PS

I mit sidste indlæg skrev jeg, at jeg var færdig med at skrive om sommerens tur til Bretagne.

Well, guess what: Jeg løj.

Jeg glemte jo maden, for helvede.

Kan De lide østers?

Eller andre skaldyr? Rejer måske? Eller muslinger?

Så er De fannerme landet det rette sted, hvis De lægger vejen forbi denne del af la France. For Bretagne rules (Rule Bretagne!), når det gælder disse små lækre havkrapyler.

Østers kan jeg ikke fordrage. Snotklatter med havsmag.

Men moules! Nammenam. Se nu bare her, hvad fruen bød rejseselskabet på en aften i stenhytten:

Fem kilo uforglemmelige moules med fritter (på billedet endnu i udampet stand), som franskmændene gerne spiser dem. ÅRH, jeg troede jeg skulle dø af lykke :-D

Og så må man sgu heller ikke glemme bretonernes tradition for fyldte madpandekager eller galettes, som de hedder. Den oprindelige slags er lavet af boghvede og var engang fattigmandsspise. Der var nemlig skat på hvedemel, men ikke på boghvedemel.

Fantastisk opfindelse. Prøv dem for eksempel med skinke, ost og æg :-) Prisen er ret lav, og creperierne ligger tæt som armhulehår i hele Bretagne.

Galettes fik vi til frokost et par gange. Resten af dagene smurte vi sandwiches hjemmefra, som vi så tog med på udflugt (vi skal jo lige huske på, at Mutti stadig er på laveste lærerløntrin og på denne ferie skulle mætte syv sultne dunke, så det var fint nok at spare lidt på restaurantbesøgene.)

En dag havde Mutti og ældstedatterens roomie, Ea, i fællesskab smurt, mens ældstedatteren havde emballeret, skrevet navn på og pakket i køletaske.

Og så drog vi ud i naturen, det billige lort.

På den første sandwich, der dukkede frem af køletasken ved frokosttid stod "IMMIGRANTEN".

Skarp, som jeg er, gættede jeg naturligvis hurtigt, at det måtte være et dæknavn for vores allesammens medbragte yndlingstysker, Mattis.

På den næste stod "COMMANDER IN CHIEF".

Det måtte velsagtens være Muttis, tænkte jeg og greb ud efter den.

Jeg tog imidlertid fejl:

For satan altså. Den ældstedatter har jeg sgu ikke været heldig med, haha.

Og NU ikke mere om Bretagne. Je promets.

Det skulle da lige være lidt pral at runde af med:

Se, jeg gør i regelen et eller andet mere eller mindre hjælpeløst forsøg på at kommunikere på lokalsproget, hvis jeg er ude at rejse. For jeg oplever, at det vækker goodwill hos mine samtalepartnere, når jeg viser vilje til at benytte deres sprog. Også selv om jeg kun kender nogle få brokker.

Således også i Frankrig. Her kender jeg dog lidt mere end blot nogle få brokker, for jeg har modtaget franskundervisning i seks fulde år.

Men det vidste Rotterne ikke noget om. Det har jeg ganske enkelt aldrig haft lejlighed til eller behov for at fortælle dem. Åbenbart.

Så det var TOTALLY PRICELESS at se deres ansigtsudtryk, da jeg for første gang rullede mig ud i samtale med en franskmand. På fucking fransk!

"What the FUCK, mor! Du kan jo fransk!" lød det således med ubetalelig forbavselse fra Barn 2.

Hehe.

Og NU ikke mere om Bretagne ;-)