Var en tur i zoo i søndags 🐒🐍🐘 I København.
Er ellers ikke den største tilhænger af dyr i fangenskab. Og da slet ikke, hvis ikke de trives super godt.
Som for eksempel før i tiden, hvor man, i hvert fald i NOGLE zoologiske haver, kunne opleve store, stolte kattedyr både med og uden striber og prikker. Klemt sammen i golde, diminutive betonaflukker. Et mega trist syn 😭😭😭
Nu er dyrevelfærden højnet en del. Og når man betaler de svimlende 195 kroner, det koster at komme ind i Københavns Zoologiske Have, forsikres man om, at en del af beløbet går til forsøget på at stoppe krybskytteri og bevare truede dyrearter.
Så jeg lod mig lokke med.
Det var Ældste Søn og hans søde kæreste, der lokkede. De er for nylig flyttet til Frederiksberg og ville gerne udforske området lidt.
Og det var både hyggeligt, informativt og sjovt at iagttage dyrene sammen. Jeg nød i særlig grad, at det var uden børn, for den slags krapyl kan være nogle enerverende showstoppere.
Eller ... helt børnefri var jeg selvfølgelig ikke, men det barn, jeg havde med, er lige fyldt 25 og er begyndt at lære at opføre sig pænt, når han er med Mutti i byen 😂
Det eneste minus ved besøget var faktisk de der to fucking pandaer i deres 160-millionerkroners pandaanlæg. Ikke så meget, fordi de ikke var nuttede:
Men fordi de repræsenterer dansk knæfald for Kina. I et politisk spil, hvor VI til gengæld for at holde kæft om Tibet og tibetanernes rettigheder får lov at LEJE de fucking pandaer for den astronomiske sum af EN MILLION DOLLARS årligt i foreløbig 15 år (= cirka 95 millioner kroner i alt) og samtidig MULIGHED for at lave nogle lukrative handelsaftaler med Kina.
Det handler om penge. Stolthed til gengæld for penge.
Også dronningens. Stolthed altså. For hvis nogen siger, det er dronningens pandaer, lyver de.
Hun har bare smurt et par hjul her og der. Ved at invitere Kinas præsident indenfor til en mundfuld mad på Christiansborg OG selv aflægge et pandabesøg i Kina, hvor hun måtte spørge pænt om lov til at leje bamserne.
Øv.
Nå, men jeg var rent faktisk også på restaurant. Det var bare i lørdags.
På Vedbæk Havn. Fin med de fine 😂
Nautilus. Det hed restauranten. Der har en ualmindelig smuk beliggenhed. Lige ned til ... øh ... det der vand, som ligger der og flyder på den fjerne side af København.
Og maden var SUPER LÆKKER 😋
Og pæn:
Og alt var godt 💃
Indtil regningen kom. Og den medfølgende bærbare betalingsterminal i hånden på tjenerinden.
For. Her blev det lidt akavet, methinks.
Den skønne dame, der gavmildt havde inviteret englebassen 💘 og mig på restaurant, måtte nemlig inden sin kortbetaling trykke enten "ja" eller "nej" til at lægge drikkepenge oven i beløbet.
Awkwaaard! Og lad nu vær' med den slags pis 😡
Det er nemlig ikke fedt for nogen.
Det er givetvis ikke fedt for tjenerinden, som jo nærmest står der med hatten i hånden og via betalingsterminalen stiller gæsten et spørgsmål, der ved et tryk på den forkerte svarknap kan få gæsten til at fremstå som en fedtsyl.
Og det er ABSOLUT ikke fedt for gæsten. At føle sig presset til at trykke "ja", når man altså mener "NEJ".
Og det gør man! Mener nej altså.
Der er nu gået fucking 51 ÅR, siden vi afskaffede drikkepenge på restauranter og barer herhjemme. Til gengæld lagde man 15 procent oven i priserne. Dermed var service inkluderet og drikkepengene ikke længere en betydelig del af lønnen.
Det var en god deal for alle:
Serveringspersonalerne var ikke længere afhængige af gæsternes goodwill, og gæsterne vidste på forhånd, hvad de skulle betale for den vare, de købte. Nemlig det, der stod på prisskiltene.
Præcis som når man handler i supermarkedet. Her står man sgudda heller ikke og bliver bedt om at takke ja eller nej til at lægge procenter oven i prisen på dagligvarerne. Uanset hvor pænt kassemedarbejderen har smilet til en.
Så drop nu det der drikkepengepis. Og lad være med at spille på folks samvittighed.
Bum.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar