Jeg ligger jo i flytterod, you know. Og husistandsættelse.
Og hver dag kommer tudserne (læs: fruens aldrende forældre, red.) ridende ud til mit nye forstadshus i deres fornuftige, driftsikre Passat for at give en hånd med spartling og maling og gardinsyning og gulvlægning.
Så går vi der og hygger, vi tre (og jeg har konstateret, at tudser åbenbart holder den kørende i nøjagtig en time og femogfyrre minutter på en køleskabskold pilsner, haha).
I forgårs ringede barn 3 så til mig, mens jeg var på vej i Bauhaus efter forsyninger til ovennævnte entreprenørprojekt:
"Mor, jeg kommer lige ud i huset og leder efter min lader," lød det.
Det skal lige indskydes, at barn 3 er 16 og enormt irriteret over den bagatel, at jeg har pakket opladeren til hans nyindkøbte computer i en af mine uhyrligt mange flyttekasser...
... og ... øh ... glemt hvilken.
Hysteriske barn.
"Okay, skatter, det gør du bare. Jeg er altså ikke i huset lige nu, men mormor og morfar tudser rundt derude, så du kan bare gå ind."
Jepper, sådan sagde jeg muntert til min søn uden at spekulere et sekund på, at der faktisk ligger TING i mine flyttekasser, som det er bedst, at min søn og mine forældre i skøn treenighed IKKE støder på i mit fravær.
Og heller ikke i mit nærvær for den sags skyld.
Som for eksempel min ret nye dildo.
Hvilket jeg med rædsel kom i tanker om, i samme øjeblik jeg afsluttede telefonsamtalen med sønnike.
PispispispisPIS!
Åh, haha, hvor kunne det være blevet akavet.
Men det blev det heldigvis ikke :-)
Opladeren har ganske vist ikke materialiseret sig endnu.
Men det har dildoen heller ikke.
Phew!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar