Jeg har ikke glemt dig, kære bloglæser ...

... men jeg har fandme noget at se til for tiden.

Dels er vi i fuld gang med planlægningen af næste år på skolen, og dels står 9. årgangs afgangsprøver og ånder os lige ind i synet. 

Jeg skal således have to klasser op i mundtlig engelsk, og det indebærer en hel del opgaver for mig. 

Prøverne er nervepirrende, men det bliver også spændende at se, om mit arbejde med klasserne har båret frugt.

Kryds venligst fingre for et snit, der rigtig sparker røv!

Og privat veksler jeg som altid mellem hverdage med Rotterne i forstadsvillaen og forlængede weekender hos Ladyen. 

I weekenderne hos Ladyen får jeg aldrig rigtig skrevet blogindlæg. Dertil er min tid med hende for knap.

Og i hverdagene er jeg somme tider så sent hjemme fra job, at min samvittighed forbyder mig at sætte mig ved computeren, når jeg stadig har to børn til låns.

For til låns er de. Inden jeg får set mig om, flyver de ud af min hverdag med overlydsfart. For good. 

Derfor må jeg også nøjes med at skrive et kort lille indlæg i dag. Var sgu først hjemme efter seks.

Damn!

So thank God for ...

... dybfrostfrikadeller og færdiglavet kartoffelsalat fra Rema 1000, nammenam ;-)

Nå, men gotta split. Barn 4 trænger til sin mors opmærksomhed.

Mere skal der ikke til

Sikke en skøn dag!

Det regner ganske vist her, hvor jeg er.

Og dagen er også lidt lang. Slutter med teammøde, når eleverne er sendt hjem klokken 15.

Så har jeg været gårdvagt, og det er ikke min hofdessert at gå rundt derude i møgvejret og løse konflikter, når jeg kunne have siddet over min madpakke på lærerværelset.

Begynder desuden at blive lidt nervøs for, at min ene klasse skal trække mundtlig tysk til afgangsprøven, når der er udtræk næste mandag, for jeg kan næsten ikke vride et ord ud af dem i tysktimerne, og jeg er bange for, at det ville blive en jammerlig ynk til en eventuel prøve.

Faktisk vil jeg næsten hellere have ild i håret end føre de ordknappe englebasser op til prøve i mundtlig tysk.

Men det er fandme en skøn dag alligevel.

Årsag:

Følgende dialog, der udspillede sig i skolegården, hvor jeg, mens jeg var gårdvagt, mødte en pige fra den 8. klasse, jeg har til engelsk:

"Hej Mrs. English Teacher," sagde pigen (bortset fra at hun altså brugte mit rigtige, borgerlige navn). "Er det ikke dig, vi skal have i næste time?"

"Jo," svarede jeg, "det er det lige præcis."

Hvortil pigen lyste op i et stort smil og gav mig det svar, jeg allerhelst ville høre:

"YES!"

For mere skal der ikke til for at løfte min dag fra 4 til 10.

Så ukompliceret er jeg.

Bum.

Biblioteksafgiftsdag

Hehe.

Normalt er jeg ikke fan af afgifter.

Biblioteksafgiften er dog en undtagelse. Netop denne afgift udmærker sig nemlig ved at flyde den rigtige vej: fra staten til ...

... MIG.

Woop, woop!

Jeg har oversat cirka 70 stykker litteratur fra engelsk til dansk for alle de største forlag i landet. Og det udløser altså en pæn bibliotekssum hvert år.

Den kom til udbetaling i går :-D

Og da penge aldrig får lov at ligge og mørne her hos mig, er jeg allerede i færd med at bestille en feriebolig i Bretagne i sommerferien.

Bum.

Der har jeg ikke været, siden Lucifer og jeg næsten cyklede derned med telt og luftmadras i sommeren 92.

Næsten.

For planen var at cykle til Bretagne. Men så blev vi sgu hængende på invasionskysten i Normandiet i stedet. 1800 kilometer i regn og modvind var ligesom nok.

Nu vil jeg gøre arbejdet færdigt. Tror dog, jeg tager Yarisen derned i denne omgang. Så er det også nemmere at få alle fire Rotter med.

Så fik man sgu lige prøvet det med

Du kender forhåbentlig ikke situationen:

Det er dagens sidste time. Du står ved tavlen i 9. klasse og er ved at undervise englebasserne i tysk. I er alle lidt trætte og glæder jer kollektivt, til de sidste 20 minutter af timen er gået.

Ud ad højre øjenkrog får du øje på en elev. Som sidder og sigter på dig med en spændt elastik.

Det er selvfølgelig lidt irriterende, for så ved du, at han ikke har fokus på det, du er ved at undervise ham i. Men du tænker ikke nøjere over det. For du ved også, at han aldrig kunne finde på at fyre elastikken af.

Han fyrer elastikken af.

Og den rammer dig lige i synet.

Shit.

Nu har han forrykket den kosmiske balance i klasserummet. 

Ser du, der er og SKAL være et ulige magtforhold mellem lærer og elev. Det ligger i sagens natur.

Og når en elev foretager så stupid en handling som at angribe dig fysisk (også selv om det bare er med en lille elastik), ja, så må du som lærer reagere. 

For du har lige tabt ansigt. Det ligger og kvabber rundt et sted på gulvet, og du er nødt til at have det samlet op så graciøst som muligt.

Du føler dig ydmyget og vred, men hvis du viser det for tydeligt, vil episoden blive til samtaleemne på årgangen, og det ønsker du ikke.

Du klarer heldigvis situationen professionelt. 

Med alvorlig og behersket stemme sender du ungersvenden ud på gangen til 20 minutters refleksion. Uden iPad, mobiltelefon eller andre distraktioner.

Så kan han lære det.

Og det gør han også. I en grad så du får en uforbeholden undskyldning, da du taler med ham efter timen.

Sådan en får du også af drengens mor, da du har skrevet til hende i kontaktbogen på intra og orienteret hende om episoden. So far, so good.

Men hvorfor helvede skete det overhovedet?!

Jeg ønsker mig respekten for lærerne tilbage.

Bum.

Om selvmedlidenhed

Det har jeg masser af lige nu. Selvmedlidenhed.

Hulk.

Du kender sikkert situationen:

Du har været i dit morgenbrusebad. Og kommer så til at lave en fejl. 

En GIGAfejl: 

Du tørrer dig i dit håndklæde.

En dum handling. Med et skæbnesvangert resultat. 

Til at begynde med bemærker du kun et enkelt lille stik af smerte. Og du har ganske vist bange anelser, for du har førhen oplevet lignende småsmerter. Og nogle gange er det blevet ved skrækken. Mens det andre gange er gået galt.

Du håber inderligt på den version med skrækken.

Men dine bange anelser forstærkes, da du minutter senere skal tage strømper på, og du mærker smerten igen. Endnu ikke nogen stærk smerte. Men ildevarslende, fordi du har erfaring.

Du skal også have sko på den dag.

Og ...

Oh no.

:-( 

Could it be ... ?

Og ja.

Det kunne det så.

PIS:

Et back attack. Endnu et. 

Oh my god.

Jeg skylder nye læsere at fortælle, at jeg er velsignet med nogle enestående rygstykker. Som rigtig har forkælet mig. 

Med TO FUCKING DISKUSPROLAPSER.

For det meste ligger disse prolapser nærmest i dvale. 

Så er jeg frisk. Og løber halvmarathon. Og danser til alle de fantastiske popsange, der fosser ud af radioen i mit køkken. Og tonser rundt i haven.

MEN.

Somme tider. 

Suk. 

Somme tider gør jeg noget vildt og dumt. Som for eksempel at tørre mig med mit håndklæde efter mit morgenbrusebad.

Eller ... øh ...

Nej ... vel?

Det er sgu hverken vildt eller dumt. Det er en helt almindelig, harmløs dagligdags handling.

Og alligevel vælger mine idiotiske rygstykker, at netop denne handling GODT NOK er en tand for meget. DET kan jeg simpelt hen ikke byde dem. Det er for GALT!

Så de står af.

Bum.

Sidste gang stod de af fra december 2014 til juni 2015. Et helt fucking halvår. Med fuldstændig ulidelige smerter. Så jeg ikke sov om natten, men til gengæld græd mig i tøjet hver morgen.

Jeg græd mig også ind og ud af bilen, når jeg skulle til og fra arbejde. I en grad så forbipasserende kolleger blev melhvide i ansigterne af bekymring.

Jeg kan ganske enkelt ikke beskrive i malende vendinger nok, præcis hvor ondt det gør.

Men jeg prøver selvfølgelig alligevel:

Forestil dig, at du aldrig kan finde en position, der er smertefri. Hverken lodret eller vandret. Aldrig.

Forestil dig, at du ikke kan vende dig i sengen uden næsten at skrige af smerte, fordi nogen står og jakker den ene issyl efter den anden i ryggen på dig. Og at du derfor ikke på noget tidspunkt når helt ned i den gode, dybe søvn.

Forestil dig, at du IKKE EN GANG KAN TAGE EN FUCKING INDÅNDING uden smerte. (Hvor mange gange trækker man mon vejret om dagen? MANGE, if you ask me!)

Forestil dig at være rystende angst for at skulle nyse eller hoste.

Og forestil dig så lige, at det sortner for øjnene af dig på grund af ... jep, rigtigt gættet: smerte. Når du sidder på tønden og forsøger at tørre dig. Og at du er særligt bange for at besvime lige der, fordi du har låst døren.

Det er SÅ modbydeligt. Og sidste gang måtte jeg udholde det i seks måneder.

Nu er den så gal igen. Der er heldigvis gået næsten et år. Men for satan altså.

Jeg er grædefærdig.

Det påvirker mit humør at skulle leve i smerte 24/7.

Og det værste er, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal undgå disse attacks. Det er jo helt almindelige handlinger, der udløser dem. 

Og det værste er også (hvis der altså kan være TO ting, der begge er værst ;-)) at jeg ikke ved, hvor lang tid der vil gå, før jeg er frisk igen. Erfaringen siger mellem tre og seks måneder.

Og inden en velmenende fysioterapeut skriver gode råd til mig:

Jeg har været ved læger. Ved fysioterapeuter. Jeg er blevet scannet. Blevet røntgenfotograferet. Har fået massage. Varmebehandlinger. Kuldebehandlinger. Akupunktur. Strømbehandlinger. Masser af smertestillende præparater. Jeg laver syv forskellige ryg- og maveøvelser (når jeg husker det). Og sørger for at holde mig i gang - for eksempel ved at tage på arbejde hver dag og gå lange ture med Ladyen.

JEG GØR ALT DET RIGTIGE.

Og lige meget nytter det.

Hulk.

Søndag

Ikke den fedeste søndag i verdenshistorien.

Er stadig syg, og det er noget pis. 

Dels fordi det næsten altid er i ferier eller weekender, jeg lægger mig. Og dels fordi jeg er NØDT til at møde på job i morgen tidlig, også selv om jeg formentlig endnu ikke er rask.

Det lyder idiotisk, I know. At jeg ikke har tænkt mig at lytte til krop og helbred. I min optik er det er ikke heroisk at møde op og smitte andre. Og jeg får sgu heller ikke noget skulderklap for det.

But WHY then?

Jo, jeg gør det af ren pligtfølelse. Mandag betyder fire tysktimer på 9. årgang. Vi er endnu ikke nået igennem pensum. Og der er tre ugers reel undervisning tilbage. Såøh ...

Søndag er heller ikke fed, fordi Barn 4 på 11 savner nogen at lege med. Og der er sgu aldrig rigtig nogen, der ringer og spørger, om hun har lyst. 

Det er lidt synd. Og det er lidt mærkeligt. For det er ikke, fordi hun ikke har gode veninder. Hun har tit nogen med hjem fra skole. 

Men jeg tror bare, at hun selv er så god til at opsøge legeaftalerne, at andre måske ikke tænker på at spørge den anden vej. Eller også er det hendes status som delebarn, der får andre børns forældre til at mene, at det er besværligt at kontakte os, når de ikke ved, om hun tilbringer weekenden hos mig eller Lucifer.

I hvert fald er det øv, at det altid er hende, der skal tage initiativet. Nu er hun cyklet hen til en veninde for at banke på.

Hendes dag bliver i øvrigt ikke bedre af, at det er kødfri dag, muahahaaah. Tænker dog, at jeg vil forsøde den med disse motherfuckere:

De skal sgu nok falde i god jord. Og så tænker jeg, at de blomkålsfrikadeller, jeg har på tegnebrættet, også nok skal glide ned ;-)

Nå, men jeg vil sætte i gang. Tror, jeg vil begynde med to Pamol. Og så står den ellers på oprydning, opvask, tøjvask, støvsugning, indkøb og gødning af 800 kvadratmeter mosinficeret græsplæne.

Hvor er det fedt med sådan en sygedag, hvor man rigtig kan tage den med ro.

Lørdag

Endelig weekend! Efter en lang firedages uge ;-)

Indledte fridagene i går aftes ved at invitere smukke Barn1 og Tyskeren (læs: fruens prøjsiske svigersøn, red.) hjem til middag. 

Moussaka, nammenam!

Følte mig eventyrlysten og tænkte, jeg ville prøve en ny og spændende opskrift med både rødvin, sukker og kanel på ingredienslisten.

Fuck.

Det blev så til en bizar moussaka/gløgg-fusion, der var lidt svær at elske.

Nå, men det er nogle pæne og høflige børn, jeg har avlet, så der blev spist op. Og skyllet efter med en dejlig italiensk rødvin.

Havde så planlagt, at vi kunne kigge lidt på sommerferieboliger på nettet. 

Jeg vil invitere alle Rotterne + Schwiegerratte et eller andet sted hen i sommerferien. Vi skulle bare beslutte hvilket land, vi kunne tænke os at rejse til, og så hyggesurfe lidt på ferieboligsiderne. En dejlig ting at bruge tiden på sådan en fredag aften :-)

So far, so good, og stemningen var skøn og sommeragtig.

Altså lige indtil det gik op for mig, at Lucifer (læs: fruens eksmand, red.) og jeg har talt forbi hinanden om fordeling af uger i børnenes ferie. 

Fuck igen.

Eller ... øh ... "talt forbi" er måske en lettere omgåelse af sandheden. 

Faktisk forholder det sig sådan, at Lucifer og ambassadørdatteren (læs: eksmandens nye frille, red.) begge har meldt ferie på deres respektive arbejdspladser uden at konferere med mig.

Og jeg kan ikke selv ønske ferieuger. Jeg har ferie i uge 27-30, og det er ikke til diskussion.

Lucifer ville gavmildt lade mig have børnene i uge 30 og 31.

Øh ...?

Så pludselig pegede nålen i retning af, at jeg ville få fucking EN sølle uges ferie med børnene. Og i den anden af de to uger, hvor de skulle være hos mig, ville jeg skulle på arbejde.

Hrmpf!

Nå, men det tog selvfølgelig spidsen af lyksaligheden i går aftes.

Nu er det heldigvis lørdag. 

Og jeg har lige haft Lucifer i røret. 

Efter jeg er gået fra ham, har jeg fået mod til at sige fra og forlange nogle ting. Venligt, men bestemt. (Som for eksempel bede om ret og rimelighed i sommerferien.)

Det har jeg aldrig turdet før. Han er en skræmmende modstander. Manipulerende og pissegod med ord, og det var mig, der blev den lille i ethvert opgør.

But guess what: Miraklernes tid er ikke forbi, hehe. 

Så jeg FÅR sgu mine to uger med Rotterne. Og nu skal vi bare vælge mellem Frankrig og Italien.

Skønne lørdag :-D

Øh ... bortset fra at Ladyen må have smittet mig, da jeg var hos hende i sidste uge, og hun var syg. 

Ondt i halsen. Ondt i hovedet. Tung i kroppen Tungere i kroppen end normalt. Formentlig snot på vej.

Halleluja.

Og fuck igen.