Om juleondskab

PIS!

FATTER simpelt hen ikke visse mennesker narrøve. 

For ikke ligefrem at kalde dem dumme svin.

Røvhuller.

Fladlus

Undermedicinerede motherfuckere.

Og nu er du måske blevet så nysgerrig, at jeg sådan set godt må holde op med at bitche og i stedet fortælle historien?

Okay så. (Ingen grund til ikke at være lidt julegavmild ;-))

Det forholder sig sådan, at jeg mødte ind på arbejde i morges (breaking news, I know). 

Og aldrig så snart var jeg kommet inden for døren og havde rystet irritationen over morgentrafikken på E45 af mig, før jeg blev mødt af en kollega.

(Ikke noget usædvanligt der. Jeg støder tit på kolleger, når jeg møder ind på arbejde.) 

Denne kollega sagde så:

"Godmorgen, Mrs. English Teacher. Du er kontaktlærer i 7A, ikke? Jeg tror lige, du skal kigge derop."

Og allerede her må jeg sige, at jeg anede en grad af ugler i mosen. For kollegadamen så ret alvorlig ud.

Og ganske rigtigt.

Da jeg trådte ind i 7As klasselokale ... så jeg sjovt nok 7A.

Nogle af eleverne stod i ophedet samtale. Andre sad på deres pladser og så slukørede ud.

Og det gik hurtigt op for mig hvorfor.

Børnene havde nemlig lavet en pakkekalender. De havde hver især købt og medbragt en lille gave, som var blevet hængt op ved siden af whiteboardet. Og hver dag her i december har de skiftedes til at trække et navn på en klassekammerat, som så har måttet vælge en gave at pakke op.

Et sødt og hyggeligt lille juleritual, right?

Well, så er det bare sådan, at nogen i går eftermiddags efter skoletid har været inde i klassen og har ødelagt børnenes pakkekalender. De har klippet alle gaverne op og spist dem af dem, der kunne spises. Papiraffaldet lå spredt i klassen. Som en ekstra hån måske.

Oh my god. Hvor blev jeg ked af det. Og vred.

7A er en samling megasøde børn med megavarme hjerter. De er hjælpsomme og høflige og passer godt på hinanden. Spørger altid pænt om lov til alting og hilser smilende, når man møder dem på gangen. De har stadig den der barnlige uskyld, som jeg ikke kan stå for, og det er en fornøjelse af undervise dem.

Jeg kunne næsten ikke bære, at nogen havde ødelagt deres pakkekalender.

Og jeg kunne heller ikke forstå, at nogen kan være SÅ hensynsløse. Det er jo ondskab, guys.

Så jeg sprang ned på skolens kontor og fik fat i en af vores sekretærer. 

"Kan vi gøre noget?!" spurgte jeg og var så følelsesbevæget, at jeg næsten fik tårer i øjnene. Sentimentalt, I know, men jeg HADER, når uskyldige børn bliver udsat for den slags lort.

Sekretæren er en empatisk dame, og hun blev omgående helt forfærdet over mit triste budskab. Så hun ringede til vores skoleleder og gentog mit spørgsmål i telefonen.

Og skolelederen er heldigvis OGSÅ en empatisk dame, så hun svarede: "Ja."

Så blev jeg forsynet med skolens Føtex-kort og stormede ned i byen til butikken. Her indkøbte jeg 16 gaver, to ruller gavepapir og en rulle sølvfarvet gavebånd.

Dernæst tilbage til skolen i flyvende stil. Og det kunne KUN gå for langsomt med at få pakket de 16 gaver ind, for jeg skulle have tysk i selvsamme 7A klokken 9.50, hvorved mit tidsvindue for projekt kalendergaver ville lukkes. 

Hvis jeg sprang min formiddagspause over, ville jeg have nøjagtig en halv time til pakkearbejdet. Og selv om det ville blive ret stramt, MÅTTE jeg gøre forsøget. I tankerne var jeg dog allerede begyndt at planlægge at pakke de sidste gaver ind i spisefrikvarteret. Hvis jeg bare spiste min madpakke lidt hurtigt, så ...

Men hey! 

Miraklernes tid er ikke forbi! 

Det forholder sig nemlig så umanerlig heldigt, at ovennævnte empatiske sekretær tilfældigvis engang har været juleassistance i stormagasinet Salling. Og hun var ikke sen til at tilbyde sin hjælp.

Så med sikre og erfarne hænder fik hun slået papir om gaverne på ingen tid, mens jeg tog mig af det sølvfarvede gavebånd. 

Mission accomplished :-D

Sekretærdamen fandt en nissehue frem til mig, så jeg kunne være standsmæssigt påklædt, når jeg skulle bringe den store pose med nye gaver op til mine søde elever.

Hvor blev de glade!

Og for mig var det totally feelgood at kunne veksle en sørgelig situation til forundrede smil og latter hos de små (jaja, jeg ved godt, at man teknisk set ikke er lille, når man går i 7. klasse, men man er altså kun 12 eller 13 år og har stadig kun mødt en mikroskopisk del af verdens ondskab).

Nu håber jeg bare, at vi får fingre i gerningsmændene. For de skylder skolen 400 kroner og 7A en kæmpemæssig undskyldning.

Bum!