Om tre små ord

De MÅTTE jo komme. Tre små ord. Små sataner faktisk.

Ved selvfølgelig godt, at jeg har valgt en arbejdsplads (den danske folkeskole) med et højvirulent miljø, når det gælder spredningen af beskidte tiltaleformer.

"Luder" for eksempel. Meget smittefarligt. Fordi det har en forførende negativ effekt på modtageren.

Eller hvad med "faggot"? "Svans"? "Bøsserøv"?

I særdeleshed homofobisk ladede prædikater synes at være populære blandt mine elever. Og det er fast arbejde at sige fra. For det gør jeg konsekvent, når disse lidet flatterende udtryk lander i min øregang.

Det er i min lesbiske optik et uheldigt skråplan, at homofobiske ord og vendinger sådan er blevet en fuldt integreret del af almindelig tale. For det bidrager til at bekræfte den vildfarelse, at vi homoseksuelle er andenrangsmennesker.

Jeg er aldrig selv blevet kaldt noget af det ovenstående, når jeg har været på job. (Måske fremstår man også lidt komisk, hvis man ligefrem kalder mig bøsserøv.)

Og når jeg griber nogen i at bruge betegnelser for homoseksuelle i en nedsættende betydning, får jeg næsten altid en uforbeholden undskyldning og en forsikring om, at ordene sandelig aldrig har været rettet mod mig.

Eller ... øh ... sådan var det i hvert fald indtil forrige fredag.

Men forrige fredag sker der noget:

Jeg har tysk i 9. klasse, og eleverne skal lave en mundtlig gruppeøvelse. 

En af pigerne i klassen - vi kan jo kalde hende Lonnie (det hedder hun ikke, men hendes rigtige navn ER redaktionen bekendt ;-)) - har for længst opgivet tyskfaget. I stedet for at forsøge at tilegne sig bare en smule af fremmedsproget bruger hun timerne på forskellige sociale medier. Ganske åbenlyst tilmed.

Nu sidder Lonnie så i sin gruppe med computeren slået op på Facebook. Skærmen vender op imod lærerens bord, så jeg tydeligt kan se, hvad hun IKKE laver: tysk.

Jeg går ned til hende og beder hende om at logge af Facebook. Ingen reaktion.

Så beder jeg hende igen om at logge af Facebook. Ingen reaktion.

Så beder jeg hende om at klappe skærmen i, for hun skal ikke bruge computer til den øvelse, hun skal deltage i. Hun vipper skærmen cirka tre centimeter hen imod sig selv. Så hun stadigvæk kan se alt, hvad der foregår på den.

Nu har jeg efterhånden fået nok. Så med en finger skubber jeg stille og roligt til skærmen, indtil hun ikke længere kan se skærmbilledet.

"Du skal ikke lukke min fucking computer!" lyder det elskværdigt fra den unge dame.

"Jamen, så kan DU jo lige lukke den," foreslår jeg som svar.

Ingen reaktion.

Skærmen klapper i af sig selv de sidste centimeter. Hvorpå pigen drejer hovedet i ninjaspeed og stirrer på mig med lynende vrede øjne.

"Din fucking homo!" 

Hendes respons rammer mig som en syngende lussing. 

Se, jeg bliver i almindelighed behandlet med respekt på min arbejdsplads. Aldrig har en elev kaldt mig noget som helst, der begynder med "din fucking". Og da slet ikke efterfulgt af "homo".

Og nu er jeg sendt til tælling. Står der foran klassen og føler mig totalt ydmyget. Og ked af det.

Jeg smider pigen ud. Hun kan ikke deltage i min undervisning sådan lige for en stund. For i situationen kan jeg ikke rigtig få luft for hende.

Den adfærd, hun lige har demonstreret over for mig, er nemlig en af årsagerne til min gamle rædsel for at springe ud. Til min årelange, ynkelige kamp for at knægte min natur og for alt i verden fremstå heteroseksuel.

Andre menneskers nedværdigende fordømmelse.

Jeg må have en timeout. Trække mig ud af rummet et øjeblik, så jeg kan finde fodfæste igen. Derfor lader jeg grupperne arbejde videre med deres mundtlige øvelse i klassen og flygter hen på lærerværelset.

Her kan jeg ikke holde tårerne tilbage. Damn, det gør ondt. Jeg føler mig lillebitte. Skammet ud.

