Jeg har gjort det igen.
Bragt mig selv i en fuldkommen unødvendig næstenpaniksituation. For anden gang på ingen tid.
Okayokay, indrømmet: Det er et first world-problem, jeg her beskriver. Men nu er jeg jo også en first world-kvinde, så den slags kan godt være alvorligt.
Det begyndte egentlig i december. Med at jeg var en overordentlig sød og betænksom kæreste. For det er jeg nemlig fra tid til anden ;-)
Så da jeg den første søndag i advent slog øjnene op ved siden af lebben i mit liv, kunne jeg elegant stikke den ene hånd ned på gulvet ved siden af sengen, hvor jeg i al hemmelighed havde anbragt min adventsgave til hende.
Og fremdrage ... taDAAAH ... en bog.
Af Hanne-Vibeke Holst. Som pesten.
Damn, det var en god gave. SPOT ON faktisk :-D
Jeg vidste nemlig, at hun ønskede sig den bog. Hun er ret glad for fru Holst, you see.
Til gengæld havde jeg mere end svært ved at vente til den følgende søndag i advent, for jeg havde købt en ting, der med garanti ville matche bogen i spot-on-hed:
to billetter ...
... til et foredrag med ...
... taDAAAH igen ...
... HANNE-VIBEKE HOLST.
21. marts.
Smooth, ikke? Sagt i al beskedenhed naturligvis.
Og jeg kunne således glæde mig OVER kærestens varme takkekys i dobbeltsengen, nammenam. Og TIL et foredrag med en dygtig dame.
Eneste problem er, at jeg må have foretaget mine dispositioner i fravær af tankevirksomhed.
For jo, det var genialt at købe bogen til min kvinde. OG foredraget. OG at have foræret englebassen bogen, som er en ordentlig motherfucker på over 500 tætbeskrevne sider, i så god tid, at hun kunne nå at læse den til ende inden foredraget.
MEN.
Hvad med mig selv?
Jeg skulle sgudda OGSÅ nå at læse bogen inden 21. marts. Men jeg kunne ikke låne lebbens, for den skulle hun ligesom selv bruge.
Einstein.
Og jeg HAR prøvet at være til foredrag med fru Holst uden at have læst hendes bog (dengang hed den bog, jeg ikke havde læst, Knud, den Store). Og selv om jeg nyder at lytte til en sprogvirtuos som omtalte forfatterdame, er det altså ikke det samme, når man ikke har det fjerneste kendskab til den bog, der ligesom danner grundlag for sammenkomsten.
Jeg overvejede at købe endnu et eksemplar af Som Pesten. Men skød hurtigt den idé til jorden igen. Det ER simpelt hen for åndssvagt at købe den samme bog to gange.
Så fik jeg et brillant indfald: Jeg kunne jo låne den på biblioteket!
Og som sagt, så gjort. Troede jeg.
Jeg sprang ind på bibliotekets hjemmeside for at undersøge, om bogen var hjemme.
Det var den ikke. Sjovt nok.
Om jeg ville reservere den?
Tjoh, det var en ret nærliggende tanke. Så jeg trykkede på reservationsknappen. Og blev dermed nummer 103 i køen.
Fuck.
Nu er jeg nummer 16. Og hvis jeg overhovedet når at lægge min hånd på bogen inden foredraget, får jeg så travlt med at læse den, at jeg nok må melde mig syg for at nå det.
Ærgerligt, at storkonflikten først rammer til april. Det kunne ellers have været handy med et par ugers lærerstrejke her og nu ;-)
Nå, men det er ikke den eneste næstenpaniksituation, jeg har bragt mig i.
For nu har jeg fandme købt flere foredragsbilletter.
Denne gang til Leonora Christina Skov. Den 2. maj.
Hende glæder jeg mig også for vildt til at høre.
Hun er en af mine yndlingslebber. For hun er skarp. Og modig. Og pæn. Og måske kan jeg
læne mig lidt op ad hende.
(Har du fulgt med her på bloggen, ved du, at det der med accept af døtres homoseksualitet ikke har ligget lige til højrebenet hos hverken mine eller kærestens forældre. Og at det har været en ret fortvivlende erkendelse for mig, som naivt troede, at de bare skulle vænne sig til tanken. Hvorefter det faktisk tog urimelig lang tid for mig at indse, at jeg ikke havde andet valg end at kaste håndklædet i ringen.)
Fru Skov har for ikke længe siden udgivet en bog om sin opvækst, Den, der lever stille. Den bør jeg nok læse. Inden den 2. maj. Oddly enough.
Tænker i hvert fald ikke, at det rækker at have tygget mig igennem Silhuet af en synder. På fucking tysk.
Så jeg har været endnu en tur på bibliotekets hjemmeside for at reservere en bog inden et forfatterforedrag. And guess what:
Jeg er nummer 102 på ventelisten.
Damn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar