den anden side. 

Jeg vidste bare, at jeg ikke længere kunne gøre vold på mig selv ved at blive hængende, hvor jeg var.

Nå ja, og så vidste jeg selvfølgelig også, at jeg ville finde fire fortvivlede børn, hvis lykkelige liv jeg havde styrtet i grus. 

Og jeg vidste, at jeg ville finde arbejdsløshed, for jeg havde lige lukket mit oversættelsesfirma, da jeg ikke kunne tjene nok ved litteraturoversættelse til at være eneforsørger.

Og jeg vidste, at jeg ville få en uendelig hård skilsmissekamp, for min eksmand er ikke en mand, der giver fortabt. Nogensinde. Og han ville ikke finde ro, før jeg var tværet ud. Hans første handling, efter at jeg havde orienteret ham om nationens tilstand, var således at ringe til en advokat. Så var banen ligesom kridtet op. (Det blev til tre retssager. Og to politiransagninger. Som jeg har skrevet om i tidligere indlæg.)

Og endelig vidste jeg, at jeg helt sikkert ville blive the talk of the town i omgangskredsen. Ligesom jeg formentlig ville blive genstand for fordomme og homofobiske stokkeslag her og der.

Den slags småting vidste jeg.

Men jeg vidste IKKE, hvordan fanden jeg skulle navigere mig selv igennem den største krise fucking EVER for at finde den krukke med guld (eller måske snarere med godt liv), der forhåbentlig ventede på mig. For enden af regnbuen 😉🌈

Og det var der, jeg stod, for nøjagtig ti år siden.

Jeg havde selvfølgelig overvejet mit spring i nogen tid. Og jeg havde også allerede indviet alletiders bedste veninde, Übermensch, i min situation. Men 19. september nåede jeg the point of no return:

Jeg tog "snakken" med mine aldrende forældre. Og der var ikke længere plads til fortrydelse. 

Det var åndeløst og monumentalt. Jeg havde skubbet en tung maskine i gang, som aldrig kunne standses igen.

At det skulle blive den 19. september var ikke tilfældigt. Det var symbolsk (og måske også lidt melodramatisk og smagløst 😳). 

For se nu her, hvad jeg foretog mig en ANDEN 19. september for mange år siden:

Da blev jeg sørme gift 😂 Og her står jeg uden for kirken i min lejede brudekjole sammen med min far og et par invasive pufærmer.

Jeg sprang således ud over for mine forældre på min 18-års bryllupsdag.

Så ved du det 😊 

Og hvis du havde læst det før, ... så har du altså læst det igen 😉

Nu mangler jeg bare at binde den sløjfe på historien, at jeg i løbet af de ti år, der er gået, siden jeg holdt mig for øjnene og sprang, har fundet mig umanerlig godt til rette herovre på den RIGTIGE side af min bro, hvor verden er i farver 💙💚💛💜💘

Og mine nærmeste har fundet fodfæste og er glade igen 💃

Fortsat god søndag! 🙏😄