Om et upassende forslag

Ja, jeg var jo så til julefrokost i fredags.

Pissefed fest ellers.

Lagde for eksempel ud med at blive headhuntet af skolens mest eftertragtede ungersvend. En stump på sølle 28, som jeg faktisk kunne være mor til. Og det er måske også sådan, han opfatter mig. Han søger i hvert fald mit selskab, men han har også mistet sin egen mor i en ung alder.

"Kom, Mrs. English Teacher," sagde han således insisterende (bortset fra, at han altså sagde mit rigtige navn, for det kender han nemlig). "Du skal sidde ved siden af mig!"

Og sådan gik det. Og de misundelige blikke, der tilsvømmede mig fra mange af de andre damer i selskabet, undgik ikke min opmærksomhed, hehe.

Så sad vi der og hældte snaps på hinanden.

Fuck! Jeg HADER snaps!

Eller ... øh ... 

Nej, faktisk hader jeg ikke snaps. Jeg kan godt lide det. Sådan lidt ligesom jeg også kan lide chili. Den der varme fornemmelse ned igennem systemet, you know.

Mit problem er bare, at jeg får de ondeste tømmermænd af at drikke lortet, og jeg fortryder altid de to gange årligt, jeg udsætter mig selv for det.

Nå, men julemaden blev trykket ind, og så åbnede jeg dansedelen af ballet sammen med min unge damekollega Nanna.

Hun søger mig også. Faktisk er jeg en af hendes yndlingskolleger. Det sagde hun til en sommerfest for et par år siden. 

And I'm deeply flattered :-)

Jeg har en ret dyrebar beholdning af mennesker på mit job, som viser mig respekt. 

Som synes, at jeg er en dygtig lærer og roser mig for mine oplæg om mit internationale arbejde, som jeg har udsat dem for ved et par lejligheder. Som siger, jeg er en god og underholdende formidler. Som synes, jeg er virkelig sjov. Som opfatter mig som et moralsk og anstændigt menneske. Som gerne vil mig.

De får mig til at føle mig som en succes. Og det kan jeg nok have brug for. For jeg har i mange år levet i et ægteskab, hvor jeg følte mig som alt andet.

Og så er der de nye kolleger, der ikke kender mig endnu.

Sådan en var jeg også ude at danse med. Og det gik sådan set fint nok. Indtil damen kom med et forslag.

"Hvorfor prøver du ikke at gå hen og lægge an på en af dem der?" spurgte hun nemlig og gav et kast med hovedet hen imod et bord fyldt med kvindelige kolleger.

Oh dear.

Der skal VIRKELIG en ny, ung kollega til for at stille mig sådan et spørgsmål. Og ret naiv.

For nok er jeg frisk og sjov og buddy med de seje (OGSÅ med de seje). MEN jeg følger også et vist moralkodeks. Som for eksempel byder mig ALDRIG at være min kæreste utro og ALDRIG at lægge an på en kollega.

Og helt ærligt: 

Ville denne unge kvinde nogensinde have kastet en tilsvarende opfordring i retning af en heteroseksuel damekollega i et fast forhold? Altså have bedt hende om at lægge an på en eller anden mand i selskabet og dermed være sin egen mand utro?

Hmmm.

Nå, men jeg kan berette, at fredagens julefrokost også bød på en debut til fruen:

Første runde beer pong. Ever.

En forholdsvis simpel drikkeleg, hvor man skal prøve at få en bordtennisbold til at lande i et af en række plastickrus med øl. Rammer modstanderen et af ens krus, skal man drikke indholdet. 

Egentlig en meget sjov leg ... øh ... hvis man altså ikke begynder at reflektere over, HVOR den fucking bordtennisbold lige har været henne, inden den landede i ens krus. Hvilket i vores tilfælde vil sige på gulvet en hel masse gange og mellem bakteriesovsede fingre på et uspecificeret antal kolleger.

FØJ for satan.

Men nu er det prøvet. Been there, done that, bought the T-shirt.

Nu skal jeg lave spaghetti bolognese.