torsdag den 13. april 2017

Om sexchikane ...

... eller hvad jeg nu skal kalde det.

For jeg er faktisk lidt i tvivl. Så jeg har googlet ordet.

Arbejdstilsynet skriver:

"Der er tale om seksuel chikane, når en person regelmæssigt og over længere tid - eller gentagne gange på grov vis - udsætter en anden person for uønskede handlinger af seksuel karakter, som vedkommende opfatter som krænkende."

So far, so good.

Og nu til et dilemma:

Jeg tror, at jeg måske bliver udsat for noget sexchikaneagtigt på jobbet. Øh ... eller også gør jeg ikke. I hvert fald tror jeg, at det nærmest er utilsigtet. Måske. Men det er helt klart krænkende. 

Sorry, jeg er ikke særlig klar i spyttet lige nu. Men jeg er usikker, fordi jeg aldrig har prøvet det før.

Og jeg aner faktisk ikke, hvad jeg skal gøre ved det.

Historien:

Jeg har en kollega, som vi jo kan kalde Ingolf. 

Ham har jeg omtalt i et andet indlæg. I det indlæg skrev jeg, at Ingolf til et møde for nogen tid siden holdt en kagetallerken med en stor klat kagecreme op under næsen på mig og foreslog, at jeg da lige kunne slikke klatten af med min frække lille tunge. Du kan læse indlægget her.

I sidste uge holdt vi møde igen. 

Denne gang brillerede Ingolf ved at hævde, at han da godt lige gad have adgang til min smækre krop i et kvarters tid.

Shit.

Jeg mindede ham om, at jeg jo på ingen måde er til mænd, og tilføjede, at han måtte være superoptimist, hvis han virkelig troede, at han havde en chance der.

Jeg fik det til at lyde lidt kækt, men indeni var jeg rystet. Hvorfor siger han sådan noget til mig? Det er ydmygende.

Til gengæld er det ikke det eneste, han har sagt. 

Han antydede også en dag, at han ville give mig et klask i måsen. Hvorpå JEG vendte måsen ind mod væggen. Hvorpå HAN til gengæld holdt sine hænder alt for tæt op foran mine bryster og sagde, at jeg jo også havde lidt foran.

Damn! Hold nu kæft, hvor han invaderer mit space, den mand!

But WHY? Han er en forholdsvis reflekteret mand. I almindelighed well-behaved. Og jeg er så vidt vides den eneste, han er så "fri" overfor.

Jeg har tænkt lidt over det og er nået frem til følgende:

Ingolf mangler social kompetence. Han vil gerne være med på den lidt sjove tone, vi andre bedriver indbyrdes. 

Byder nogen mig en banan fra frugtkurven på lærerværelset, kan jeg for eksempel godt finde på at sige: "Nej tak, jeg er færdig med bananer."

Okay, den er måske lige på grænsen. Men kollegerne synes, at det er ret sjovt. 

Og Ingolf vil gerne være med på jargonen.

Han ved bare ikke, at HANS bemærkninger ikke er sjove.

Suk.

Desuden tror jeg, at han føler, det er okay at sige klamme ting til mig, fordi jeg er homoseksuel. For ingen ved deres sansers fulde brug vil vel tro, at han mener dem alvorligt.

Men er det virkelig okay?

Har han grønt lys til at sige hvad som helst til mig, bare fordi ingen vil tro, at han mener, hvad han siger?

Det har han vel ikke, hvis jeg bliver negativt påvirket af det. Siden vores sidste møde er jeg således gået i en stor bue uden om manden.

Og det skal stoppe, skal det.

Nu er problemet så, at jeg ikke har lyst til at håndtere det, som jeg ved, jeg bør.

For næste gang det sker, må jeg sige fra i vendinger, der ikke kan misforstås. Og jeg vil næsten hellere have ild i håret end føre sådan en samtale.

Fuck.

Vi har selvfølgelig også en arbejdsmiljørepræsentant, som jeg kan gå til. Men det betragter jeg altså som ANDEN fase. For i givet fald skal der vel skrives en eller anden underretning, som kan ende med noget snavs for Ingolf. Og det ønsker jeg ikke.

Det er de to muligheder, jeg kan se.

Så byder al anstændighed mig ikke, at jeg siger direkte fra over for manden først?

Eller ... øh ... sagde jeg TO muligheder? Well, teoretisk set er der vel også en tredje:

Jeg kan affinde mig med det. Bare lade ham tro, at han er sjov. Historisk set er det ikke småting, jeg har affundet mig med. Så måske bare lukke øjne og ører, lade være med selv at fyre småsjofle bemærkninger af og vente til hans anfald går over.

Jeg går i tænkeboks (og det har jeg rig lejlighed til i disse dage, hvor jeg naturligvis tilbringer påskeferien med feber og snot).

Take care.

2 kommentarer:

  1. Nej. Det er ikke OK. Jeg var en gang ude for noget lignende og bestemte mig til at udtrykke min ærlige undren, så da vi talte om placering af en opslagstavle, og han gav sig til at tale om placering af min røv, sagde jeg noget i retning af: "hvad er det du laver? Vi andre taler om en opslagstavle". Og da han fortsatte "...jeg taler stadig om opslagstavlen". Det fik ham til at holde op.
    Jeg håber, du slipper lige så nemt om ved det.
    Vh Dorte

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Dorte

      Hvor er det rart at høre, at jeg ikke står helt alene med at møde den slags lumre bemærkninger :-)

      Jeg tror, jeg vil afvente, at det sker igen (for det gør det sikkert), og så vil jeg finde en måde at sige fra på, som ikke bringer manden i forlegenhed. Ligesom du gjorde.

      Skal jo helst kunne samarbejde med ham i fremtiden.

      Mange hilsener
      Dropsene

      Slet