tirsdag den 25. april 2017

Om navne

Oh dear, jeg står i et dilemma.

Det forholder sig nemlig sådan, at jeg for snart syv år siden lod mig skille. Fra min eksmand (surprise!). Hvis efternavn jeg tog, da vi i en endnu tidligere tidsalder giftede os.

Under mit ret lange ægteskab med manden vænnede jeg mig til at bære hans navn, og det var også dette navn, vi gav vores fire børn.

So far, so good.

Øh ... bortset fra at jeg nu altså ikke længere er gift med manden.

Jeg har fået et fuldkommen nyt liv. Ny bopæl, ny uddannelse, nyt job, ny seksualitet. Næsten alting nyt.

Til gengæld render jeg stadig rundt og hedder det samme: HANS navn.

Og nu begynder jeg så at synes, at det er lidt træls. 

Faktisk synes jeg, det er ydmygende, at jeg sådan valgte at skrotte mit eget navn til fordel for hans.

Hvad fanden var nu det for en underkastelse?! Han kunne da lige så godt have taget mit. Men det kom ligesom aldrig på tale.

Man kunne også forestille sig, at en kæreste kunne synes, det er lidt bizart, at jeg ikke har skilt mig af med eksens navn. 

For ønsker jeg da ikke at tage afstand til ham? At lægge ham bag mig?

Jo, det gør jeg bestemt. 

Og for kun 480 kroner kan jeg foretage det nødvendige indgreb. Over nettet. Hjemme fra sofahjørnet. Til et let traktement af te og citronmåne. Nemt og bekvemt.

Men jeg har et dilemma:

Hvad med børnene?

Vil de ikke føle, at jeg distancerer mig, hvis jeg ikke længere hedder det samme som dem? Det er sgudda mærkeligt, at de så skal gå og hedde deres fars navn, men ikke deres mors.

De siger godt nok, at det ikke gør dem noget. Men kan jeg virkelig tro på det? Kan jeg være sikker på, at de ikke føler bare et lille strejf af ... øh ... bedrøvelse? Skuffelse? Afvisning?

Shit.

Det er paradoksalt, at en beslutning, der synes så let, kan være så svær.

Jeg må tænke.

Og mens vi venter på det, kan jeg jo lige berige dit liv med at referere en artikel, jeg har læst på BT, som netop handler om navne.

Vidste du for eksempel, at folk derude er SÅ gak i roen, at de finder på at give deres nuttede nyfødte vederstyggelige navne som:

ALTAN
GUL
MUSLING
NITTE
SOK
DRENG (dog ikke til piger)
KAMEL
AWESOME
BLÆR
TUNG
OFFER
BADR
og OG?

Ja, "Og" er et godkendt drengenavn, folkens!

Og selv om det er fuldkommen DERANGED at give sine børn SÅ åndssvage navne, kan tanken godt gøre mig glad alligevel.

For i sammenligning med at være døbt "Nitte" eller "Badr" er mine navneproblemer jo ret ubetydelige.

Det var dagens melding. Nu vil jeg sætte mig foran et afsnit af min yndlingslebbeserie (Orange Is the New Black selvfølgelig) og nyde, at sønnike laver mad.

Take care.

2 kommentarer:

  1. Min mor tog min papfars efternavn da jeg var 5 år, og dermed var jeg den eneste i husstanden med mit efternavn! For mig har det aldrig været et issue, måske fordi jeg ikke kan huske andet? Måske fordi min far og bror har det samme efternavn? Måske, måske, måske�� Når jeg reflekter over det (for første gang ever faktisk) så forstår jeg godt min mors behov for, at lægge afstand til min far og deres forhold - det var dengang og nu er nu.. Hvis dine børn siger, at det ikke har nogen betydning så tro dem! Du holder jo ikke op med, at være deres mor fordi i ikke har samme efternavn.. Gør hvad der føles rigtigt for dig og skift så det navn��

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har selvfølgelig ret. Jeg ER stadig deres mor. Og den kendsgerning knytter os jo nok lidt tættere sammen end et navn.

      Og måske er det i virkeligheden mest mig, der synes, det er underligt ikke at skulle hedde det samme som dem.

      Jeg reflekterer videre ;-)

      Slet