NICE! Hehe ;-)
fredag den 9. september 2016
tirsdag den 6. september 2016
Hvem er jeg?
Damn.
Nu var der lige en læser, der troede, at hun (eller han, men jeg tror, jeg har flest kvindelige læsere) havde fundet ud af, hvad jeg hedder.
Fordi der pludselig stod et rigtigt navn på bloggen som udgiver af mine indlæg. I stedet for De Syrlige Drops altså.
Og denne læser var megasød at oplyse det i en kommentar til et af mine skriv. Måske så jeg kunne skynde mig at få det fjernet.
Og det har jeg også gjort. Fjernet det altså.
Men problemet er ...
... at det ikke var mit navn, der stod der.
Hvordan fanden kan det ske?!
Nå, men det gider jeg ikke spekulere så meget på. Hvis bloggen er blevet hacket, så er det sådan, det er. Så længe det ikke er min bugnende lærerlønsbankkonto ;-)
I sin kommentar skriver min læser også, lidt humoristisk, at der ligefrem er stalkere, der skulle have brugt år på at gennemskue, hvem Fruen er.
Yeah, right.
Men der sidder givetvis nogle, der gerne vil se giraffen.
So here I am.
Billedet er fra en kortvarig, fiktiv karriere ved San Jose Police Department ;-) for et par år siden, hvor jeg er iført en alt for stor, men vaskeægte politiuniform, som jeg har stjålet fra et skab i en villa i Californien:
Nå da, DET må være guf for alle mine stalkere.
Nu var der lige en læser, der troede, at hun (eller han, men jeg tror, jeg har flest kvindelige læsere) havde fundet ud af, hvad jeg hedder.
Fordi der pludselig stod et rigtigt navn på bloggen som udgiver af mine indlæg. I stedet for De Syrlige Drops altså.
Og denne læser var megasød at oplyse det i en kommentar til et af mine skriv. Måske så jeg kunne skynde mig at få det fjernet.
Og det har jeg også gjort. Fjernet det altså.
Men problemet er ...
... at det ikke var mit navn, der stod der.
Hvordan fanden kan det ske?!
Nå, men det gider jeg ikke spekulere så meget på. Hvis bloggen er blevet hacket, så er det sådan, det er. Så længe det ikke er min bugnende lærerlønsbankkonto ;-)
I sin kommentar skriver min læser også, lidt humoristisk, at der ligefrem er stalkere, der skulle have brugt år på at gennemskue, hvem Fruen er.
Yeah, right.
Men der sidder givetvis nogle, der gerne vil se giraffen.
So here I am.
Billedet er fra en kortvarig, fiktiv karriere ved San Jose Police Department ;-) for et par år siden, hvor jeg er iført en alt for stor, men vaskeægte politiuniform, som jeg har stjålet fra et skab i en villa i Californien:
Nå da, DET må være guf for alle mine stalkere.
fredag den 2. september 2016
Hasard
Argh, hvad har jeg nu lavet?!
Jeg plejer sgudda aldrig at sætte penge på noget som helst. For jeg mener i almindelighed, at jeg har begge mine lesbiske fødder solidt plantet i den gode jyske, round-up-mættede muld.
Og nu spiller jeg lige pludselig eurojackpot.
OG lotto.
OG joker.
OG onsdagslotto.
Øh ... foruden altså at jeg har sat en halvtredser på, at Sydafrika banker Mauretanien i fodbold i aften. Uden at være en skid interesseret i fodbold, forstås.
GO, SYDAFRIKA!
Og ... øh ... foruden at jeg har købt et lod i Klasselotteriet. Formedelst fucking 952 kroner!
Det har jeg alt sammen udrettet i løbet af de sidste ti minutter.
Oh my god!
Jeg plejer sgudda ikke sådan at skylle al fornuft ud i toilettet sammen med en masse hundredekronesedler. Så hvad fanden skete der lige der?
Nå, men jeg må smutte. For jeg har travlt med at planlægge, hvordan jeg skal investere de 221 millioner spir, som jeg vinder i aften ;-)
Jeg plejer sgudda aldrig at sætte penge på noget som helst. For jeg mener i almindelighed, at jeg har begge mine lesbiske fødder solidt plantet i den gode jyske, round-up-mættede muld.
Og nu spiller jeg lige pludselig eurojackpot.
OG lotto.
OG joker.
OG onsdagslotto.
Øh ... foruden altså at jeg har sat en halvtredser på, at Sydafrika banker Mauretanien i fodbold i aften. Uden at være en skid interesseret i fodbold, forstås.
GO, SYDAFRIKA!
Og ... øh ... foruden at jeg har købt et lod i Klasselotteriet. Formedelst fucking 952 kroner!
Det har jeg alt sammen udrettet i løbet af de sidste ti minutter.
Oh my god!
Jeg plejer sgudda ikke sådan at skylle al fornuft ud i toilettet sammen med en masse hundredekronesedler. Så hvad fanden skete der lige der?
Nå, men jeg må smutte. For jeg har travlt med at planlægge, hvordan jeg skal investere de 221 millioner spir, som jeg vinder i aften ;-)
tirsdag den 30. august 2016
SÅ flot, frue!
Du kender det sikkert:
Du træder ind på skolens kontor for at vende et spørgsmål med de venlige sekretærer.
Og på kontoret står en spritny vikar. En lang og ranglet, men ellers pæn og høflig ung mand, som har allerførste arbejdsdag hos jer og netop har udfyldt de nødvendige papirer.
Du vil gerne gøre et godt førsteindtryk på den unge mand og giver ham hånden for at præsentere dig og ønske velkommen.
Og ...
... i det samme ...
... taber du ...
... en klat lun leverpostej fra den mad, du tilfældigvis holder i venstre hånd.
Ned mellem brysterne.
Jep. Det kender du nok godt ;-)
Du træder ind på skolens kontor for at vende et spørgsmål med de venlige sekretærer.
Og på kontoret står en spritny vikar. En lang og ranglet, men ellers pæn og høflig ung mand, som har allerførste arbejdsdag hos jer og netop har udfyldt de nødvendige papirer.
Du vil gerne gøre et godt førsteindtryk på den unge mand og giver ham hånden for at præsentere dig og ønske velkommen.
Og ...
... i det samme ...
... taber du ...
... en klat lun leverpostej fra den mad, du tilfældigvis holder i venstre hånd.
Ned mellem brysterne.
Jep. Det kender du nok godt ;-)
onsdag den 10. august 2016
Lortekultur
Jeg har hørt om en dreng.
Han er en sød dreng på cirka 11. Og han kommer fra Congo.
Han bor hos sin moster her i Danmark.
"Måske er hans forældre døde," tænkte jeg, da jeg hørte det med mosteren. For efter danske standarder er det lidt usædvanligt, at børn bor hos deres mostre.
Men det er de ikke. Døde altså. I hvert fald ikke hans mor.
Hun bor nemlig i Norge.
"Nå," tænkte jeg så, da jeg hørte det med moren. "Så flytter drengen nok snart op til mor."
Men det gør drengen ikke.
For mor har fundet sig en ny mand i Norge. Og fået sig et par nye børn.
Og her kommer så den oplysning, der får min kæde til at hoppe FULDSTÆNDIG AF:
Det er åbenbart congolesisk skik, at man ikke bringer "gamle" børn med sig ind i et nyt forhold.
Så den søde og stadig ret lille dreng er ikke velkommen hos sin mor og hendes nye familie i Norge.
Han dur ikke, med andre ord. Han er forvist. Kasseret. Til fordel for sine halvsøskende.
Derfor er han blevet parkeret hos moster.
Og moster har fået sig et barn at forsørge, som hun ikke lige havde kalkuleret med.
Øh ... og hvis jeg lige må have lov:
Hvad FANDEN I HELVEDE er det for en ondskabsinficeret LORTEkultur, der udsætter uskyldige mindreårige børn for den slags?!
Det er kraftedeme en ommer, Congo!
Bum!
Han er en sød dreng på cirka 11. Og han kommer fra Congo.
Han bor hos sin moster her i Danmark.
"Måske er hans forældre døde," tænkte jeg, da jeg hørte det med mosteren. For efter danske standarder er det lidt usædvanligt, at børn bor hos deres mostre.
Men det er de ikke. Døde altså. I hvert fald ikke hans mor.
Hun bor nemlig i Norge.
"Nå," tænkte jeg så, da jeg hørte det med moren. "Så flytter drengen nok snart op til mor."
Men det gør drengen ikke.
For mor har fundet sig en ny mand i Norge. Og fået sig et par nye børn.
Og her kommer så den oplysning, der får min kæde til at hoppe FULDSTÆNDIG AF:
Det er åbenbart congolesisk skik, at man ikke bringer "gamle" børn med sig ind i et nyt forhold.
Så den søde og stadig ret lille dreng er ikke velkommen hos sin mor og hendes nye familie i Norge.
Han dur ikke, med andre ord. Han er forvist. Kasseret. Til fordel for sine halvsøskende.
Derfor er han blevet parkeret hos moster.
Og moster har fået sig et barn at forsørge, som hun ikke lige havde kalkuleret med.
Øh ... og hvis jeg lige må have lov:
Hvad FANDEN I HELVEDE er det for en ondskabsinficeret LORTEkultur, der udsætter uskyldige mindreårige børn for den slags?!
Det er kraftedeme en ommer, Congo!
Bum!
lørdag den 6. august 2016
PS
I mit sidste indlæg skrev jeg, at jeg var færdig med at skrive om sommerens tur til Bretagne.
Well, guess what: Jeg løj.
Jeg glemte jo maden, for helvede.
Kan De lide østers?
Eller andre skaldyr? Rejer måske? Eller muslinger?
Så er De fannerme landet det rette sted, hvis De lægger vejen forbi denne del af la France. For Bretagne rules (Rule Bretagne!), når det gælder disse små lækre havkrapyler.
Østers kan jeg ikke fordrage. Snotklatter med havsmag.
Men moules! Nammenam. Se nu bare her, hvad fruen bød rejseselskabet på en aften i stenhytten:
Fem kilo uforglemmelige moules med fritter (på billedet endnu i udampet stand), som franskmændene gerne spiser dem. ÅRH, jeg troede jeg skulle dø af lykke :-D
Og så må man sgu heller ikke glemme bretonernes tradition for fyldte madpandekager eller galettes, som de hedder. Den oprindelige slags er lavet af boghvede og var engang fattigmandsspise. Der var nemlig skat på hvedemel, men ikke på boghvedemel.
Fantastisk opfindelse. Prøv dem for eksempel med skinke, ost og æg :-) Prisen er ret lav, og creperierne ligger tæt som armhulehår i hele Bretagne.
Galettes fik vi til frokost et par gange. Resten af dagene smurte vi sandwiches hjemmefra, som vi så tog med på udflugt (vi skal jo lige huske på, at Mutti stadig er på laveste lærerløntrin og på denne ferie skulle mætte syv sultne dunke, så det var fint nok at spare lidt på restaurantbesøgene.)
En dag havde Mutti og ældstedatterens roomie, Ea, i fællesskab smurt, mens ældstedatteren havde emballeret, skrevet navn på og pakket i køletaske.
Og så drog vi ud i naturen, det billige lort.
På den første sandwich, der dukkede frem af køletasken ved frokosttid stod "IMMIGRANTEN".
Skarp, som jeg er, gættede jeg naturligvis hurtigt, at det måtte være et dæknavn for vores allesammens medbragte yndlingstysker, Mattis.
På den næste stod "COMMANDER IN CHIEF".
Det måtte velsagtens være Muttis, tænkte jeg og greb ud efter den.
Jeg tog imidlertid fejl:
For satan altså. Den ældstedatter har jeg sgu ikke været heldig med, haha.
Og NU ikke mere om Bretagne. Je promets.
Det skulle da lige være lidt pral at runde af med:
Se, jeg gør i regelen et eller andet mere eller mindre hjælpeløst forsøg på at kommunikere på lokalsproget, hvis jeg er ude at rejse. For jeg oplever, at det vækker goodwill hos mine samtalepartnere, når jeg viser vilje til at benytte deres sprog. Også selv om jeg kun kender nogle få brokker.
Således også i Frankrig. Her kender jeg dog lidt mere end blot nogle få brokker, for jeg har modtaget franskundervisning i seks fulde år.
Men det vidste Rotterne ikke noget om. Det har jeg ganske enkelt aldrig haft lejlighed til eller behov for at fortælle dem. Åbenbart.
Så det var TOTALLY PRICELESS at se deres ansigtsudtryk, da jeg for første gang rullede mig ud i samtale med en franskmand. På fucking fransk!
"What the FUCK, mor! Du kan jo fransk!" lød det således med ubetalelig forbavselse fra Barn 2.
Hehe.
Og NU ikke mere om Bretagne ;-)
Well, guess what: Jeg løj.
Jeg glemte jo maden, for helvede.
Kan De lide østers?
Eller andre skaldyr? Rejer måske? Eller muslinger?
Så er De fannerme landet det rette sted, hvis De lægger vejen forbi denne del af la France. For Bretagne rules (Rule Bretagne!), når det gælder disse små lækre havkrapyler.
Østers kan jeg ikke fordrage. Snotklatter med havsmag.
Men moules! Nammenam. Se nu bare her, hvad fruen bød rejseselskabet på en aften i stenhytten:
Fem kilo uforglemmelige moules med fritter (på billedet endnu i udampet stand), som franskmændene gerne spiser dem. ÅRH, jeg troede jeg skulle dø af lykke :-D
Og så må man sgu heller ikke glemme bretonernes tradition for fyldte madpandekager eller galettes, som de hedder. Den oprindelige slags er lavet af boghvede og var engang fattigmandsspise. Der var nemlig skat på hvedemel, men ikke på boghvedemel.
Fantastisk opfindelse. Prøv dem for eksempel med skinke, ost og æg :-) Prisen er ret lav, og creperierne ligger tæt som armhulehår i hele Bretagne.
Galettes fik vi til frokost et par gange. Resten af dagene smurte vi sandwiches hjemmefra, som vi så tog med på udflugt (vi skal jo lige huske på, at Mutti stadig er på laveste lærerløntrin og på denne ferie skulle mætte syv sultne dunke, så det var fint nok at spare lidt på restaurantbesøgene.)
En dag havde Mutti og ældstedatterens roomie, Ea, i fællesskab smurt, mens ældstedatteren havde emballeret, skrevet navn på og pakket i køletaske.
Og så drog vi ud i naturen, det billige lort.
På den første sandwich, der dukkede frem af køletasken ved frokosttid stod "IMMIGRANTEN".
Skarp, som jeg er, gættede jeg naturligvis hurtigt, at det måtte være et dæknavn for vores allesammens medbragte yndlingstysker, Mattis.
På den næste stod "COMMANDER IN CHIEF".
Det måtte velsagtens være Muttis, tænkte jeg og greb ud efter den.
Jeg tog imidlertid fejl:
For satan altså. Den ældstedatter har jeg sgu ikke været heldig med, haha.
Og NU ikke mere om Bretagne. Je promets.
Det skulle da lige være lidt pral at runde af med:
Se, jeg gør i regelen et eller andet mere eller mindre hjælpeløst forsøg på at kommunikere på lokalsproget, hvis jeg er ude at rejse. For jeg oplever, at det vækker goodwill hos mine samtalepartnere, når jeg viser vilje til at benytte deres sprog. Også selv om jeg kun kender nogle få brokker.
Således også i Frankrig. Her kender jeg dog lidt mere end blot nogle få brokker, for jeg har modtaget franskundervisning i seks fulde år.
Men det vidste Rotterne ikke noget om. Det har jeg ganske enkelt aldrig haft lejlighed til eller behov for at fortælle dem. Åbenbart.
Så det var TOTALLY PRICELESS at se deres ansigtsudtryk, da jeg for første gang rullede mig ud i samtale med en franskmand. På fucking fransk!
"What the FUCK, mor! Du kan jo fransk!" lød det således med ubetalelig forbavselse fra Barn 2.
Hehe.
Og NU ikke mere om Bretagne ;-)
søndag den 12. juni 2016
Flere downs end ups
Ville ønske, jeg kunne være jubelkåd her i weekenden. Sådan hele tiden altså.
For det lægger weekender jo ligesom op til: god mad, rødvin, snolder, Mads & Monopolet, vandreture, cafébesøg, Netflix, morgensex, ligge i haven og læse, fordi man kan, sove længe eller i hvert fald gøre et forsøg.
Og alt det andet, som hjælper os til at lade batterierne op.
MEN DET KAN JEG FUCKING IKKE! Være jubelkåd altså. I hvert fald ikke hele tiden.
Det er ryggen. Noch ein fucking mal.
Suk.
Der går ligesom smog i mit humør, når jeg hele tiden har disse lortesmerter.
Til min nye læser:
Jeg går rundt med to idiotiske diskusprolapser. En nedarvet velsignelse. Min far har altid haft rygproblemer, min bror blev opereret for sådan en prolapsmotherfucker for et par år siden, og min søster er også jævnligt sendt til tælling.
Og det er en udfordring at smile til verden, når man ikke kan finde en eneste smertefri position medmindre man fylder sig med morfinpræparater. Som til gengæld gør brugeren zombielike og sætter maven i stå. Fedt!
Mine prolapser forholder sig heldigvis som regel i ro, så jeg kan løbetræne, spille bold, give den en skalle i haven, dyrke tøjlesløs lebbesex med Ladyen og andet guf. Helt almindeligt guf.
Men somme tider kommer jeg til at gøre en åndssvag lille forkert bevægelse. I fredags bøjede jeg faktisk bare ned for at fjerne en tallerken fra et sofabord. Piece of cake og ikke særlig dumdristigt altså.
Men konsekvensen er ... øh ... mærkbar, to say the least.
Tænker, jeg burde tage en sygedag i morgen.
But guess what: Jeg skal have SYV vikartimer. Og jeg fucking HADER vikartimer, hvilket ikke er nogen hemmelighed på skolen.
Så hvor troværdigt er det lige, at jeg sjovt nok må tage en sygedag lige præcis i morgen?
Not much, I'm afraid.
Det ender med, at jeg trykker en håndfuld piller ind og daffer på job. Det ved jeg.
Nå, men jeg tilbringer altså en del af min tid på langs i denne weekend. Ikke fordi det helbreder en dårlig ryg at ligge ned, men somme tider giver det en vis momentan lindring.
Og når jeg så alligevel ligger der og kigger op i loftet, ja, så kunne jeg faktisk lige så godt ligge og kigge på min tablet og få læst et par onlineaviser.
Som for eksempel Jyllands-Posten.
Så det gjorde jeg i morges.
Altså troede jeg. For jeg googlede avisens navn, og frem på min skærm kom dette billede:
Fint, tænkte jeg. Der er et link til Jyllands-Posten lige her allerøverst på min skærm. Nemt og bekvemt :-)
Så klikkede jeg på linket. Og gæt, hvilken side jeg et splitsekund senere landede på.
Right: www.information.dk.
Øh ... ?
Information?
WTF?
Altså. Hvis jeg forstår det ret, så forsøger Dagbladet Information at udgive sig for at være Jyllands-Posten.
Øh, but WHY? Regner man så hos Information med, at læseren ikke bemærker forskellen?
Haha, det er sgudda for sjovt :-D
Gad vide, om det også er lovligt?
Tror, jeg sender et screen shot til JP. Så ser vi, hvad der sker ;-)
Nu skal jeg lave mine rygøvelser, så jeg kan få det bedre. Jeg skal jo huske på, at ryggen er med til at holde mine bryster løftet fra jorden.
Take care.
For det lægger weekender jo ligesom op til: god mad, rødvin, snolder, Mads & Monopolet, vandreture, cafébesøg, Netflix, morgensex, ligge i haven og læse, fordi man kan, sove længe eller i hvert fald gøre et forsøg.
Og alt det andet, som hjælper os til at lade batterierne op.
MEN DET KAN JEG FUCKING IKKE! Være jubelkåd altså. I hvert fald ikke hele tiden.
Det er ryggen. Noch ein fucking mal.
Suk.
Der går ligesom smog i mit humør, når jeg hele tiden har disse lortesmerter.
Til min nye læser:
Jeg går rundt med to idiotiske diskusprolapser. En nedarvet velsignelse. Min far har altid haft rygproblemer, min bror blev opereret for sådan en prolapsmotherfucker for et par år siden, og min søster er også jævnligt sendt til tælling.
Og det er en udfordring at smile til verden, når man ikke kan finde en eneste smertefri position medmindre man fylder sig med morfinpræparater. Som til gengæld gør brugeren zombielike og sætter maven i stå. Fedt!
Mine prolapser forholder sig heldigvis som regel i ro, så jeg kan løbetræne, spille bold, give den en skalle i haven, dyrke tøjlesløs lebbesex med Ladyen og andet guf. Helt almindeligt guf.
Men somme tider kommer jeg til at gøre en åndssvag lille forkert bevægelse. I fredags bøjede jeg faktisk bare ned for at fjerne en tallerken fra et sofabord. Piece of cake og ikke særlig dumdristigt altså.
Men konsekvensen er ... øh ... mærkbar, to say the least.
Tænker, jeg burde tage en sygedag i morgen.
But guess what: Jeg skal have SYV vikartimer. Og jeg fucking HADER vikartimer, hvilket ikke er nogen hemmelighed på skolen.
Så hvor troværdigt er det lige, at jeg sjovt nok må tage en sygedag lige præcis i morgen?
Not much, I'm afraid.
Det ender med, at jeg trykker en håndfuld piller ind og daffer på job. Det ved jeg.
Nå, men jeg tilbringer altså en del af min tid på langs i denne weekend. Ikke fordi det helbreder en dårlig ryg at ligge ned, men somme tider giver det en vis momentan lindring.
Og når jeg så alligevel ligger der og kigger op i loftet, ja, så kunne jeg faktisk lige så godt ligge og kigge på min tablet og få læst et par onlineaviser.
Som for eksempel Jyllands-Posten.
Så det gjorde jeg i morges.
Altså troede jeg. For jeg googlede avisens navn, og frem på min skærm kom dette billede:
Fint, tænkte jeg. Der er et link til Jyllands-Posten lige her allerøverst på min skærm. Nemt og bekvemt :-)
Så klikkede jeg på linket. Og gæt, hvilken side jeg et splitsekund senere landede på.
Right: www.information.dk.
Øh ... ?
Information?
WTF?
Altså. Hvis jeg forstår det ret, så forsøger Dagbladet Information at udgive sig for at være Jyllands-Posten.
Øh, but WHY? Regner man så hos Information med, at læseren ikke bemærker forskellen?
Haha, det er sgudda for sjovt :-D
Gad vide, om det også er lovligt?
Tror, jeg sender et screen shot til JP. Så ser vi, hvad der sker ;-)
Nu skal jeg lave mine rygøvelser, så jeg kan få det bedre. Jeg skal jo huske på, at ryggen er med til at holde mine bryster løftet fra jorden.
Take care.
Abonner på:
Opslag (Atom)