Er fandenfuckme snart TRÆT af landbrugsprodukter på motorvejen!
Sad faktisk i Yarisen på vej hjem fra Institutionen (læs: den skole, hvor jeg underviser) i dag og ønskede ild i håret til hele den danske landbrugsbranche.
Hvorfor helvede går de og strør om sig med produkter på den motorvej, som ideelt set skulle gøre det nemt for mig at komme frem og tilbage til arbejde og andre spændende destinationer?
For halvandet år siden var landbrugsbranchen således elskværdig at slippe en lastbilfuld levende svin løs på mit stykke af motorvejen, så jeg var næsten fire fucking timer om at tilbagelægge ti kilometer OG dermed slet ikke nåede ind på seminariet i Århus til mine allersidste engelsktimer inden min afsluttende lærereksamen.
Og i dag var den så gal igen.
10 tons korn, hældt ud nærmest nøjagtig samme sted som svinene sidste år = motorvejen lukket i timevis.
Pis!
Det får mig til at tænke på, hvad lastbilchauffører egentlig LAVER, når de er på arbejde?
Altså ud over at læse avis og skrive sms-beskeder. Og tabe deres last.
Og de er tilmed ikke de eneste, som fortjener en tur over knæet.
Det samme gør nemlig alle de halvskaldede, midaldrende mænd i store, sorte lokummer af BMWer, Mercedeser og Audier, som mener, at de har bedre ret til at komme frem på motorvejen, blot fordi de er mere uvenner med deres penge end jeg og derfor har tilgodeset statskassen med de mange 100.000 kroner, det koster i afgifter at købe deres svinedyre statussymboler.
Og som lægger sig helt oppe i røven af Yarisen og skaber sig, fordi de tror, de kan tvinge sig forbi mig i en morgentrafik, der kan beskrives med tre ord: kofanger til kofanger.
Hvorfor skulle jeg underdanigt trække ind for dem? Kan de ikke se, at samtlige køretøjer på den motorvejsstrækning snegler sig af sted? Er deres behov for at komme frem større end mit?
I think not.
Nå, men ellers vil jeg se at komme i bedre humør. Der er godt og vel to timer tilbage af dagen. Gotta make the most of it.
Øh ... og vil derfor skifte en vask og lave mig en dejlig madpakke til i morgen. Tænker lidt på at smøre en æggemad.
mandag den 8. september 2014
søndag den 7. september 2014
Weekend og overvurderet løbetræning
"God weekend, Mrs. English Teacher," lød det muntert fra en god kollega i fredags. "Hvad skal du lave?"
"Jeg skal hygge med Ladyen," svarede jeg.
"Øh ... nå ja, og så skal jeg for resten løbe halvmarathon på Storebæltsbroen den 13., og da jeg ikke har fået løbet hele sommeren, skal jeg nok også lige træne op til det."
Oh fuck. Bliver jeg aldrig klogere?
Mit bud er nej.
De fleste rettænkende mennesker vil vel nok lægge et par træningsture ind i sommerens program, når de medio september skal tilbagelægge så fucking lang en strækning som 21,1 km i løb og uden brug af kunstig ilt.
Men næhnæh, så ordinær er Fruen sandelig ikke. Ingen grund til at være overdrevet forberedt.
Det var jeg heller ikke, da jeg løb Århus City Halvmarathon sidste år, og ved den lejlighed var jeg da fysisk ovenpå igen allerede tre uger efter løbet.
Pis.
"Jeg skal hygge med Ladyen," svarede jeg.
"Øh ... nå ja, og så skal jeg for resten løbe halvmarathon på Storebæltsbroen den 13., og da jeg ikke har fået løbet hele sommeren, skal jeg nok også lige træne op til det."
Oh fuck. Bliver jeg aldrig klogere?
Mit bud er nej.
De fleste rettænkende mennesker vil vel nok lægge et par træningsture ind i sommerens program, når de medio september skal tilbagelægge så fucking lang en strækning som 21,1 km i løb og uden brug af kunstig ilt.
Men næhnæh, så ordinær er Fruen sandelig ikke. Ingen grund til at være overdrevet forberedt.
Det var jeg heller ikke, da jeg løb Århus City Halvmarathon sidste år, og ved den lejlighed var jeg da fysisk ovenpå igen allerede tre uger efter løbet.
Pis.
tirsdag den 2. september 2014
I orkanens øje
Hooooold nu kæft, hvor var jeg tæt på at få nogle på gummerne på skolen i dag.
Som forvalter af et af verdens vigtigste job, er jeg somme tider gårdvagt.
Hate the damn concept!
Det er med andre ord ikke altid pissefedt at rende rundt i farvestrålende, havnearbejderagtige gårdvagtsjakker i al slags vejr og holde ro og orden på legepladsen i spisepausen, mens kollegerne krydrer røv på lærerværelset med deres delikate madpakker.
Derfor var jeg også lettet, da mit kvarter var overstået, og jeg blev afløst af min afløser.
Øh ... skrev jeg AFLØST? HA! Det skulle vise sig at være en illusion.
For i samme sekund jeg havde afleveret havnearbejderkostumet til afløseren og langt om længe havde min halve rugbrød med røget ørred i sigte, blev der kaldt på mig.
"Frau Lehrerin, Frau Lehrerin", lød det ret insisterende fra et sted oven for en trappe (nu hedder jeg ikke Frau Lehrerin i virkeligheden, men det lader vi lige, som om).
Jeg piskede op ad trappen og fandt en af mine tyskelever fra 9. i håndgemæng med en fyr fra parallelklassen. Det var parallelklassefyren, der havde overtaget.
Med ret høj stemmeføring fik jeg ungersvendene skilt ad, mens jeg forgæves ønskede, at en kollega ville lægge vejen forbi. Jeg fornemmede nemlig klart, at disse to pænt store 15-årige drenge var SÅ uvenner, at det kunne udvikle sig til noget grimt, som jeg måske ikke kunne håndtere alene.
Og det gjorde det også.
Efter nogen tids gensidige skub og ukvemsord og mine forgæves bestræbelser på at mægle i striden, måtte jeg bede parallelklassefyren om at trække ned mod sit klasseværelse, mens jeg beordrede min egen tyskdreng til at blive, hvor han var.
Tænkte, det var bedst at skille dem fysisk. De var begge to komplet styret af reptilhjernen, der åbenbart havde i sinde at tilintetgøre objektet i målsøgeren.
Og resultatet var, at parallelklassefyren en stund senere tøvende trak ned ad gangen.
Mens tyskdrengen desværre fulgte efter.
Begge svinede de hinanden fuldstændig til undervejs.
Selv opgav jeg alle mæglingsforsøg og lagde mig strategisk som fysisk bolværk midt imellem de rasende kamphaner (ved sgu ikke, hvor jeg fik modet fra).
Og det gik sådan set meget godt over en strækning på cirka 25 meter.
Men da vores bizarre og disharmoniske lille klynge nåede frem til parallelklassefyrens klasseværelse, fik min tyskdreng åbenbart affyret et verbalt missil, der traf sit mål i en grad, så det næste, jeg oplevede, var en knytnæve på størrelse med et vaffeljern, som kom susende tæt forbi mit øre og med en træls lyd traf tyskdrengen midt på munden, så blodet sprøjtede.
FUUUUUCK!
Jeg kastede håndklædet og løb. Op på lærerværelset for at hente hjælp. Som heldigvis hurtigt kom og fik skilt drengene ad.
Jeg var rystet.
Og havde derpå to virkelig dårlige lektioner i 8B.
Og synes, det var et nederlag, at jeg selv ikke kunne løse konflikten.
Just another day at the office.
Som forvalter af et af verdens vigtigste job, er jeg somme tider gårdvagt.
Hate the damn concept!
Det er med andre ord ikke altid pissefedt at rende rundt i farvestrålende, havnearbejderagtige gårdvagtsjakker i al slags vejr og holde ro og orden på legepladsen i spisepausen, mens kollegerne krydrer røv på lærerværelset med deres delikate madpakker.
Derfor var jeg også lettet, da mit kvarter var overstået, og jeg blev afløst af min afløser.
Øh ... skrev jeg AFLØST? HA! Det skulle vise sig at være en illusion.
For i samme sekund jeg havde afleveret havnearbejderkostumet til afløseren og langt om længe havde min halve rugbrød med røget ørred i sigte, blev der kaldt på mig.
