Hvad jeg skal i julen, spørger du?

Tjah ...

Jeg skal holde jul.

Breaking news, I know.

Og jeg KAN vælge at afslutte mit indlæg her. 

Men jeg KAN også være mere konkret. Hvilket i grunden giver bedre mening i en bloggingsammenhæng 😉

So here it is:

Jeg har taget et stort spring mod julen i dag. For jeg er gået på ferie, woop woop 💃💃💃

Jeg har også været i kirke. Og jeg blev IKKE ramt af hverken lyn eller salmebøger. Så tak til Vorfader for det. Eller Vormoder. For hvis der er en gud, er det sgu nok en kvinde. Ellers er det i hvert fald en feminin mand med de værdier. Måske en bøsse.

Nå, men det fantastiske ved kirkedelen af sidste skoledag er, at jeg får lov at stå uden for kirken bagefter. Lige der, hvor alle mine elever går forbi, når de skal hjem. Og de kommer allesammen hen og giver hånd eller krammere og ønsker mig en skøn ferie. Og alle er glade og forventningsfulde.

Det er completely priceless.

Med eleverne således godt sendt hjem fulgtes jeg med et par kolleger tilbage til skolen og den afsluttende omgang julehygge på lærerværelset: æbleskiver, gløgg, øl, juleknas og gaver. 

I år fik jeg tre flasker god vin. Og det er flot. For der er mange skoler, der ikke forærer medarbejderne en skid. Selv ikke den mindste erkendtlighed i anledning af julen og et vel afsluttet halvår, efter hvilket en del lærere altså hænger i laser.

Fint at blive påskønnet 😊

Og nu sidder jeg så hjemme i forstadsvillaen. Og ligesom skuer hen over de næste dage.

I morgen bliver stille og rolig. Jeg mangler at købe to gaver. Dem fikser jeg i morgen formiddag. Tænker også, at jeg får indkøbt de fleste af de madvarer, jeg får brug for i juledagene. 

Huset får en sanering. Synes sgu, jeg har haft så travlt på det seneste, og det er ved at sande til i alle hjørner og kroge her på matriklen.

Og endelig skal der chilles. Det er vigtigt at chille. Under tæppet på sofaen. Med en bog eller en skærm. Nammenam 👍

Lørdag tror jeg sgu, jeg vil lave en portion risalamande. Mest fordi jeg skal bruge den lørdag aften. 

Den 23. er hele familien nemlig altid samlet hos mine forældre. Bortset fra, at jeg desværre mistede min far i juni måned i år. Men min mor holder fast i traditionen. Og vi børn og svigerbørn gør, hvad vi kan for at hjælpe. Nogle medbringer skrællede kartofler, nogle dukker tidligt op og dækker bord, nogle tager sig af brunede kartofler og sovs. "Nogle" laver risalamande. Og sårn.

Det er hyggeligt at se familien lillejuleaften. Alle er inviteret med: min bror og hans kone og deres døtre og svigersønner, min søster og hendes mand og deres børn, mig og mine børn ...

Men hov? siger nu den opmærksomme bloglæser. Er det ikke, som om der mangler nogen?

Og jo, det gør der.

Min kæreste og hendes søn mangler. De er aldrig inviteret med til vores familiesammenkomster. I hvert fald ikke når min mor inviterer.

Hun forstår ikke, at to kvinder kan være i et forhold nøjagtig ligesom en kvinde og en mand. Og hun har ikke fanget, at jeg bliver såret og ked af det, hver gang MIT parforhold bliver ignoreret på den måde.

I år er selvfølgelig ingen undtagelse. Ikke at det ville gøre den store forskel på fremmødet, hvis min kæreste BLEV inviteret, for hun ville formentlig takke pænt nej. Forståeligt nok.

Den 24. laver jeg sgu nok endnu en portion risalamande. For jeg skal sjovt nok bruge den om aftenen. Hjemme hos min søster.  

Rotterne (læs: fruens fire elskelige børn, red.) skal fejre jul hos mig i år. I hvert fald de fleste af dem. Undtagen Store Søn, som kommer hjem efter et halvt års studieophold i USA og lander i Kastrup om formiddagen den 24. Og derfor vælger at være hos sin far i Charlottenlund juleaften.

Nå, men de tilbageværende tre Rotter synes, vi ville blive rigeligt få (Kan man sige det?), hvis vi bare skulle være os fire hjemme i forstadsvillaen. De har aldrig før prøvet at være så beskedent et antal juleaften. 

Så jeg har spurgt Søs, om vi eventuelt måtte nasse lidt på DERES jul. Spise DERES and og drikke DERES rødvin og danse om DERES juletræ og sårn. Og det måtte vi gerne 😊

Jeg har til gengæld lovet at medbringe ... RISALAMANDE. Surprise!

Den 25. er den helligste dag i julen for mig. Det er den også for den danske folkekirke. Vistnok på grund af jesusbarnet. For MIG er den imidlertid hellig på grund af uforstyrretheden. 

Sjældent kommer jeg ud af mit nattøj.

Jeg sover så længe, som jeg gider. Så laver jeg English breakfast. Eventuelt med hjælp fra Rotterne, efterhånden som de ruller ud af fjerene.

Og så dalrer vi rundt. Kigger lidt på vores julegaver. Spiller måske et spil. Ser måske en film på Netflix. Gør et absolut minimum af det, vi gider.

Fed dag!

I år bliver dagen imidlertid anderledes. Ikke ringere. Kun anderledes.

FOR STORE SØN KOMMER HJEM TIL MOR.

Yes!

Jeg har sidst set ham i juli måned, inden han rejste til New York for at studere det der kemiingeniør, han læser, og jeg tror, han savner mig. JEG savner i hvert fald HAM.

Så det skal blive en saliggørende fryd at kramme drengen igen. Så længe vi bare krammer HURTIGT.

For en time efter ungersvendens ankomst sidder vi nemlig alle fem (Mutti og Rotterne) i biffen med sodavand og popcorn. Star Wars. Længe ventet! Og en lidt utraditionel måde at tilbringe den 25. december på. Til gengæld den eneste mulighed, hvis vi alle skal se filmen sammen.

Og det skal vi selvfølgelig. Eneste uheldige lille detalje: PRISEN!

For prøv en gang at gætte, hvad det mon kan koste at invitere børnene en tur i biffen:

FUCKING 800 GODE DANSKE KRONER.

Men så flotter vi os sandelig også med at dele hele to bægre popcorn imellem os fem.

Damn, hvor er det uforskammet dyrt at gå i biografen. Fuck!

Nå, men jeg skal snart spise, så jeg må runde af nu.

Vil blot nøjes med at fortælle, at Rotterne skal til deres far den 26., og mor skal slappe af. Og den 27. skal vi til julefrokost hos min mor.

Naturligvis igen uden kæresten.

Slut på indlæg. Lidt brat, I know, men det er mit privilegium som blogejer, hehe 😈