Sikke dog nogle grimme gloser, jeg kastede omkring mig henne på tanken i fredags. Mens barn 4 sad i bilen og sagtens kunne høre sin i situationen ikke helt forbilledlige mor.
Årsag:
Min fucking lorteyaris er kraftedme umulig at skifte forlygtepærer på!
Pisse diminutive japanerlort!
Motorrummet er SÅ kompakt, at man jo for helvede ikke kan se, hvad man laver, når man skal have afmonteret sådan en motherfucker.
Man står der med sine alt for store østjyske danskerhænder og famler i blinde på trange steder, der kun egner sig til små, fimsede japaneserpølser.
Og har man så endelig fundet det rigtige hul at stikke fingrene i (og det plejer ellers ikke at være et problem, høhø), ja så skal man hive, lirke, vende, dreje, trække, klikke for at liste fætteren ud. Og naturligvis stadig uden at kunne se en kæft.
Fuck altså!
Nå, men miraklernes tid er ikke forbi, og efter et kvarters intenst arbejde med en lydkulisse, jeg ikke er for stolt af, stod jeg pludselig med den lille satan i hånden.
Wuhuuu!
... MEN
... glæden var kort.
For havde jeg troet, at jeg var ovre det værste, tog jeg helt fejl.
Prøv nemlig lige at montere den nyindkøbte satan, du lige har været i butikken og købe formedelst fucking 90 gode danske kroner!
Same procedure as before, men denne gang med behov for en hel del mere præcision.
Oh dear!
Og for at gøre ondt værre blev jeg så pludselig midt i alt mit hårde arbejde og min upolerede sprogbrug forstyrret af en mandsperson.
En ret ung og sådan lidt skidtknægtagtig fyr (i beskidte jeans og en temmelig lurvet pilotjakke) kom pludselig daskende hen til mig midt i mit uhensigtsmæssige sceneri.
Jeg kiggede op på ham og undertrykte en ildevarslende knurren.
Indtil han talte:
"Har du brug for hjælp? Jeg er mekaniker."
"Well, what does it look like, scumbag?!" havde jeg i første omgang lyst til at bjæffe.
Men så gik det rigtigt op for mig, hvad det egentlig var, han havde sagt.
"Jeg er mekaniker."
Og jeg skal dælme da lige love for, at jeg fik fundet det store, indsmigrende smil frem i løbet af nul komma dut. Det var sgu også lige ved, at jeg begyndte at tro på Gud (såfremt han er en kvinde altså).
Hold nu kæft, hvor heldig har man lov at være?!
Åbenbart så heldig, som jeg var i fredags.
Den der skidtknægtfyr var jo i virkeligheden en vildt sød og hjælpsom ung mand, som brugte et helt kvarter af sit liv på at makke videre med min forlygtepære, indtil den sad, præcis som den skulle.
"Næste gang er du velkommen til at komme ud forbi mit værksted på Århusvej," sagde han, mens han lagde sin fikse lille mekanikerlommelygte tilbage i lommen efter endt operation.
"Vi skifter pærer for pærens pris."
Jeg tror nok lige, den mand har skaffet en ny kunde til værkstedet på Århusvej.
Og JEG vil øve mig på ikke at dømme folk på udseendet.
Bum.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar