Hæsblæsende søndag

Hold kæft, hvor er jeg energisk i dag. Jeg kan blive helt træt blot ved at være i nærheden af mig.

Nu har jeg for eksempel lige grundet hele mit grimme og tidligere halvfjerdserbrune (op i røven med "trendy") køkken. Det er dermed godt på vej til at blive hvidmalet. Nice!

Og om lidt vil jeg gå i haven. 

Ikke fordi jeg nyder at kravle rundt i staudebedene. Det kan jeg faktisk på ingen måde påstå, at jeg bryder mig om.

Men i næste weekend får jeg besøg af ...

... TO HAVEMENNESKER.

YIKES!

Og var det så bare lokale havemennesker, kunne jeg måske have håbet, at de ville ankomme efter mørkets frembrud og tage hjem før solopgang og dermed slet ikke ville se min ret forsømte have.

Men nej, nej. Sådan bliver det ikke.

De kommer helt ovre fra Udkantsdanmark (eller København, som nogle kalder det), og dermed bliver de faktisk hængende natten over.

Jeg glæder mig til at se dem, for de er gode venner, og jeg har ikke været sammen med dem i adskillige måneder.

Men jeg må altså i haven først. Damn. (Og ja, jeg ved godt, at jeg i denne situation er offer for min egen forfængelighed, men denne forfængelighed kan altså somme tider få tingene gjort, så det er velsagtens okay :-))

Inden jeg går i haven, må jeg dog lige en tur i Rema 1000. 

Har som overskuds- og antispeltmor lovet Barn 4 at lave citronfromage i eftermiddag. Det har jeg aldrig før lavet, så jeg føler mig dristig.

Citronfromageprojektet kan jeg takke Dr. Oetker for. Barnet så således i går aftes en tv-reklame for ... øh ... citronfromage (surprise!) fra selvsamme producent og fik dermed en instant craving, som mor altså hellere må gøre noget ved i dag. 

Via pædagogisk fælleskøkkenaktivitet.

Samtidig kan både samfundet, Rema 1000 og jeg naturligvis glæde os over, at jeg åbenbart har avlet en lille reklamestyret mønsterforbruger, som forstår at drive mor væk fra sofaen og ud i butikken. 

Det er i hvert fald ikke hverken min eller barnets skyld, hvis den danske økonomi går i stå.

Nå, men når jeg så har været i Rema, lavet citronfromage og rodet lidt rundt i haven, tror jeg sgu, jeg vil løbe en tur.

For en gangs skyld.

For også med Barn 2 har jeg et projekt kørende. Et større et altså.

Hvis du følger med på Facebook, ved du, at drengen for nogle uger siden kom ud til mig i køkkenet med et fantastisk tilbud:

"Mor, vil du ikke være med i et løb?" lød det således fra ungersvenden.

Vi har tidligere deltaget i et par løb sammen, og det plejer at være ret hyggeligt. Sådan en feelgood mor søn-ting.

"Jo, det kunne måske være fedt nok. Hvad er det for et løb, du har i tankerne?" svarede jeg derfor imødekommende.

"Copenhagen Marathon."

Jaså. 

Sådan et løb er dælme langt. 42,195 kilometer faktisk.

Pis.

Og jeg havde ikke løbet siden sidste jul.

Mere pis.

Men det har jeg så nu. Løbet altså. Jeg begyndte med tre tunge og uskønne kilometer for nogle uger siden. Så tænkte jeg, at jeg altid kunne øge med de sidste 39.

Og hey, miraklernes tid er ikke forbi: Nu er jeg allerede oppe på seks! 

Jeg har således øget distancen med 100 procent. Og det skal jeg kun gøre tre gange mere for at være fit til et marathonløb.

Piece of cake.