Noget, jeg ikke er for stolt af

En tilståelse:

Jeg har engang spildt sundhedsvæsenets tid på en utrolig barnlig måde. 

Jeg var ikke helt så barnlig som de læger, der for nylig iværksatte en aktion, som vel nærmest gik ud på at blokere akuttelefonen med falske opkald.

Men næsten.

Se, sagen var den, at jeg efter mange oplevelser af ensartet tilsnit var blevet lidt træt af telefonsamtaler som denne:

(Forestil dig, at jeg sidder med et sygt barn på skødet og ringer til lægevagten.)

"Det er lægevagten. Goddag."

"Goddag. Du taler med ..."

"Personnummer!"

Satans til frækhed, at vagtlægerne ikke en gang havde tid til at høre mit navn, før de bad om mit barns personnummer. 

Så kan man spørge sig selv, hvorfor de mon var så ivrige efter at få oplyst sådan et skide nummer, at de uden videre tilsidesatte al dannelse?

Og svaret er, at patientens personnummer udløser en sum penge til lægen. Derfor.

Men så er det altså bare, at jeg bliver UTROLIG irriteret. Der er fandme ikke meget anstændighed over så ubehøvlet en adfærd. 

Derfor indledte jeg en dag min egen vendetta, så man i den efterfølgende periode kunne høre følgende dialog udspille sig, når jeg ringede til lægevagten:

"Det er lægevagten. Goddag."

"Goddag. Du taler med 120672-1738."

(Derpå holdt jeg en indstuderet lille kunstpause, mens jeg i røret kunne høre lyden af lægens grådige fingre, der tastede mit personnummer ind i computeren. Og så fortsatte jeg med at tale.)

"Det drejer sig om 080204-1445."

(Hvorpå lægen måtte ulejlige sig med at slette mit nummer og indtaste mit barns.)

HA! Gotcha, dumb motherfucker! Totally feelgood.

Og således udrettede jeg fire ting:

1. Jeg fremstod dummere, end jeg er, når jeg tilsyneladende ikke vidste, at det er patientens personnummer, man skal oplyse, og ikke hans mors. 
2. Jeg forhalede ekspeditionen af mig selv. 
3. Jeg spildte lægernes tid. 
4. Og gjorde dem i samme hug mega vrangvillige og lige så irriterede på mig, som jeg havde været på dem. 

SÅ flot altså!