Pral ... igen

Jeg har den sejeste datter. 

Og den hvilende-i-sig-selv-ste.

Hør nu bare her.

Barnet, som er Barn 4 på 13, skal konfirmeres i slut april. Og det er stort. 

STORT faktisk. 

Med sådan en konfirmation.

Faktisk så stort, at nogle forældre er ude fucking TO år i forvejen for at reservere det helt rette selskabslokale. 

Ligesom jeg kender eksempler (well, kun et enkelt faktisk, men alligevel) på, at konfirmationskjoler er bestilt hos skræddere et helt år før forventet anvendelse.

Og har hørt om konfirmander, der transporteres fra kirken i helikopter. 

HELIKOPTER, folkens. 

DET er fandenfuckme vildt.

Så ja, jeg er meget bevidst om, at konfirmationshysteriet ligefrem kan nå samme højder som et bryllupshysteri. Idioti i høj potens.

Men ikke her.

For min datter er cool.

Hun kom således til mig forleden dag og sagde:

"Mor, jeg synes ikke, vi skal bruge ret mange penge på en konfirmationskjole til mig. Så jeg har fundet en 'giveaway' på Den Blå Avis.

Det er ude i Uggelhuse, så jeg tager bare bussen derud efter skole på tirsdag. Og så kan du måske hente mig derude, når du får fri?"

Hvor cool er DET ikke lige?!

Barnet havde simpelt hen selv fundet en gratis kjole på nettet, undersøgt bustider og planlagt transport til den pågældende adresse for at prøve kjolen hos nogle vildtfremmede mennesker.

Hun er dælanedme selvkørende, den pige.

Og jeg syntes, det var en strålende idé ... øh ... indtil jeg kom til at tænke over situationen:

13-årig datter får kontakt til en ukendt person over nettet. Aftaler møde. Alene. På en fremmed adresse. Ude på landet. Og oven i købet i den landsby, hvor en tidligere udsendt soldat for ikke lang tid siden myrdede begge sine forældre med en økse.

Gisp!

Og Mutti blev omgående dødeligt paranoid. 

Jeg så pædofile voldtægtsforbrydere og øksemordere alle vegne. Ikke mindst i Uggelhuse. Og var faktisk efter få øjeblikkes vanvidstænkning HELT sikker på, at jeg havde set det sidste til DEN datter, hvis hun steg på DEN bus.

Og så er det ret lige meget, at jeg jo har en datter til altså. For jeg vil ikke af med nogen af dem. Det kan jeg lige så godt sige.

Nå, men jeg slog hælene i. Aflyste et møde, så jeg kunne køre tidligt hjem den dag. Og bragte min datter sikkert ud til den suspekte kontakt ...

... som i øvrigt hed Nikoline, tog imod os med et sødt og venligt smil og bare mente, det var synd, at hendes flotte konfirmationskjole fra sidste år skulle ligge ubrugt hen i resten af evigheden.

Så nu hænger Nikolines kjole i Barn 4s skab og venter på dagen :-)

Og jeg er en kyllingemor.