onsdag den 5. april 2017

Om konversationstalent

"Damn, jeg er nødt til at gå. Jeg skal have tilsyn."

Sådan sagde jeg til den håndfuld kolleger, jeg sad sammen med på lærerværelset i spisefrikvarteret i går.

"Tilsyn" betyder gang- eller gårdvagt. Og jeg skulle altså have tilsyn på 6. årgang i går fra 11.40 til 12.00.

Samtalen omkring bordet var ellers interessant. Vi var netop ved at gætte, hvilken middagsret betegnelsen "slatten tissemand" mon dækker over.

Nogle mente, det måtte være noget med pølse. Men jeg var ikke helt enig. For hvilken pølse er ligefrem slatten?

Nej vel?

Jeg hældede nærmere til den anskuelse, at det måtte være noget med pasta. Måske cannelloni, som er sådan en slags pastaplade, der er rullet sammen om noget fyld.

"Jamen, skal jeg ikke tage din vagt i dag? Så kan du tage min på torsdag, for der har mændene madklub," lød det omgående fra en mandlig (sjovt nok) kollega, der sad ved siden af.

Det lød okay. Jeg kunne godt forstå, at han gerne ville frigøre lidt torsdagstid, når mændene nu holdt madklub, og han gerne ville være med.

Så vi byttede, og han gik ned på 6. årgang til min 20-minuttersvagt.

Og det var først i morges, det gik op for mig, at den vagt, jeg havde byttet mig til, var fucking 40 minutter lang og dermed kommer til at lægge beslag på hele min spisepause i morgen.

Så tak for crap! Det var, hvad jeg fik ud af min venlighed. Jeg har byttet 20 minutter for 40. Pis.

Nå, men jeg skyder lidt af skylden på min egen mangel på konversationstalent. Hvorfor helvede spurgte jeg ikke ind?

Er det særlig kløgtigt bare at antage, at man kender alle vilkår og forudsætninger, når man ikke stiller spørgsmål? For mennesker kan jo være nogle røvhuller, og er man for godtroende, får man somme tider nogle øretæver.

Desuden er det jo røvsygt og ensidigt at samtale med folk, som aldrig spørger ind. Det har jeg vist skrevet om før.

Men nu gør jeg det altså igen.

Øh ... når jeg lige har været en tur omkring Mads & Monopolet fra i lørdags.

Morten Albæk var med i panelet. Og hold nu kæft, hvor er han i grunden god. Reflekteret og velartikuleret var han i stand til at foretage ret kloge analyser af de fleste dilemmaer. En fornøjelse at lytte til :-D

Og på et tidspunkt i programmet fortalte hr. Albæk, at han godt kan finde på at slå op med sine venner, hvis de ikke giver ham dybde nok. Hvis venskabet bliver for overfladisk og intetsigende.

Det har jeg også prøvet.

For eksempel havde jeg engang en veninde, som aldrig spurgte ind til mig og mit liv, når jeg var sammen med hende (og den opmærksomme læser vil nu bemærke, hvor elegant jeg er kommet tilbage på sporet i dette indlæg).

Det vil sige, hun kunne godt stille mig et spørgsmål en gang imellem, men det var med henblik på omgående at dreje samtalen tilbage til egne tildragelser i eget univers.

Sådan i retning af:

"Har du købt vinterstøvler til børnene? Ja, JEG var i Paw Sko forleden dag, og der opdagede jeg, at de kun havde sidste års modeller tilbage, så jeg skyndte mig hjem for at søge på nettet, og der fandt jeg ... og de kostede kun ... men de var ikke på lager ... og så ..."

Og blablabla. Videre om sig selv. I en uendelig tomgang.

Mens jeg pænt nikkede. Og sagde: "Nå. Nej. Ja. Sikke noget. Er det rigtigt? Ja så. Aha. Mhmmm."

Ogsåvidere, ogsåvidere, ogsåvidere.

Og forgæves ventede på taletid.

Den veninde har jeg slået op med. Jeg kunne ikke holde ud, at vores samtaler altid skulle være så ensidige. Jeg kunne ikke holde ud ikke bare en gang imellem at blive lyttet til.

Og jeg var ved at kede mig ihjel.

En god og givende samtale rummer gensidighed, og der er alt for mange, der ikke mestrer det at spørge ind og LYTTE. Bum.

Men det er måske slet ikke så nemt, det der med at være god til at konversere.

For der er også en anden type, der kan bringe mit pis i kog under en samtale:

Besserwisseren.

For satan altså.

Jeg omgås somme tider en person, der er ualmindelig tilbøjelig til at korrigere andre, hvis hun mener at vide bedre selv. Og det til trods for at der måske er tale om en pisseligegyldig detalje.

Hele tiden skal hun føre sig frem på andres bekostning.

Det kan være bitte, bitte, bitte små ting.

Har denne person bare en enkelt fucking decimal mere i SIT tal, end man selv har i SIT, kan man med andre ord være sikker på at blive korrekset. Figuratively speaking.

Oh my god!

Man føler sig faktisk virkelig underlegen, når man forsøger at samtale med sådan en person. Og lidt bange for måske ikke at have helt styr på fakta. For øksen falder prompte. Og man bliver lynhurtigt udstillet som en uvidende kvajpande.

Denne person kunne måske lære lidt ydmyghed. Bum.

Og nu skriver jeg ikke mere for i dag. Jeg skal lave blomkålstærte. Uden kød. Til sønnikes store begejstring. Hehe.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar