Har lige tværet Oscars far ud. Hehe.
Ikke at vi sådan officielt var i nogen form for kamp altså.
Og så alligevel.
Ser du, sagen er den, at min yngste datter spiller på samme basketballhold som Oscar, og da der er træning tirsdag og torsdag, er vi altså en flok forældre, der tilbringer en stund i hallen på disse dage, mens vores afkom spiller bold med hinanden.
Og netop i dag havde jeg så i al min sprudlende friskhed besluttet, at jeg lige så godt kunne bruge tiden på en løbetur i omegnen. Nu er jeg godt på vej til at opbygge en helt enestående god form, da jeg løb både i forgårs og forrige mandag efter at have holdt bekvem vinterpause siden august.
Oscars far havde truffet samme brillante beslutning og tog hul på sin løbetur i nøjagtig samme sekund som jeg.
Inden vi satte af sted fra hallen, nåede vi lige at veksle et par ord. Jeg fortalte, at jeg havde tænkt mig at løbe en femmer: ud til parken, tre runder af den yderste parksti og tilbage igen.
Oscars far nikkede.
Øh ... nærmest indforstået, syntes jeg.
Hvad fanden mente han mon med det? Jeg havde absolut ikke tænkt mig at følges med Oscars far, hvis det var det, han troede. Og endnu mindre havde jeg tænkt mig at løbe om kap med ham.
"Ja, det er jo første gang i tre år, at jeg løber," sagde han. "Men man kan jo lige så godt udnytte tiden, mens ungerne træner."
"Ja, det kan man," svarede jeg. "Og så er det for resten kun tredje gang siden sidste sommer, at JEG løber."
Han skulle sgudda ikke komme der og påstå, at han var i dårligere form end jeg. For hvad så, hvis han vandt det kapløb, som jeg klart følte var under opsejling?
Så ville han jo have ubeskåret håneret. Sådan lidt usagt altså. Men alligevel.
Nå, men vi satte i gang, og omgående blev fruen sat eftertrykkeligt på plads. Min uofficielle modkombattant accelererede, så hans løbesko næsten afsatte rygende gummiaftryk på fortovet. Og det lykkedes ham at holde en imponerende kadence helt indtil Shell-tanken 200 meter ude ad ruten.
Så gik han i stå.
Indtil jeg med min forholdsvis utrænede kvindekrop og i mit jævne luntetempo var nået næsten op på siden af ham.
Så satte han i gang igen. Han er jo fuld af testosteron, så jeg tænker, det var et spørgsmål om ære.
Så gik han i stå.
Indtil jeg næsten var oppe på siden af ham.
Og på samme uskønne facon gentog historien sig, til vi til sidst nåede frem til parken. Jeg i et adstadigt, men dog stabilt tempo, og han i en mere fragmenteret stil.
Vi valgte hver sin vej rundt i parken. Det var øjensynlig et bevidst strategisk træk fra Oscars fars side. For det første ville det måske synes lovlig åbenlyst, at vi løb om kap, hvis han valgte nøjagtig samme rute som jeg, og for det andet ville han afskære sig selv fra at snyde. Han var nemlig ved at være stegt, kan jeg så fortælle.
For eksempel så jeg da godt, at han valgte den inderste og noget kortere sti rundt.
Jeg så også, at han på et tidspunkt måtte have fået et akut behov for at standse og lave strækøvelser.
Og endelig ringede hans telefon "tilfældigt" to af de gange, vi løb forbi hinanden. I samme sekund faktisk. Og begge gange valgte personen i den anden ende øjensynlig at knalde røret på, så snart Oscars far var standset op for at besvare opkaldet.
Jeg tør til gengæld æde mine vandrestøvler på, at begge opkald var rent og ufortyndet skuespil, der skulle skaffe en mundfuld tiltrængt luft til hans hårdtarbejdende lunger.
Jeg nåede naturligvis tilbage til hallen, temmelig lang tid før Oscars far kom vaklende med tungen hen ad gulvet.
Haha, total victory.
Næste gang tænker jeg, han vælger en anden løberute end min.
Eat dirt, sucker!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar