Om at være overdrevet heroisk

Jep, det kan man nemlig sagtens.

Være overdrevet heroisk.

Faktisk er der en fin grænse mellem at være almindelig heroisk og overdrevet heroisk. (Og somme tider er det kun en lille smule dumhed, der afgør, om man er det ene eller det andet.)

Man er således overdrevet heroisk, når omkostningerne ved den heroiske handling slet ikke står mål med udbyttet.

Jeg var det sidste i tirsdags.

Heroisk.

I overdrevet grad.

Historien:

Jeg havde booket en minilejr med 8C. Den skulle finde sted tirsdag og onsdag i den forløbne uge. 

Og turen gik i al sin smukke enkelhed ud på, at jeg skulle stille med klassen i Svejbæk ved Silkeborg tirsdag formiddag klokken 10. Her skulle alle iføre sig en kajak, hvorpå tre uddannede kajakinstruktører fra den lokale ungdomsskole ville ledsage os ud til øen Møgelø ved Himmelbjerget. Distance: 3-4 kilometer.

På Møgelø ville kajakinstruktørerne aktivere englebasserne med nogle teambuildingøvelser tirsdag eftermiddag, og klokken 15 ville de hapse en robåd med påhængsmotor, sejle over til fastlandet og overdrage aktiveringen af og tilsynet med eleverne til fire fædre fra klassen, der skulle hjælpe dem med at lave aftensmad og overnatte hos dem i en spejderhytte.

Jeg selv skulle også med robåden over til fastlandet og med toget retur til den by, hvor min skole ligger, så jeg kunne hente min bil på skolen og suse hjem til Rotterne herhjemme.

Onsdag morgen ville en af mine gode teamkolleger møde på Møgelø klokken 7 for at afløse de indkaldte fædre og ledsage eleverne tilbage til udgangspunktet i kajak.

Smukt og enkelt, right?

Wrong!

Det gik galt allerede inden afsejlingen fra Svejbæk tirsdag formiddag.

For jeg havde sgu aldrig siddet i sådan en fætter før. En kajak altså.

Jeg vidste, at vi alle ville blive tilbudt en våddragt, men min blufærdighedsgrænse gik altså lige præcis her. For så vidt jeg ved, er sådan en vådmotherfucker ret kropsnær. Og jeg skulle fandme ikke nyde noget af det prestigetab, sådan et antræk ville påføre mig over for 8C.

Så nej tak! Jeg kunne vel også sagtens ro den sølle distance over til øen uden at blive våd, tænkte jeg kløgtigt.

"Altså, det kan godt være, at du kan leve uden våddragten, men du skal altså tage et par vådsko på, for dit fodtøj bliver gennemblødt på turen," lød det imidlertid fra en af de pisseirriterende og tydeligvis bedrevidende kajakinstruktører.

Nå.

Men et par vådsko ville vel være knap så blufærdighedkrænkende som at klemme hele min frodige kvindekrop ned i et grimt gummietui, så jeg indvilligede.

Og det skulle jeg aldrig have gjort.

For idet jeg bukkede mig ned for at tage mine vandresko af og iføre mig vådskoene, gav det et ordentligt smæld i min ryg. Nærmere betegnet i lænden, hvor jeg har den udsøgte fornøjelse at være indehaver af to diskusprolapser, der af og til laver lidt ... øh ... ballade.

Fuck!

Hvis nogen af mine læsere har prøvet det, så ved de, at den slags føles, som om en hærdebred havnearbejder står og jakker en issyl i ryggen på en. Med al sin kraft.

Det gør mildt sagt ondt.

Faktisk så ondt, at jeg et øjeblik så hvidt af smerte. Og næsten havde det, som om jeg skulle ørle. Lige der foran 8C. Fedt.

Og hvad der var endnu federe var ... at jeg var nødt til at tage på vandet med klassen som planlagt.

Det forholder sig nemlig sådan, at ungdomsskolen ikke vil på vandet med en klasse, medmindre der er en lærer med. Og det er egentlig fornuftigt nok. For ungdomsskolens kajakinstruktører kender jo ikke eleverne særlig godt, og hvad fanden skal de stille op, hvis en af englebasserne pludselig flegner ude midt på vandet?

Så jeg kunne lynhurtigt regne ud, at hvis ikke jeg iførte mig den satans kajak og sejlede af sted med ungerne, ville en pæn del af deres lejrtur være ødelagt. For jeg var den eneste lærer til stede.

Så ned i kajakken med mig. Og så handlede det ellers KUN om overlevelse.

Og jeg gjorde stort set ALT forkert. Hvilket i og for sig havde været okay med mig, hvis ikke det var, fordi en af kajakinstruktørerne åbenbart så det som sin fornemste mission at lære mig at gøre det rigtigt.

"Nej nej nej, du skal SIDDE op!" lød det således fra manden igen og igen.

Og han kunne jo ikke vide, at jeg lige præcis IKKE skulle sidde op. Jeg skulle fandme LIGGE NED. Så meget, som det overhovedet kunne lade sig gøre i sådan en formstøbt plasticbalje. Ellers ville jeg dø. Det var jeg sikker på.

Så jeg pippede noget om ondt i ryggen tilbage til manden.

Men han var ikke sådan lige at bringe til tavshed. For han var jo ved at flyde over af gode råd. Han mente åbenbart, at de var nødvendige.

"Nej nej nej, IKKE bruge armene! Du skal vride i overkroppen. Sådan her," lød det således videre fra ham, mens han med spidsen af sin kajak puffede til min. Jeg var vist også kommet en smule ud af kurs.

Wrong again, motherfucker!

Jeg skulle fandme ikke vride i nogen overkrop. Jeg skulle bare nå over til den skide ø uden at krepere af smerte undervejs.

Og sådan fortsatte vi med at hygge os. Han sagde, hvad jeg skulle gøre, og jeg gjorde noget helt andet. 

Fuck altså.

Han må have troet, jeg er virkelig tungnem.

Nå, men efter hvad der virkede som en fuldkommen endeløs rotur, ankom jeg til øen. Som den sidste naturligvis.

Onsdag og torsdag var jeg sygemeldt.

Stupid me.

Og fremover ikke mere heltindepis herfra.

Bum.