Det gør mig frygtelig ondt

At alle de uskyldige mennesker måtte af med livet i Paris i fredags. Bedst mens de var i færd med at nyde det. Fredeligt og i formentlig hyggeligt selskab med mennesker, de holdt af.

Og at der nu sidder en hel masse pårørende i den dybeste fortvivlelse og måske slet ikke magter at begribe, hvad det var, der lige skete der. Hvorfor deres elskede venner eller familiemedlemmer så brutalt og brat skulle rives fra dem.

I larmende meningsløshed.

Og islamistisk idioti.

Og ja, jeg ved godt, at ikke alle muslimer er terrorister (jeg underviser for eksempel et par stykker af slagsen, som er gode og hjertevarme mennesker). Jeg ved også, at Koranen ikke specifikt foreskriver terror. 

Men lur mig, om ikke de fleste terrorister er muslimer.

Forfærdelsen er verdensomspændende. I hvert fald i den vestlige verden. Nu har jeg godt nok hørt om steder, hvor man er syg nok til at juble over de frygtelige hændelser i Paris. Men det sker ikke i min del af verden.

Min del af verden er fuld af protester mod den slags vold og brutalitet. Og af tilkendegivelser af sympati for ofrene og deres pårørende.

Der er mindehøjtideligheder, vi flager på halvt på offentlige flagstænger, og pressen flyder over af kondolencer og støtteerklæringer fra mange af verdens ledere. 

Og på Facebook lægger vi et Tricolore-filter over vores profilbilleder.

Eller ... øh ... nu skrev jeg godt nok, at "vi" lægger et filter over "vores" profilbilleder. Derfor denne rettelse: 

JEG gør ikke.

Jeg mener, at vi løber de brutale islamistiske møgdyrs ærinde, når vi giver deres modbydelige terrorhandlinger i Paris så massiv en opmærksomhed.

For er det ikke, præcis hvad de ønsker?

Hvem ville måske gide lave et terroranslag, hvis det blev forbigået i larmende tavshed i medierne verden over? Det ville velsagtens være lidt fesent, skulle jeg mene.

Så jo større opmærksomhed, desto mere succes for møgdyrene. I min optik.

Derfor tillader jeg mig at nøjes med at føle forfærdelsen og sympatien med ofrene indeni. Eller tale om det med dem, jeg omgås. 

(Nå ja, og så skriver jeg lige et lille blogindlæg om det, og det er velsagtens et paradoks. Men sådan må det være.)