"Frau Lehrerin, Frau Lehrerin", lød det ret insisterende fra et sted oven for en trappe (nu hedder jeg ikke Frau Lehrerin i virkeligheden, men det lader vi lige, som om).
Jeg piskede op ad trappen og fandt en af mine tyskelever fra 9. i håndgemæng med en fyr fra parallelklassen. Det var parallelklassefyren, der havde overtaget.
Med ret høj stemmeføring fik jeg ungersvendene skilt ad, mens jeg forgæves ønskede, at en kollega ville lægge vejen forbi. Jeg fornemmede nemlig klart, at disse to pænt store 15-årige drenge var SÅ uvenner, at det kunne udvikle sig til noget grimt, som jeg måske ikke kunne håndtere alene.
Og det gjorde det også.
Efter nogen tids gensidige skub og ukvemsord og mine forgæves bestræbelser på at mægle i striden, måtte jeg bede parallelklassefyren om at trække ned mod sit klasseværelse, mens jeg beordrede min egen tyskdreng til at blive, hvor han var.
Tænkte, det var bedst at skille dem fysisk. De var begge to komplet styret af reptilhjernen, der åbenbart havde i sinde at tilintetgøre objektet i målsøgeren.
Og resultatet var, at parallelklassefyren en stund senere tøvende trak ned ad gangen.
Mens tyskdrengen desværre fulgte efter.
Begge svinede de hinanden fuldstændig til undervejs.
Selv opgav jeg alle mæglingsforsøg og lagde mig strategisk som fysisk bolværk midt imellem de rasende kamphaner (ved sgu ikke, hvor jeg fik modet fra).
Og det gik sådan set meget godt over en strækning på cirka 25 meter.
Men da vores bizarre og disharmoniske lille klynge nåede frem til parallelklassefyrens klasseværelse, fik min tyskdreng åbenbart affyret et verbalt missil, der traf sit mål i en grad, så det næste, jeg oplevede, var en knytnæve på størrelse med et vaffeljern, som kom susende tæt forbi mit øre og med en træls lyd traf tyskdrengen midt på munden, så blodet sprøjtede.
FUUUUUCK!
Jeg kastede håndklædet og løb. Op på lærerværelset for at hente hjælp. Som heldigvis hurtigt kom og fik skilt drengene ad.
Jeg var rystet.
Og havde derpå to virkelig dårlige lektioner i 8B.
Og synes, det var et nederlag, at jeg selv ikke kunne løse konflikten.
Just another day at the office.
Første brandert
Mærkedag:
Barn 3 på 16 gennemlevede sin første brandert i fredags.
Oh shit!
Eller måske snarere: Oh puke!
Han er lige begyndt på htx, og klassen skulle holde fest.
Fint nok: Knægten har længe været lidt for meget huleboer og holdt lidt for meget af at sidde under dynen i sin seng og nørde med computeren.
Så jeg glædede mig naturligvis over den sociale aktivitet, han havde i vente. Og mente også, at jeg havde sikret ham et skånsomt indtag af alkohol, da jeg kun havde lagt fire øl på køl til ham.
Stupid me.
Havde ikke forudset, at han også ville opsnuse og bortfjerne mit lager af lunkne øl fra skabet (hrmpf!).
Ej heller, at nogen formentlig ville medbringe og rundhåndet uddele en forsyning af shots til festen.
Hvilket giver følgende regnestykke:
Nogle shots er stærke som snaps og smager af lakrids
+
Barn 3 elsker lakrids
=
Dårlig cocktail. Navnlig når den lander på en solid bund af øl.
Måske har han fået respekt for alkohol.
Mine tanker suser nu tilbage til min egen første brandert:
Gløgg med snaps.
Føj for satan. Klamt.
Barn 3 på 16 gennemlevede sin første brandert i fredags.
Oh shit!
Eller måske snarere: Oh puke!
Han er lige begyndt på htx, og klassen skulle holde fest.
Fint nok: Knægten har længe været lidt for meget huleboer og holdt lidt for meget af at sidde under dynen i sin seng og nørde med computeren.
Så jeg glædede mig naturligvis over den sociale aktivitet, han havde i vente. Og mente også, at jeg havde sikret ham et skånsomt indtag af alkohol, da jeg kun havde lagt fire øl på køl til ham.
Stupid me.
Havde ikke forudset, at han også ville opsnuse og bortfjerne mit lager af lunkne øl fra skabet (hrmpf!).
Ej heller, at nogen formentlig ville medbringe og rundhåndet uddele en forsyning af shots til festen.
Hvilket giver følgende regnestykke:
Nogle shots er stærke som snaps og smager af lakrids
+
Barn 3 elsker lakrids
=
Dårlig cocktail. Navnlig når den lander på en solid bund af øl.
Måske har han fået respekt for alkohol.
Mine tanker suser nu tilbage til min egen første brandert:
Gløgg med snaps.
Føj for satan. Klamt.
mandag den 1. september 2014
Verdens vigtigste job
Aaahh, SÅ kører nettet på fruens matrikel. Nu har jeg også
undværet det i halvanden måned: nærdødsoplevelse.
TV havde jeg heller ikke: mere nærdødsoplevelse.
Og så alligevel ikke.
For én ting har jeg konstateret: Verden er stadig derude.
Jeg er ikke blevet socialt isoleret og koblet helt af mit netværk. Jeg er på
ingen måde ”udenfor”. Jeg er ikke gået glip af noget livsvigtigt.
Jeg tror ellers, det er netop dén grusomme skæbne, mine
elever frygter at lande i, når jeg for 117. gang i den samme lektion må bede
dem om at logge af Facebook og lægge mobilen i lommen.
Pisseirriterende.
Jeg har elever, der åbenlyst går på det lorte, pseudosociale
medie, de kalder Facebook, hver eneste fucking gang, jeg vender ryggen til
dem. Hrmpf!
Og ja, jeg vil til næsten enhver tid kalde Facebook
pseudosocialt. For man er dælme ikke social, når man er omgivet af rigtige
levende mennesker i den fysiske verden og alligevel foretrækker at rette alt åndeligt
nærvær mod sin computer- eller mobilskærm for at træde ind i et kunstigt cyberunivers
befolket med somme tider ret konstruerede personligheder.
Men fru Lærerinde, hvorfor konfiskerer De ikke elevernes
mobiltelefoner, hvis djævlebørnene ikke kan finde ud af at lade dem ligge i
timerne? tænker den kvikke læser måske.
Fordi vi ret ofte bruger dem i undervisningen. Til at lave
lydoptagelser med, til at filme med, til at lave ordbogsopslag med, til at søge
informationer med.
Eleverne skal jo med reformen have en spændende og afvekslende skoledag, you know. Og den slags involverer for eksempel mobiltelefonen.
Et svært løseligt problem.
Og det var fannerme også et problem, da nogle af mine elskelige elever forleden dag låste mig ude på gangen.
Hængerøvene havde spottet, at jeg havde lagt mine nøgler fra mig på katederet, og da jeg så forlod lokalet for at hjælpe en gruppe, der sad ude på gangen og arbejdede, gled døren lige så stille i bag mig.
Og blev låst.
Pis. PIS. PIS!!!
Ved du, hvor degraderet man som lærer føler sig, når man sådan bliver sat udenfor?
Ret så fucking meget, kan jeg berette.
Min reaktion:
Tre larmende, aggressive spark mod den formastelige dør. SÅ flot og modent af mig.
Dernæst en MEGA skideballe til klassen. Krydret med indtil flere sprogblomster.
Op i røven med alle teorier om "anerkendende tilgang"! 8C fik en regulær verbal afklapsning og blev sat billigt til salg i Den Blå Avis.
Mens jeg gav hele folkeskolen et utal af fuck-fingre.
Altså indtil jeg om aftenen samme dag befandt mig i behageligt selskab med min onkel Helge fra Australien.
Onkel Helge er en af mine helte. Han er verdensanerkendt hjertespecialist og vistnok lidt af en forskerping down under. Han har været flying doctor og reddet utallige menneskeliv, og jeg har altid tænkt, at han havde et af de mest betydningsfulde erhverv i universet.
Men så sagde han pludselig:
"Hvor er det rart at høre, at du er glad for dit nye arbejde (well, måske ikke lige den dag, men det er jeg altså i almindelighed). Du har jo et af de vigtigste job i verden."
Hehe.
Og tusind tak, onkel!
For han har velsagtens ret i, at hvis der ikke var nogen af mig, var der heller ikke nogen af ham.
