Tomattyv

OMG, hvor er jeg ved at være mør for i dag. Som en velstegt chateaubriand.

Og aldeles godt tilfreds med mig selv.

For jeg har ryddet op i og rengjort mit drivhus. OG plantet tomater, agurker, chili og melon. 

Med min forholdsvis nyindkøbte forstadsvilla fulgte nemlig en kæmpehave på 1200 kvadratmeter og så altså ovennævnte drivhus.

Og jeg har aldrig rigtig haft have før, så der var dælanedme et par småting at sætte sig ind i.

Men nu ved jeg så, hvordan man betjener et drivhus. Ganske vist efter kyndig vejledning fra tudserne (læs: fruens aldrende forældre, red.), der har været her hele dagen. Men alligevel tør jeg godt føle mig en kende frelst over dagens hortonomiske præstation.

Mine nyplantede tomater leder imidlertid tanken hen på en ganske anden historie, som også har med tomater at gøre, men som er knap så feelgood.

Og da jeg jo lige har skrevet om en helt fantastisk service i Rema 1000, kan jeg jo lige så godt fortsætte inden for nogenlunde samme tema og rette et sønderlemmende verbalt stokkeslag mod Kvickly.

Her har jeg nemlig haft alle tiders rådne indkøbsoplevelse:

Jeg var ret fast kunde i butikken. Og jeg havde i tidens løb lagt rigtig mange kroner i deres kasse, for det var blevet en rutine at handle i Kvickly, og som mor i en storfamilie, købte jeg altid stort ind.

Den dag havde jeg taget en bakke tomater. Det var sådan en åben papbakke. Af mærket Kathrine og Alfred. Som stod på skrå i et ... nå ja ... skråt ;-) display i grøntsagsafdelingen.

Og, God forgive me, men jeg vidste jo ikke bedre. Så jeg tog altså den bakke, der så ud til at indeholde flest tomater.

Suk.

Set i bakspejlet skulle jeg selvfølgelig have været opmærksom på, at tomater i åbne bakker på et skråt display altså kan rulle. Og at der således måske var tilrullet en tomat til MIN bakke, uden at nogen havde fanget den og bragt den hjem igen.

Men sådan tænkte jeg ikke. 

Og det blev skæbnesvangert. For da jeg nåede frem til kassen og skulle betale dagens vognfuld varer, stivnede kassedamen pludselig midt i en bevægelse og sendte mig et blik. Et lidt ildevarslende et af slagsen. 

"Du har da vist fået lagt lovlig mange tomater i den bakke," lød det derpå fra damen.

Shit! 

... LAGT lovlig mange tomater i den bakke? Jeg havde sgudda ikke lagt nogen tomater i nogen bakke. Jeg gør mig altså ikke til tyv for en tomat. Men det var det, der pludselig stod stramajbroderet med store, tydelige bogstaver på ryggen af mig: TYV. Og jeg blev temmelig bevidst om alle de mennesker, der stod i køen bag mig.

"Øh ... naah ... jeg tog nu bare den bakke, der så bedst ud," forsøgte jeg og må have set lidt ynkværdig ud. 

Men forgæves.

Damen havde øjnet en potentiel triumf og fandt en køkkenvægt frem.

"Der står på bakken, at der skal være 500 gram i." 

Jeg kunne høre på hendes selvsikre tonefald, at uanset hvor mange bønner jeg sendte til himmels om, at tomaterne var letvægtstomater, ville der nok være mere end 500 gram i bakken, når hun et øjeblik senere satte den på vægten.

Og ganske rigtigt: 570 gram. 

Den totale ydmygelse :-(

Damens reaktion faldt prompte: 

"Ja, den går jo ikke," sagde hun.

Så sendte hun mig et lidt hoverende blik, stak en hånd i tomatbakken og fjernede en tomat og ringede så efter en medarbejder fra grøntafdelingen for at få tomaten hentet ved kassen og bragt på plads.

Hvad hun ikke havde tænkt på var imidlertid, at det blev en temmelig dyr tomat for Kvickly. 

En adskillige-tusind-kroner-i-tabt-fremtidig-omsætning-for-nu-gider-jeg-ikke-handle-i-Kvickly-mere-tomat faktisk.

Bum.