Heldigvis er der ikke andre i lokalet. Det er jo midt i en time.

Øh ... indtil vores arbejdsmiljørepræsentant tilfældigt træder ind ad døren.

Fuck.

Han er ikke sen til at reagere, da han hører, hvorfor jeg græder. Så han suser hen på gangen og hapser pigen for at konfrontere hende med fakta.

Selv suser jeg ned på toilettet. Søger isolation bag toiletdørens trygge værn. 

Får et chok, da jeg ser mig i spejlet. Jeg er tudegrim. Det er værst med øjnene. De er røde som trafiklys. Min eyeliner er tværet ud. Til gengæld er jeg ophovnet og skjoldet i resten af ansigtet.

Ikke noget kønt syn. Jeg vil helt sikkert være længe om at genvinde mit normale udseende.

Alt for længe.

For jeg har jo 17 elever siddende i klassen. Nu uden lærer.

Fuck igen!

Jeg tripper lidt på stedet, men ser ikke andre muligheder end at lade tudegrim være tudegrim og vende tilbage til min undervisning. Jeg KAN ganske simpelt ikke lade mine elever sidde alene.

Det er ikke helt let. Faktisk kræver det adskillige dybe indåndinger og en længere peptalk til mig selv. Men til sidst ... GØR jeg det sgu!

Rødøjet og uskøn træder jeg ind i klasserummet. Forsøger af al magt at overbevise mig selv om, at mine elever GERNE må se, at lærere er mennesker. Med rigtige følelser. Og hvad det gør ved mig at blive behandlet, som jeg blev.

Håber samtidig inderligt, at jeg kan holde tårerne tilbage, når englebasserne med garanti vil spørge, hvorfor jeg ser sådan ud.

No such luck though.

Der går ikke mere end et splitsekund, før jeg igen står og smågræder. Komplet blottet. Og denne gang med 9. klasse som publikum.

Fedt.

Jeg vender et øjeblik ryggen mod klassen. Læner panden imod den kølige, hvide tavle. Og ønsker mig til Timbuktu.

Så fortæller jeg dem sandheden. Det var de færreste, der havde bemærket mit lille sammenstød med Lonnie. Men nu ved de alle det hele. 

Og jeg bliver mødt med ...

... en OVERVÆLDENDE sympati.

Mine elever kan i virkeligheden slet ikke klare at se mig sådan. Lille og sårbar. De kender mig jo som den altid søde, sjove, glade mig. Og nu har de fået et kulturchok.

I særdeleshed AP (det hedder han ikke, men hans rigtige navn ER redaktionen bekendt ;-)). 

AP er en karseklippet slambert. Tilsyneladende lidt hård i filten og altid god for en halv rubber med flimmer og ballade. Og så kunne han allerede i 7. klasse trække et kondom op gennem næsen og ud gennem munden. Det har jeg selv set (YUCK!). Måske er han ikke en af Guds artigste drenge. Men han har til gengæld hjertet på rette sted, når situationen kræver det.

"Vil du ikke have et stykke kage?" siger han i afmagt og rundt på gulvet over min usædvanlige ked af det-hed. "Jeg har bagt. Til dansktimen."

Han føler et stærkt behov for at bringe universet tilbage i ligevægt. Kosmos, you know. Og det med alle forhåndenværende midler. Herunder hjemmebagt chokoladekage. 

"Jamen, den har du jo bagt til jeres kageordning i dansk," snøfter jeg.

"Jeg synes, vi skal have kage nu. Så gemmer vi bare et stykke til vores dansklærer," svarer han stålsat.

Og så får vi kage. Og jeg bliver varm indeni :-)

I mellemtiden har arbejdsmiljørepræsentanten OG klassens kontaktlærer haft fat i nakkehårene på Lonnie. 

Hun benægter selvfølgelig alt. DET har hun aldrig sagt, bedyrer hun stædigt. Men lader sig alligevel overtale til at mødes med mig klokken 14.30 for at give mig en undskyldning.

"Jeg har fået at vide, at jeg skal sige undskyld," indleder hun sødt, da vi mødes på gangen på det aftalte tidspunkt. "Så undskyld ... men jeg sagde det altså ikke."

Og med den ikke-undskyldning ender historien så.

Jeg får aldrig nogen beklagelse fra pigen. Til gengæld fik hun ingen kage.