Det er da feelgood :-D Og pludselig blev det lidt lettere at bære over med både 8C og de pisseirriterende Facebook-freaks, jeg dagligt møder.
mandag den 25. august 2014
En historie om Barn 1
Nå ja, for resten. Barn 1.
Hun byder på mange fortælleværdige historier. Og en af dem gennemløber et vigtigt kapitel i dag.
Denne historie begyndte egentlig sidste år. Og handler også om Lucifer.
Lucifer er nemlig ret snobbet og har mange store ambitioner på sine børns vegne. Således også når det gælder uddannelse. Og som sidegevinst er han ret manipulerende over for sin familie.
Så da Barn 1 i foråret 2013 skulle søge ind på en videregående uddannelse og egentlig gerne ville have været socialrådgiver, fik farmand talt hende bort fra denne hverken prestigefyldte eller højtlønnede humanistiske karrierevej og nudget til at søge ind på henholdsvis international virksomhedskommunikation og erhvervsøkonomi - to kolde universitetsstudier, der ligger langt fra Barn 1s varme hjerte og omsorgsgen.
Men social status betyder i Lucifers verden langt mere end selvtilfredsstillelse, og det kan sagtens forsvares at knægte sine inderste ønsker, hvis belønningen kan udmåles i en overflod af klingende mønt.
Det stakkels barn blev selvfølgelig optaget på international virksomhedskommunikation ...
... og blev totalt ulykkelig ved studiestart.
Jeg har aldrig set nogen af mine børn så fortvivlet. Hun havde i ugevis fornemmet, at hun var på vej ind på den helt forkerte hylde, og nu var hendes frygt blevet bekræftet. Der var slet ingen harmoni mellem studiet og hendes jobønsker.
Øv, øv og et helt år spildt.
Nu har hun søgt ind på et nyt studium. Og denne gang har far ikke blandet sig.
Derfor er Barn 1 i dag begyndt på ...
... læreruddannelsen.
Samme skole, som hendes mor tog sin eksamen fra sidste sommer.
Barnets linjefag:
Musik, TYSK og ENGELSK.
Samme linjefag som hendes mor (med undtagelse af musik).
Hun kommer til at få de samme lærere.
Ved sgu ikke rigtigt, om det er sjovt eller creepy, men jeg holder i hvert fald alle ekstremiteter krydset for, at hun finder sig rigtig godt til rette på seminariet, får en super studietid og et givende job bagefter.
Bonusinfo: Min egen mor er for resten pensioneret folkeskolelærer. Sproglærer.
Even more creepy ;-)
Hun byder på mange fortælleværdige historier. Og en af dem gennemløber et vigtigt kapitel i dag.
Denne historie begyndte egentlig sidste år. Og handler også om Lucifer.
Lucifer er nemlig ret snobbet og har mange store ambitioner på sine børns vegne. Således også når det gælder uddannelse. Og som sidegevinst er han ret manipulerende over for sin familie.
Så da Barn 1 i foråret 2013 skulle søge ind på en videregående uddannelse og egentlig gerne ville have været socialrådgiver, fik farmand talt hende bort fra denne hverken prestigefyldte eller højtlønnede humanistiske karrierevej og nudget til at søge ind på henholdsvis international virksomhedskommunikation og erhvervsøkonomi - to kolde universitetsstudier, der ligger langt fra Barn 1s varme hjerte og omsorgsgen.
Men social status betyder i Lucifers verden langt mere end selvtilfredsstillelse, og det kan sagtens forsvares at knægte sine inderste ønsker, hvis belønningen kan udmåles i en overflod af klingende mønt.
Det stakkels barn blev selvfølgelig optaget på international virksomhedskommunikation ...
... og blev totalt ulykkelig ved studiestart.
Jeg har aldrig set nogen af mine børn så fortvivlet. Hun havde i ugevis fornemmet, at hun var på vej ind på den helt forkerte hylde, og nu var hendes frygt blevet bekræftet. Der var slet ingen harmoni mellem studiet og hendes jobønsker.
Øv, øv og et helt år spildt.
Nu har hun søgt ind på et nyt studium. Og denne gang har far ikke blandet sig.
Derfor er Barn 1 i dag begyndt på ...
... læreruddannelsen.
Samme skole, som hendes mor tog sin eksamen fra sidste sommer.
