Efterårsferie med tudserne

Så gjorde jeg det igen.

Suk.

Tudserne (læs: lebbens aldrende forældre, red.) havde inviteret mig og alle mine fire rotter (læs: lebbens for det meste elskelige børn, red.) på sommerhusefterårsferie. Ved Limfjorden.

Og jeg havde takket ja. 

Mod bedre vidende.

Pis.

Først for sent kom jeg nemlig i tanker om, at hver gang jeg er på familieferie med tudserne, lover jeg mig selv, at det var SIDSTE gang, jeg indlod mig på det cirkus.

Og det løfte holder jeg som regel meget godt ...

... indtil næste gang de spørger altså.

Således også i år.

Så i mandags spartlede jeg Yarisen ud med børn og bagage og vendte kølergrillen nordvestpå. For at slutte mig til tudserne i deres lejede sommerhus.

Og aldrig så snart var vi ankommet, før jeg hensynsløst blev mindet om en af grundene til min lidt lunkne indstilling til den slags ophold.

Det var nemlig pissekoldt i huset.

Min mor er krigsbarn. Og dermed opvokset under knaphed af stort set alt og præget til at mene, at billigt er godt.

Hun har ikke opdaget, at tiderne har ændret sig.

Så ingenting må koste noget. Og det betyder for eksempel, at det eneste rum i sommerhuset, der måtte varmes op her i ferien, var det store opholdsrum.

Derfor var mit og børnenes værelser iskolde, nærmest stivfrosne, helt ind i madrasfjedrene, da vi ankom. 

Not good.

Så jeg tog chancen og vovede at tænde for værelsernes radiatorer.

Not good either.

I hvert fald ikke at dømme efter min mors diskret forpinte ansigtsudtryk, da jeg orienterede hende om min ødselhed.

Men sådan måtte det være. Det havde jeg besluttet. For jeg synes, at enhver hygge forsvinder, hvis man fryser. ME NO LIKE.

Derfor: tudsedisposition overruled.

Min mor indså vist hurtigt, at det var nytteløst at kæmpe imod på omtalte flanke.

Til gengæld fandt hun en anden angrebsvinkel og bekendtgjorde, at det boblebad, sommerhuset var udstyret med, under ingen omstændigheder måtte benyttes. 

Og det samme gjaldt i øvrigt saunaen. 

For vi skulle jo selv betale for el og vand.

Desuden kunne hun i samme åndedrag da lige oplyse, at hun og far ikke havde kunnet finde ud af at tænde for varmen på badeværelset, men altså også var blevet enige om, at det var fint, for så tog børnene og jeg nok ikke så lange brusebade.

Fuck altså!

Nå, men op i røven med det.

Lucifer (læs: rotternes lidet elskelige far, red.) tjener svinsk mange penge og har naturligvis udstyret sin villa med både boblebad og sauna (og dampbad for den sags skyld), så ungerne savner ikke adgang til disse luksusgoder, og jeg kunne også godt undvære. Ganske som jeg plejer.

Nå, men ikke et ord mere om tudsernes sparsommelighed. De har det virkelig ikke godt med ekstravagance. Fred være med det.

Det er en anden sag med min fars alkoholforbrug.

Oh dear :-(

Her på bloggen har jeg ikke lagt skjul på, at jeg har haft en lidt blandet opvækst, fordi min far var alkoholiker.

And guess what:

Det er han sgu stadig.

Og jeg kan leve med det på to betingelser:

1. Han skal IKKE trække mig med i det. Jeg drikker IKKE alkohol klokken ni om morgenen. Heller ikke selv om jeg synes, det er lidt akavet ikke at ville gøre min far selskab, når han spørger. Og jeg ønsker IKKE, at han på noget tidspunkt skal blande mine drinks, for de bliver altid 60% vodka og 40% juice, og de smager ad helvede til.
2. Han skal IKKE forulempe andre. For eksempel skal han ikke irettesætte mine børn, når det sker i fuldskab. For så bliver han så satans upoleret (det ved jeg bedre end de fleste andre). I denne uge sagde han således til min yngste datter, at hun var træls, mens han trak en dyne ned over hovedet på det forskrækkede barn og holdt den der. Det var kraftedeme en ommer, kære far! Og det måtte jeg som ansvarlig mor naturligvis sige til ham. Og det var pisse akavet, folkens :-(

Så ja, det kan være en smule anstrengende at holde ferie med tudserne. Og jeg er egentlig glad for at være hjemme igen.

Men når det er sagt, så må jeg tilstå at være lidt ambivalent. For det er fandme pænt af dem at invitere. Og de gør det i den bedste mening. Og ser man bort fra de små flaws, jeg har omtalt, var det faktisk hyggeligt.

Så jeg siger måske også ja tak, næste gang de spørger.

Øh ...