fredag den 8. august 2014

Jeg skulle nødig forveksles

"Hvorfor står der LSBN på din T-shirt?" kom det fra Ladyens søn forleden morgen.

"Det betyder lebbe," sagde jeg og ... øh ... svarede dermed slet ikke på hans spørgsmål.

"Jamen, hvorfor står der så lebbe på din T-shirt?" forsøgte han videre.

"For ellers kan folk jo ikke SE, at jeg er lebbe. Jeg skulle jo nødig forveksles med en heteroseksuel."

Høhø.

Ej, spøg til side. Jeg har ingen problemer med heteroseksuelle. Jeg kender flere, der er det. Heteroseksuelle altså. Og det siger jeg ikke bare for at fremstå tolerant. 

Jeg synes faktisk, det er flot, at de tør stå ved, hvem de er ;-)

Som nu for eksempel skolesekretæren på den skole, hvor jeg arbejder. HUN er hetero. Og hun havde helt klart ikke spottet, at jeg er homo. 

Hvordan rygtet kan være sivet uden om kontoret, ved jeg ikke. Måske er det det med mine fire børn, der har vildledt hende.

I hvert fald var det morsomt, da jeg, samme dag som ovenfor, løb på hende i lærerkøkkenet, og hun lænede sig lidt frem imod mig og nøje studerede de fire bogstaver mellem mine bryster.

"Hvad betyder det?" spurgte hun interesseret.

"Det betyder lesbian."

Hun hørte mig tilsyneladende ikke rigtigt i første omgang. Enten det, eller også var oplysningen bare FOR usandsynlig til rigtigt at synke ind.

"Øh, hvad?" sagde hun dybdeborende.

"Lesbian."

Og så var det, som om tiøren faldt.

"Æh ... (fjamske, fjamske) Nåååh ... (mere fjamske) Men ... øh ... jeg må vist tilbage til kontoret."

Og så vimrede damen ud af køkkenet og forsvandt.

Haha, jeg får da fuld valuta for min T-shirt :-D

Ingen kommentarer:

Send en kommentar