Barnets linjefag:
Musik, TYSK og ENGELSK.
Samme linjefag som hendes mor (med undtagelse af musik).
Hun kommer til at få de samme lærere.
Ved sgu ikke rigtigt, om det er sjovt eller creepy, men jeg holder i hvert fald alle ekstremiteter krydset for, at hun finder sig rigtig godt til rette på seminariet, får en super studietid og et givende job bagefter.
Bonusinfo: Min egen mor er for resten pensioneret folkeskolelærer. Sproglærer.
Even more creepy ;-)
fredag den 8. august 2014
Jeg skulle nødig forveksles
"Hvorfor står der LSBN på din T-shirt?" kom det fra Ladyens søn forleden morgen.
"Det betyder lebbe," sagde jeg og ... øh ... svarede dermed slet ikke på hans spørgsmål.
"Jamen, hvorfor står der så lebbe på din T-shirt?" forsøgte han videre.
"For ellers kan folk jo ikke SE, at jeg er lebbe. Jeg skulle jo nødig forveksles med en heteroseksuel."
Høhø.
Ej, spøg til side. Jeg har ingen problemer med heteroseksuelle. Jeg kender flere, der er det. Heteroseksuelle altså. Og det siger jeg ikke bare for at fremstå tolerant.
Jeg synes faktisk, det er flot, at de tør stå ved, hvem de er ;-)
Som nu for eksempel skolesekretæren på den skole, hvor jeg arbejder. HUN er hetero. Og hun havde helt klart ikke spottet, at jeg er homo.
Hvordan rygtet kan være sivet uden om kontoret, ved jeg ikke. Måske er det det med mine fire børn, der har vildledt hende.
I hvert fald var det morsomt, da jeg, samme dag som ovenfor, løb på hende i lærerkøkkenet, og hun lænede sig lidt frem imod mig og nøje studerede de fire bogstaver mellem mine bryster.
"Hvad betyder det?" spurgte hun interesseret.
"Det betyder lesbian."
Hun hørte mig tilsyneladende ikke rigtigt i første omgang. Enten det, eller også var oplysningen bare FOR usandsynlig til rigtigt at synke ind.
"Øh, hvad?" sagde hun dybdeborende.
"Lesbian."
Og så var det, som om tiøren faldt.
"Æh ... (fjamske, fjamske) Nåååh ... (mere fjamske) Men ... øh ... jeg må vist tilbage til kontoret."
Og så vimrede damen ud af køkkenet og forsvandt.
Haha, jeg får da fuld valuta for min T-shirt :-D
"Jamen, hvorfor står der så lebbe på din T-shirt?" forsøgte han videre.
"For ellers kan folk jo ikke SE, at jeg er lebbe. Jeg skulle jo nødig forveksles med en heteroseksuel."
Høhø.
Ej, spøg til side. Jeg har ingen problemer med heteroseksuelle. Jeg kender flere, der er det. Heteroseksuelle altså. Og det siger jeg ikke bare for at fremstå tolerant.
Jeg synes faktisk, det er flot, at de tør stå ved, hvem de er ;-)
Som nu for eksempel skolesekretæren på den skole, hvor jeg arbejder. HUN er hetero. Og hun havde helt klart ikke spottet, at jeg er homo.
Hvordan rygtet kan være sivet uden om kontoret, ved jeg ikke. Måske er det det med mine fire børn, der har vildledt hende.
I hvert fald var det morsomt, da jeg, samme dag som ovenfor, løb på hende i lærerkøkkenet, og hun lænede sig lidt frem imod mig og nøje studerede de fire bogstaver mellem mine bryster.
"Hvad betyder det?" spurgte hun interesseret.
"Det betyder lesbian."
Hun hørte mig tilsyneladende ikke rigtigt i første omgang. Enten det, eller også var oplysningen bare FOR usandsynlig til rigtigt at synke ind.
"Øh, hvad?" sagde hun dybdeborende.
"Lesbian."
Og så var det, som om tiøren faldt.
"Æh ... (fjamske, fjamske) Nåååh ... (mere fjamske) Men ... øh ... jeg må vist tilbage til kontoret."
Og så vimrede damen ud af køkkenet og forsvandt.
Haha, jeg får da fuld valuta for min T-shirt :-D
Abonner på:
Opslag (Atom)