Lidt om en ung dame

Måske kender du det ikke:

Du stormer rundt på tennisbanen, det bedste du har lært, for at banke din tennismakker, Ulla.

"Din telefon ringer," lyder det så fra Ulla, som spiller i den ende af banen, hvor din taske står, og derfor kan høre, hvad der sker i den. "Men det er nok ikke Mette, for jeg har kun hørt én ringetone."

Mette er din datter. Det yngste barn af fire. På 16 år. 

Og når Ulla kun har hørt én ringetone og deraf kan slutte, at det ikke er Mette, der ringer, så er det, fordi Mette er en meget insisterende ung dame. Så når hun skal have fat i sin mor, upåagtet at barnet UDMÆRKET ved, Mutti flintrer omkring med en tennisketcher i hånden, ja, så skal det altså ikke være om hverken to, tre eller fire sekunder!

Hun ringer således først over Messenger. Og svarer fruen ikke omgående, så ringer barnet på mors mobilnummer. Og så tilbage til Messenger. Og når hun har vekslet lidt frem og tilbage en syv-otte gange, så skriver hun en besked:

"Måtter! Tag så din telefon!"

Somme tider er det sjovt lige at trække den ti minutter, før man reagerer 😂

Nå, men da Ulla i går kun havde hørt en enkelt ringetone, kunne hun således sagtens have haft ret i, at det nok ikke var Mette, der ringede. Men hun havde ikke hørt mobilen til ende, for et øjeblik senere lød ringetone 2.

Det var sjovt nok Mette. 

Hun havde et meget presserende spørgsmål, som nok kunne retfærdiggøre en afbrydelse af Muttis tennisdyst:

"Mor, må Gabriel tage med i sommerhus i næste uge?"

Oh my freakin' god!

Barnet mestrer utrolig mange ting. Og behovsudsættelse er ikke en af dem.

Til gengæld er hun et lille ordensmenneske. Dejligt med sådan et i huset. 

For eksempel kan hun sagtens finde på at kommentere, hvis en mælkebøtte har stukket hovedet op mellem fliserne på terrassen. Eller hvis græsset er blevet for langt, siden Mutti sidst har slået det.

Her har hun lige ryddet op i sit tøjskab:

Jeps, et lille ordensmenneske. Skabet er således fuldkommen ryddet.

Æstetisk sans har hun også. Og hun er ikke bange for at træffe og iværksætte beslutninger om boligindretningen her i forstadsvillaen.

For eksempel var denne gamle platte pludselig en dag forsvundet fra væggen i spisestuen:

Og var stuvet bort i gæsteværelset. Den er åbenbart grim.

Mens denne:

havde fundet plads midt på klaveret i stuen.

Men den er da også ... øh ... i hvert fald iøjnefaldende. 

Og så synes barnet, det er sjovt, at Mutti engang har gået på Fame-skole i USA og tilmed vundet en pris.

På messingpladen forneden har man angivet, hvilken pris jeg har vundet. Under mit navn, som er stavet forkert.

De andre prismodtagere fik priser for at være "Bedste sanger", "Bedste danser", "Bedste guitarist" osv.

Skolen ville også gerne give MIG en pris, men problemet var, at jeg faktisk ikke var "Bedste" noget som helst. Og da der ikke uddeltes priser for middelmådighed, måtte man være lidt kreativ og OPFINDE en, der passede lige til mig:

"International Arts Award" (som siger absolut INGENTING om evner).

Jeg var nemlig den eneste ikke-amerikaner i hele Northside School of the Arts og gav således skolen et internationalt anstrøg.

Det er denne stolte pris, barnet har gravet ud af et skab i bryggerset og plantet i stuen.

Musik fylder i det hele taget meget her på matriklen. 

Både Mette og Mutti spiller klaver. Mette bedre end Mutti og respekt for det! Jeg synger i kor. Og vi er begge flittige brugere af musik på Spotify og Youtube.

Min musiksmag er bred. Jeg kan lide både jazz og klassisk og rock og pop og latin. 

Mette er mest til dakke dak. 

Fuck, det er forfærdeligt 😱

Det er muligt, jeg fremstår som en sur, gammel tranlampe, men jeg HADER dakke dak. For det er totalt hjernedødt og gør ondt i alle tandhalse. Prøv bare at høre her. Hvis du overhovedet kan holde det ud:





Den slags fornøjelige toner klinger lystigt fra barnets mobiltelefon i en uendelighed. 

Til gengæld kan hun spille rigtig højt, for mobilen har en Bluetooth-forbindelse til denne store motherfucker, som hendes far har givet hende i fødselsdagsgave, hvilket han har kunnet gøre forholdsvis risikofrit, da hun IKKE BOR HOS HAM:

Motherfuckeren er forsynet med en praktisk bæresele, så barnet ikke behøver lade den blive liggende på værelset, men ubesværet kan bringe den med sig RUNDT I HUSET til fælles glæde og fornøjelse.

Oh yes, der er mange velsignelser ved at omgås en teenager som netop Barn 4. En af dem er overraskelsesmomentet.

Som nu forleden dag, da det storstøjende dakke dak-lort pludselig standsede og blev afløst af ... intet mindre end balsam for mors hårdt prøvede øregange:




Så der er sgu nok alligevel håb for ungmøen. Og kedelig er hun i hvert fald ikke. 💘💘💘