lørdag den 15. april 2017

Employee of the Year

Jeg må være en stærk kandidat til titlen. Hvis altså offentligt ansatte nogensinde vandt den slags anerkendelse.

I hvert fald er jeg pissedygtig til at lægge mig syg UDEN FOR ARBEJDSTIDEN. Som for eksempel i weekender. Og ferier. 

Som for eksempel fucking PÅSKEFERIEN.

Hrmpf!

Oh dear.

Nå, men det er altså business as usual i denne ferie.

Lagde ellers ud med ret høj cigarføring og lejede et hyggeligt sommerhus i Skagen af en kollega, som har et ... øh ... hyggeligt sommerhus i Skagen.

Og så spartlede jeg forrige fredag Yarisen ud med alle fire Rotter, gode bøger og brætspil og daffede nordpå.

Jeg er vild med Skagen.

Det er så pissefint i Skagen.

Og Rotterne elsker disse familieture, og jeg får en enorm street credit hos dem alle, når vi er deroppe ...

... for MUTTI KENDER ISDAMEN.

Hehe.

Og denne isdame er ikke sen til at tilbyde en gratis kugle eller to i bæger eller vaffel efter eget valg.

Søndag kom Tudserne (læs: fruens aldrende forældre, red.) til frokost.

I bedste sociale familiestil havde Rotte 1-4 + Die Mutterratte hver valgt en ting til frokostbordet. 

Så det blev til både lun leverpostej med bacon, pølser i svøb, fiskefrikadeller fra et af de smukke fiskehuse ved havnen og en urgammel skæreost, der var så våd, at den næsten kunne krybe op på tallerkenerne af sig selv (våd på den fede måde, høhø).

Tudserne var lidt i tvivl om, hvorvidt de mon kunne finde huset, for det er nogle gamle Tudser, som let bliver lidt usikre på ting.

Jeg trådte galant til og skrev i en sms, at det ikke var noget problem, for de skulle bare køre efter det gule hus.

Despicable me, muahahaaah ;-D

Nå, men allerede den dag fik jeg ondt i halsen. Suk.

Mandag besøgte vi Skagens Museum. Der havde jeg aldrig været. Måske lidt i protest over den fucking grimme bygning, de har klampet op i smukke gamle Skagen. Det ligner fandme en kæmpemæssig legoklods, der lidt umotiveret er landet midt i det hele:



Nå, men denne legoklods (ja, det ER den elegante grå bygning i baggrunden) huser altså mange af de berømte skagensmalerier af Krøyer, Ancher og Tuxen.

Som jeg vist har skrevet før, er jeg udtalt kunstspasser. 

Jeg MAGTER ikke at fortolke et kunstværk, hvis jeg ikke får lidt hjælp. Men når det gælder skagensmalerne går det nogenlunde med at forstå malerierne. For man kan nemlig se, hvad de forestiller.

Og det, jeg finder særligt interessant ved skagensmalerierne, er, at de giver et fint billede på vilkårene i Skagen i slut 1800-tallet.

Sådan som jeg ser det, var der på den ene side fiskerne. De levede det hårde liv, som de dagligt satte på spil, når de drog ud på havet for at lande den fangst, der lige netop kunne sikre opretholdelsen af en beskeden tilværelse.

Og på den anden side var der den fisefornemme kunstnerelite, som lige lagde vejen forbi engang imellem, når der var chance for godt vejr (formentlig i uge 29), og som på billederne skildrer sig selv til havefrokoster og slentrende hen ad stranden i solnedgangens glødende skær iført sarte, hvide, kniplingsbesatte kjoler.

Jeg kan lige se P.S. Krøyer og Michael Ancher sidde der i deres guddommelige ophøjethed på et par klapstole på stranden under stråhattenes skygge med deres fimsede staffelier og male de hårdtarbejdende, nordjyske fiskere.

Gad vide, hvad fiskerne har tænkt. Det må næsten have været svært at holde masken.

Nå, men mandag havde jeg stadig ondt i halsen.

Og tirsdag kørte vi hjem.

Øh ... efter at vi først lige havde været en tur på Grenen (eller Krogen, som ældstesønnen ved et uheld kom til at kalde den, eller Knagen, som yngstedatteren ved et uheld kom til at kalde den (hehe, de er sgu ikke for kloge)).

For ældstedatteren havde fået en challenge: Hun skulle en tur i vandet.

Jeg syntes, det var en bindegal idé. For det kunne sgudda godt være, at solen skinnede smukt. Men det var kraftedeme koldt, og der blæste en ond og vedholdende vind, så de fleste folk på Grenen var iført dunjakker, handsker og tykke huer.

Og idéen blev ikke mindre bindegal af, at det vist nok var barnet selv, der havde opfundet og givet sig selv denne challenge.

Men hun gjorde det sgu! Hun er eddermame sej, den datter. Se nu bare her:



Bagefter kørte vi hjem. Og jeg sprang ud som snotforkølet.

Det har jeg været lige siden.

I en grad, så jeg har måttet sende Rotterne alene af sted til påskefrokost med HELE min familie hjemme hos Tudserne i dag. VRÆL!

Men jeg hoster. Og jeg vil virkelig ikke udsætte min far, der har KOL i en ret heftig grad, for nogen form for smitte, som kan sætte sig på hans luftveje.

Til gengæld fik jeg tid til at skrive et længere blogindlæg. Og det er jo fedt nok :-D

Ingen kommentarer:

Send en kommentar